- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:589

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herman Bang

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Men ingensinde har denne Forfatter roligt kunnet blive paa det én
Gang vundne Standpunkt. Umiddelbart efter Udgivelsen af et saa modent
og harmonisk formet Kunstværk som Romanen „Tine“ udsendte han en
Samling „Digte“ (1889), der især er mærkelige ved deres Form, eller
rettere Mangel paa Form. Den ensartede Stemning, som gjennemstrømmer
dem, er dyb, graa Melankoli, og de kunde fortjene den samme Titel som
Bangs først udgivne Novellesamling: „Tunge Melodier“. Digtsamlingen bærer
Mottoet: „Og de talte om disse to: „Kjærligheden og Døden“. Her et Par
enkelte Prøver:

Tomhed.

Der gives Dage,
hvor selv Sorgen tier,
        og Sjælen sidder
midt i det store Tomme
        ene,
Edderkoppen lig
og spinder – Tomhed.

Du store Intet

Du, store Intet,
som paa Livet
venter;
uhyre Grav,
hvor Verdener
fylder som Sandskorn –

Lær mig, du Vældige,
ret hvor ringe jeg er,
selv til en Klage for ringe –
saa taus jeg maa gaa,
men med Hovedet oprejst
– frem i det evige Mørke.


Derefter fulgte i 1890 Novellesamlingen „Under Aaget“ og i 1891
To Sørgespil“ (to smaa Enaktere: „Brødre“ og „Naar Kjærlighed dør –“)
og „Ti Aar, Erindringer og Hændelser“, hvori Forf. med det
elskværdigste Lune fortæller om sine første Trængselsdage: „Hvorledes jeg blev
Forfatter“, om „En Tournée“, „Hvordan man bliver Forelæser“, om sine
„Enaktere“, sin Optræden i Bergen som Osvald i „Gjengangere“, sin
Udvisning af Tyskland o. s. v. Af denne friske og fornøjelige Bog – saavel
som af enkelte Scener og Figurer i hans Noveller – ses det, at Bang
ingenlunde altid er den triste Melankoliker, som mange antager ham for at
være helt og udelukkende, men at han har en fin komisk og ironisk Aare,
der kan virke overordentlig indtagende. Og her falder ogsaa hans Stil ind
i det hyggeligste og naturligste Leje. Som f. Ex. naar han fortæller om
sin Juleaften i Prag[1]:

        – – – Imens blev det ved at sne, og det blev Lillejuleaften. Vor Kassa var
en Gylden og nogle Kreutzer. Maleren gik omkring og undersøgte gamle Vestelommer,
hvilket var hans Vane i meget kritiske, pengeløse Øjeblikke.

        Han fandt intet. Han havde vel allerede været der.

Gamle Veith, der var Manden til die Hausmeisterin og besørgede vor Opvartning,
listede uvis om paa sine Filtsko og blev aldrig færdig med Dækningen. Gamle Veith
gik paa hele Fodballen og løftede for hvert Skridt Knæene, som om han stadig
hengav sig til forberedende Øvelser og Knæbøjning.

        Naar han ikke opvartede os, fæstede han Ender.

        Die Hausmeisterin arbejdede med to Syersker for en Skjortefabrik. Maskinerne løb
til de lange Sømme. Der Hausmeister fæstede Ende. Den kvindelige Beskæftigelse havde
efterhaanden givet ham visse Gestus med Hænderne, som om han bestandig trak Naalen
ud af et Stykke Kanevas.




[1] „En Juleaften i det Fremmede“ („Ti Aar, Erindringer og Hændelser“).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0695.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free