Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeppe Aakjær - Johannes V. Jensen - Det sidste Tiaars store Digterkaleidoskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfatter har skrevet i Prosa og Poesi, fornemmes der friske Pust af hjemlig
Natur, fra Hede, Skov og Hav, og fra dansk Almueliv. Der er djærvt og
kraftigt Pulsslag og tillige varmt digterisk Syn i Bøger som „Derude fra
Kjærene", „Vadmelsfolk“, „Fjandboer“, „Vredens Børn“, Digtene i
„Fri Felt“, „Rugens Sange“ o. s. v.
Med endnu stærkere Farver, nu og da ogsaa med en vis brutal
Styrke, ytrer sig et Forfatterskab som Johannes V. Jensens, der er
den blandt de yngre og yngste, hvem hans samtidige villigst har givet
Anførerplads mellem sig. Det er dog ikke blot det stærke og robuste, som
danner Hovedtrækkene i dette Forfatterfysiognomi; det har ligesaa meget
af Tidens Nervøsitet og Sensitivitet, og det er interessant netop ved de
Modsætninger, det rummer i sig selv. Overfor en ældre, lidt konservativ
Kunstbetragtning kan Johs. V. Jensen undertiden virke irriterende ved
sin Mangel paa Kultur, ved det springende, lunefulde og disharmoniske,
man møder hos ham. En Roman som „Madame d’Ora“, med dens
kaotiske Sammenblanding af haarrejsende, æventyrlige Tildragelser og ganske
farceagtige Optrin, er betegnende i saa Henseende. Men mindst ligesaa ofte
tvinges man til udelt Beundring for det tindrende Liv, der banker En
i Møde fra hans Skildringer, og hvori Enkeltheder kan være opfattede og
gjengivne med genial Sikkerhed. Dette gjælder først og fremmest om de to
Samlinger: „Himmerlandsfolk“, Noveller (1898) og „Nye
Himmerlandshistorier“ (1904). Af Johannes V. Jensens Skrifter vil der iøvrigt særlig
være at nævne Debutbogen „Danskere“ (1896), „Einar Elkær“ (1898),
„Kongens Fald“, I–III (1900-01) og „Skovene“ (1904).
Det sidste Tiaars store Digterkaleidoskop viser samtidig saa beherskede
og formsikre Skribenter som Poul Levin og Albert Gnudtzmann, hvis Bøger
i al deres Forskelligartethed er fælles om den solide Dannelse og gode
Kultur, som det altid er velgjørende at give sig ind under. Dr. Poul Levin
har sit egentlige Virksomhedsfelt som Filolog og Æstetiker; men en Bog
som „Den døde By“ er ved Analysens Finhed og Stilens Klarhed
mønstergivende for moderne Novellistik. Poul Levin har endvidere udgivet de to
Skuespil „Antoinette“ (1895) og „Sejr“ (1899) og af æstetiske Studier:
„Ovids Ungdomsdigtning“ (1898), „Egne og Stæder“ (1899) og
„Victor Hugo“ (1902). – Albert Gnudtzmann, der ovenfor er nævnet
mellem dramatiske Forfattere, har en betydelig novellistisk Produktion bag
ved sig, en Række Nutidsromaner – „Idealister“ (1896), „Det stille
Vand“, „En Særlings Roman“, „Randa Dige“, „Departementschefens
Brodersøn“ o. fl. – der paa én Gang giver vederhæftige Tidsbilleder og
fængsler ved deres stilfulde Form. Desuden maa nævnes saa dygtige,
banebrydende Folkelivsskildrere som Johan Skjoldborg („En Stridsmand“,
„Almue“, „Gyldholm, en Arbejderroman“, „Bjerregaarden“), Martin
Andersen Nexø („Skygger“, „Muldskud“, Samling I–II, „Soldage“
m. fl.) og L. Mylius-Erichsen („Vestjyder“, „Strandingshistorier“).
Og hertil slutter sig en meget lang Række af talentfulde Skribenter: Harald
Kidde, Svend Leopold, C. M. Normann-Hansen, Edv.
Søderberg og Emil Rasmussen, Henrik Cavling, Aage Ibsen og Louis
Levy; folkelige Digtere: Edv. Egeberg, Hans P. Lunde og And. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
