- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:670

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Viggo Stuckenberg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stemningen i hans Digte er for det meste stilfældig og lidt drømmebleg,
men Mandighed savner hans Digtning dog ikke, og den har en egen intens
Inderlighed, en Troværdighed, som skyer al udvendig Klingklang og alene
vil udtrykke, hvad der er følt dybt paa Bunden af en Sjæl, som forstaar
hver Afspejling i Naturens mærkelig rige Skuespil, som den overhovedet
elsker alt det skjønne, særegne og fine og lider ved enhver grov Tone,
som bryder skurrende ind deri.

illustration placeholder
Viggo Stuckenberg.


Viggo Stuckenberg er født ved Vridsløselille den 17de September
1863 – hans Fader var beslægtet med H. V. Kaalund og ligesom denne
Lærer ved Straffeanstalten. Som Barn kom Viggo
Stuckenberg til Kjøbenhavn og blev Student 1884,
hvorpaa han i nogle Aar dyrkede teologiske og
sproglige Studier, dog uden at afslutte dem med
nogen Embedsexamen. 1886 udkom hans første
Samling „Digte“, der har sin største Værdi ved
de varmt følte og fint udtrykte Naturstemninger,
mindre ved de enkelte polemiske Digte. To Aar
senere udkom Fortællingen „I Gennembrud“, der
uden synderlig Originalitet yder sit Bidrag til
Skildringen af Firsernes Ungdom. Et lignende Emne
har Stuckenbergs næste Fortælling „Messias“, og
heller ikke den naar videre dybt, om den end
indeholder et og andet – i Portræt og i
Situationsbillede – som øjensynligt er taget ud af en
nærliggende Virkelighed. Langt betydeligere baade i
Uddybelsen af Emnet og i Sprogkunst er Stuckenbergs følgende Arbejder:
det dramatiske Digt, „Den vilde Jæger“ (1894) og især Fortællingen „Fagre
Ord
“ (1895) og de to Noveller, som han udgav under Fællestitlen
Valravn“ (1896). Af større Fortællinger har han desuden skrevet
Hjemfalden“ (1898) og „Asmodæus“ (1899). – Mellem Stuckenbergs to
lyriske Digtsamlinger ligger der et Tidsrum af tolv Aar; først 1898 udkom
Flyvende Sommer“, Digte, hvori Stemninger og Naturbilleder for
Størstedelen har en blid, tungsindig Ynde, ligesom Længsel efter den Skjønhed
og Harmoni, der er over al Forstand, og som Sjælen stundom faar Lov at
drømme om, men som ikke kan gribes og holdes fast. Tre Aar efter fulgte
en Samling Lyrik med Titlen „Sne“, Digte 1901, og man vil her fremfor
i nogen af hans andre Bøger finde samlet paa ét Sted det særlig typiske i
hans Digtning. Der er det første lille Digt: „Morgen“, der vidner om, hvor
følt og yndefuldt Stuckenberg kunde tegne en Naturstemning og et
Naturbillede, selv med ganske faa Streger:

„En stille Morgenstund, en Foraarsdag,
en solgul Skorsten paa et tjæret Tag,
en blaalig Røg, der gennemsigtig rinder
langs Foraarsskovens brune Bryn,
fra Hegnets Dug et Væld af hvide Lyn,
en Vej, der blank i Morgensolen skinner,
en Himmel, som et køligt, lysfyldt Vand,
og ud fra Skovens grenespundne Rand
et dugfrisk Fuglefløjt, en trøstig Trille,
der bliver ved og bliver ved
og stiger som den køle, sprøde Fred,
der aander fra en muldfødt, sølvklar Kilde.“

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0776.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free