Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfred Ipsen - Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samlingens betydeligste Poesier er skrevne i dette Versemaal. Afsnittet „Camera
obscura“ indledes med Sonetten „I Sangens frie Rum“, der angiver
Grundtonen i en stor Del af Alfr. Ipsens Digtning:
„Jeg spænder ud de fjorten vante Strænge,
jeg æsker til en Leg den kaade Vind,
som just fra Vindvet blæser mig herind
en Duft af Kløverne og vaade Enge.
Og at mit Spil til Hjærterne skal trænge
og ikke hænge fast i Taagens Spind,
som Sangbund lægger jeg mit eget Sind,
mit eget Sind, der laa i Tvang saa længe.
Thi denne Verden synes trang og snæver,
hvert Liv er hegnet ind af faste Grænser
og saare nøjsom dets Erfarings Sum.
Stig op, min Sang, som Verden ikke ænser,
derop hvor Himlens Morgenstjærne bæver,
og stræk dig ud i Sangens frie Rum.“
„Hvor dyb en Fred der er i denne Stue,
et Efterskær af gode Timers Ro,
og opad Væggen Vedbend tæt sig sno
og hvælve sig om Vindvet til en Bue.
Her brænder Dagens Sol med dæmpet Lue,
her kan i Skyggen Andagtstanker gro,
her er endnu et Alter for en Tro,
der ikke spænder altfor højt sin Bue.
Og ikke sandt, til Altre kan vi trænge,
vi, som i Tvivl og Mismod længe famled,
vi, som fra Dagens tusind Veje kom.
Vi trænger til en Gang at faa os samlet
fra alt det meget, som gjør Sjælen tom,
og vi har ikke knælet længe, længe.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
