Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
sige Udtryk. Øjets Regnbuehinde (Iris) er gul eller rød, hos
mørkfarvede Individer mere eller mindre iblandet med brunt
eller sort. De nyfødte Unger har de voksnes Aftegninger, men
Grundfarven er blegere, især hos Hunner, der først i 2det til
4de Aar faar den mørke Grundfarve.
Hugormen forekommer baade i Fjæld- og Sletteland; helst
paa aabne Steder med Smaabuske og lavt Krat eller i Heder,
Lyngmoser, Græsstepper, ogsaa i Skove, kun ikke i mørk og
tæt Løvskov; stærkt opdyrket Agerland og lignende Steder
under regelmæssig Kultur undgaar den helst, ligeledes
Vandløb, og den er i Almindelighed utilbøjelig til at svømme. Den
holder til i Jordhuller, som f. Eks. Musegange, og fjærner sig i
Regelen ikke langt fra sine Smuthuller; den holder meget af at
sole sig. I frostfrie Skjulesteder, som Jordhuller, under Stubbe og
Rødder, tilbringes Vinteren i Dvale; i Almindelighed ligger
flere, undertiden mange — 20—30 indtil over 300 — Individer
sammen. I September eller Oktober gaar den i Vinterkvarteret
og forlader gerne dette i Marts-April. Kort efter Fremkomsten
begynder Parringstiden, som varer til ind i Maj; omtrent 4
Maaneder efter Parringen, i Almindelighed i August-September,
føder Hunnen 5—12 (16) Unger, 140—210mm lange,
omsluttede af en tynd Hinde, som imidlertid straks sprænges.
(Undtagelsesvis maa Parring kunne indtræde om Efteraaret, da
man har taget drægtige Hunner med fuldbaaren Yngel i Marts).
De nyfødte Unger har straks deres Giftredskaber i brugbar
Stand og skal især tage Unger af Firben og Staalorme.
Kønsmoden bliver Hugormen i sit 4de Aar.
Hovedføden bestaar i Mus og Markmus, som Hugormen
bl. a. opsøger i deres Gange, hvor den ofte og gerne æder
Museredernes nøgne Unger; desuden tager den Spidsmus,
Fugleunger, Frøer og Firben og Staalorme, især Ungerne. Den gaar
paa Rov om Dagen i varmt Vejr, maaske ogsaa i Skumringen.
Naar Hugormen har bidt sit Bytte ved et pludseligt Fremstød af
Hovedet, plejer den at trække Hovedet tilbage og vente, til
Døden er indtraadt; Mus og Fugleunger lammes næsten
øjeblikkelig og dør meget snart; først naar Byttet er dødt, sluger
Hugormen det. Hos Mennesker plejer Hugormebid kun at
volde mere eller mindre kortvarige Sygdomstilfælde; men
undtagelsesvis kan det medføre Døden. Af Væsen er Hugormen
sky og heftig, hugger og bider om sig, naar man vil gribe den.
I Fangenskab ændrer den ikke sit vilde Væsen, og i
Almindelighed vil man ikke faa den til at tage Føde; den kan
imidlertid leve flere Maaneder, mulig henved et Aarstid uden Føde.
Hugormen har en meget vid Udbredelse: over hele
Nordeuropa omtrent til Polarkredsen, over det mellemste Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
