- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
I. Indledning

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

I. Indledning.

Hos et Folk, i hvilket der rører sig et kraftigt og sundt Aandsliv, og hvor dette gennem en frugtbar Kulturstrøm finder fornøden Næring, vil Mændene i Længden ikke blive Eneherrer paa Kunstens og Litteraturens Omraader. Mere og mere meddelagtige i den voksende Intelligens vil Kvinderne efterhaanden vinde en stedse fyldigere Plads paa de nævnte Felter. Dette har længe været Tilfældet ude i de store Kulturlande, og det vil blive det ogsaa herhjemme, hvor jo for øvrigt allerede mange Kvinder, særlig i den sidste Menneskealder, har virket som Kunstnerinder og Forfatterinder. Blandt de sidste findes vel endnu ikke mange store Navne at henpege paa; men ikke des mindre maa det erkendes, at Kvinderne i Tidens Løb har øvet et litterært Virke, som fortjener at paaskønnes, og som man overhovedet ikke kan se bort fra, naar man vil danne sig et Helhedsbillede af vort Folks Bogavl i det nittende Hundredaar og særligt da i dets sidste Halvdel.

I det følgende skal der gøres et Forsøg paa at give et Udsyn over den kvindelige Litteratur, navnlig siden Fru Gyllembourgs Tid. Der skal søges paavist de Muligheder, af hvilke den er fremspiret, de Forhold, som har betinget dens højere eller ringere Værdi, det Aandsliv, de Følelser, Stemninger og Tanker, for hvilke den er Udtryk og den Betydning, der maa tillægges den for vort Folk. Vi skal, saa vidt muligt, forsøge at se de forskellige Arbejder og deres Idé ud fra den Tids Synspunkt, i hvilken de fødtes. Litteraturen fra de aller seneste Aar ligger os derimod endnu for nær, til at man med fuldstændig uhildet Blik kan fælde en retfærdig Dom over den.

Det skal paa Forhaand villigt indrømmes, at Kvindelitteraturen i sin Helhed ikke kan kaldes Førsterangsarbejde, moden Kunst. Skønt et stort Antal Kvinder til Dato har forsøgt sig i saa at sige alle mulige Digtarter, er det dog uomtvisteligt, at den Høst, som hidtil er gjort, fylder langt mindre i Skæppen end i Laden og kan, paa langt nær, ikke jævnsættes den mandlige. Men dette er ganske ligefremt og naturligt og kan slet ikke være anderledes. Man maa erindre, at den hele Kvindelitteratur er af forholdsvis meget ung Dato herhjemme. Den langt overvejende Del af vore Forfatterinder er først fremtraadte i Hundredaarets sidste Halvdel; og der fandtes forud ikke nogen Mønsterlitteratur, som kunde tjene til følgeværdigt Forbillede. Hvad Midalderens lærde Damer havde frembragt, var ganske betydningsløst for novellistisk og dramatisk Digtning i det nittende Hundredaar. De faa Arbejder, der fandtes i denne Retning, underlig blege og uvirkelige, var uden nævneværdig Værdi. Selv en saa habil Digterinde som Præstekonen Dorthe Engelbrektsdatter (1635--1716) forekommer os nu ganske usmagelig, naar nogle faa af hendes religiøse Poesier fraregnes. Hverken i hendes »Sangoffer« eller »Taareoffer« er der nogen poetisk Saft eller Kraft, ingen stor Stemning eller Varme, ingen Dybde eller sand Sjælstrang. Ikke engang hos Charlotte Dorothea Biehl (1731--88) nytter det at gøre mange Studier, det skulde da være af Sproget i hendes vellykkede Oversættelse af »Don Quijote«. Hendes Dramaer er uden Spænding eller Liv, hun evner ikke at samle den digteriske Kraft paa de afgørende Hovedmomenter i Handlingen, og saa vel Bygning som Dialog røber en meget overfladisk Arbejdsmetode, hvad ogsaa illustreres af den Kendsgerning, at hendes Komedie: »Den kærlige Mand« -- i hele fem Akter -- er skrevet og tilsendt Teatret i Løbet af fjorten Dage! Hverken hendes »listige Optrækkerske« eller »Haarkløveren« skal friste nogen af Nutidens dramatiske Forfatterinder til Efterligning. Den svulstige og sentimentale Fru Frederikke Brun, født Münter, (1765--1835) kan man, strengt taget, næppe regne med til danske Forfatterinder, da hun ikke skrev paa Modersmaalet, men paa Tysk, og Kamma Rahbek, den aandfulde og elskelige »Perle ren og klar«, har for os nærmest kun Betydning som interessant Brevskriverinde. Med god Ret kan man derfor sige, at der overhovedet indtil 1850 kun fandtes ét virkeligt udmærket Forbillede, nemlig Fru Gyllembourg.

