Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Gjengjæld vakte Bang saa meget desto større Opsigt ved Udgivelsen af
sin Roman „Haabløse Slægter“, der udkom 1880. Nogle Skildringer af
sensuel Art gav Anledning til Sagsanlæg mod Forfatteren, og Bogen er i
det hele ikke lystelig at læse, idet den handler om et degenereret Individs
„Livskamp“ og Oplevelser, sete under en Synsvinkel ligesaa abnorm som
selve Romanens Hovedfigur, den unge William Høeg. Dog ogsaa med
Hensyn til dette Arbejde gjælder det, at hvor meget man end stødes af Stilens
Manér og Indholdets Mangel paa Sundhed og Naturlighed, fængsles man
ikke desmindre paa sin Vis af det yderst følsomme og bevægede
Kunstnersind, der spores gjennem Skildringen. Det er en Art psykologisk
Redegjørelse, der nødvendigvis maa interessere den, der vil studere Mennesker,
ikke blot de sunde, men endnu mere de syge og ulykkelige, der jo
ubestrideligt har størst Krav paa Forstaaelse og Medfølelse, og som et saadant,
halvvejs pathologisk Aktstykke vil „Haabløse Slægter“ veje ikke saa lidt
med i Herman Bangs Produktion. En ny, revideret Udgave af Romanen
udkom 1884.
Vil man overhovedet have en sikker Maalestok for Bedømmelsen af et
ejendommeligt og delvis saa excentrisk Talent som Herman Bangs, er det
nødvendigt at stille ham paa hans ganske særegne Plads, uden
Sammenligning med nogen af hans Kaldsfæller. Han har sin egen Stil og Methode;
ligegyldig om den er opfunden af ham selv eller tillært efter fremmede
Forbilleder – den hører saa nøje sammen med hans Væsen, at den ikke
kan adskilles derfra; den kan kaldes outreret, affektert, maniereret; men
han maa nu én Gang skrive saaledes for at faa det frem, som han har
paa Hjærtet, og dermed er Berettigelsen ogsaa givet.
Hvad Bang udgav i disse Ungdomsaar, bærer for det meste Præg af
den samme Støbning. Han ynder at opsøge de degenererede og ulykkelige
Existenser, de forladte, oversete og forkuede; hans Medlidenhed med dem
kan friste ham til hedere Ord og mere stærkt farvede Billeder, end Maleriets
Virkelighedstroskab ret godt kan taale. Men der kan ogsaa – meget ofte
– forekomme en Profil eller en Silhouet, tegnet saa blødt og nænsomt, at
den lyser mere levende op end al den stærke Glød i den øvrige Staffage.
Hans nervøse Naturel frister ham til at forudsætte en lignende nervøs Uro
hos Læseren, som derfor bedst skulde forstaa den jagende Stil, den hastig
skiftende Billedrække; men i Virkeligheden – og ingenlunde overfor sit
daarligste Publikum – virker Bang sikrest og betydeligst og giver sit bedste
dér, hvor han bruger stilfærdige Ord til at fortælle om stille Mennesker.
I 1883 udsendte Bang Novellesamlingen „Præster“ og Romanen
„Fædra“; de rummer begge deres Forfatters sædvanlige Fortrin og Fejl.
I „Fædra“ skildres en degenereret Adelsslægt, fornemlig gjennem dens sidste
Repræsentant, Grevinde Ellen Urne, og hendes Forhold til sin Stedsøn.
Der er fuldt op af Lidelser, Uhygge og Forfald i denne Skildring, og man
mærker ogsaa, at Forfatteren har været grebet af sit Emne, men meget er
konstrueret og ligesom vilkaarlig opstillet, og som Helhed efterlader Bogen
et baade tomt og trøstesløst Indtryk.
I 1884 fratraadte Bang sin Stilling som fast Medarbejder ved
„Nationaltidende“ og foretog en Udenlandsrejse, der strakte sig over Norge, Sverige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