Den Vej, de danske Forfatterinder saaledes har maattet bane, var fra først af ualmindelig brydsom. Deres litterære Arbejder blev ikke baarne frem af en forstaaende Velviljes stærke Strøm og blev ikke modtagne med den saa nødvendige Sympati. Vistnok blev de heller ikke altid dømte efter de samme Humanitetens Love som Mændenes; thi man gik i de fleste Tilfælde til Kvindernes Bøger med forudfattet Antipati. Mændene mente, hvad Fru Gyllembourg træffende har udtrykt, at »det Fruentimmerskriveri duede ikke noget«; og denne Mening har, som saa megen anden Overtro, holdt sig lige ned til vore Dage. Dog er nu et humanere og mere uhildet Syn ved at trænge igennem. Men i Fyrrerne og Halvtredserne, da Kvinderne for Alvor begyndte at optage Arbejdet paa det litterære Felt, hørte der unægtelig Mod til at være dansk Forfatterinde og til i det hele at træde offentligt frem. Det stred saa aldeles imod »det passende«, at kraftig Modstand var at vente, og den udeblev ikke. Datidens Forfatterinder maatte værgeløse stille sig blot for alle svøbesvingende Kritici, trodse utrolig bornerte Meninger og med Taalmod finde sig i uforstaaende Recensioner og vitterlig ondsindede Angreb -- kort, de maatte give sig til Pris for Spidsborgerligheden. Hvor utaalelige Tilstandene var, fremgaar allerbedst af den ligefrem ængstelige Omhu, hvormed selv en saa udmærket Forfatterinde som Fru Gyllembourg vaagede over sin Anonymitet. Men ikke alene var det Mændene, der spottede og skosede »de skrivende og talende Kvinder«. Deres eget Køn revsede dem ikke mindre skarpt for deres saakaldte Mangel paa Kvindelighed. Det, at en Kvinde traadte frem for Offentligheden og i Skrift eller Tale tog Del i Drøftelsen af Tidens Spørgsmaal, stempledes af mange som ligefrem oprørende Frækhed, og Præster og Andagtsbøger bad Gud bevare os for den Slags Damer! At Kvindeligheden ingen Skade behøvede at tage af Skriveriet, afgiver Forfatterinder som Fru Gyllembourg, Fru Hegermann-Lindencrone eller Frøken Sille Beyer smukke Beviser for.

Lige til dette Hundredaars Midte vedblev imidlertid svundne Seklers gammeldags og indsnævrede Syn paa Kvinden og hendes Samfundsstilling at være det herskende. Hendes eneste sande og virkelige Maal var: at blive Hustru og Moder. Naaede hun ikke det, havde hun altsaa i Grunden intet Maal; dette var i hvert Fald forfejlet. Hendes væsentligste Gerning maatte efter denne Anskuelse blive den at vugge, stoppe Strømper og svinge Træscepteret over de sorte Kødgryder! Hørte hun til de velhavende i Samfundet og kunde tage sig Husstyret og Arbejdet let, kunde hun jo gerne faa Lov til at være den Rose, som duftede for Manden i Hjemmet! Men saalænge dette Syn var det almindelige, var det ikke at vente, at Kvinden skulde kunne trænge igennem paa saadanne Omraader som det kunstneriske og litterære, der kræver Personligheder med et rigt og dybt Sjæleliv befrugtet og modnet af selve Tiden og Livet, saa det i Læsernes Sjæle evner at sprede spirende Kim, hvoraf der fødes ny Tanker, vækkes Bevægelse, mærkes Grøde og Vækst! Da Kvindens Uddannelse i de fleste Tilfælde var enten forsømt eller mangelfuld, og da altsaa Samfundsforholdene lagde saa mange og store Hindringer i Vejen for hendes Personligheds fri Udfoldelse, vilde det være ganske uberettiget at forlange, at hun alt skulde have frembragt en Række Værker, der i kunstnerisk Finhed og Lødighed kunde jævnsættes de mandlige Digteres.

Mændenes Syn paa Kvindens Virksomhed uden for hendes gamle, en Gang fastslaaede Virkefelt, var nærmest Overlegenhedens. Mange saa faktisk ned paa Kvinden som paa en Slags ringere Skabning, hvem man endog stundom nægtede baade Personlighed og Intelligens. Manden var fra urgammel Tid af vant til at betragte Kvinden som den svagere Part, der trængte til hans Beskyttelse og Arbejde, fordi hun ikke mentes at kunne bane sig Vej gennem Livet ved selvstændigt Erhverv. Han kunde umuligt med ét komme bort fra dette og i Kvinden se en Ligemand. I visse Henseender ydede man ganske vist Kvinden Anerkendelse, og navnlig over for særlig skønne, aandsdannede og fornemme Kvinder havde det jo aldrig skortet paa kønne Talemaader og ridderlige Artigheder. Digterne strømmede over af Lovprisninger over deres »Rosenlæber«, »Rosenkinder«, »Liljehænder« og »Perletænder«. Mændene i Almindelighed var vel ikke blinde for Kvindens fremherskende Egenskaber. De værdsatte hendes blide Kvindelighed, hendes Fromhed, den varme Følelse, Troskaben, Selvopofrelsen og hendes ualmindelige Taalmod, kort sagt, alt, hvad der kunde skabe dem Hjemlivets Hygge, mildne dem Livets Tryk, glatte dem Furerne paa Panden! Der var jo ogsaa enkelte frisindede, som villigt indrømmede, at Kvinden til en vis Grad kunde være aandfuld, kundskabsrig, ja, i visse Retninger endog lærd. Men, at hun ligesom Manden skulde være en selvstændig Personlighed, der bragte med til Verden lige saa udprægede aandelige Evner og Anlæg, og at ogsaa hun havde sit Særkald i Livet, det gik man kun nødigt med til. Og at hun i det hele skulde sidde inde med saadanne Aandsgaver, at disse kunde berettige hende til som Mandens jævnbaarne Fælle at betræde de samme Virksomhedsomraader som han, især litterære, det indrømmede man meget nødigt. Der fandtes jo rigtignok hist og her i de forskellige Landes Litteraturer et og andet Kvindenavn, som man v a r nødt til at standse ved og anerkendende bøje sig for. Vilde man selv gælde for aandsdannet, gik det jo ikke an at slaa en Streg over Navne som Fru Lengren, Madame de Staël, Fru Caroline Schelling, f. Michaëlis, Kamma Rahbek o. fl. Ingen turde nægte dem Intelligens. Men saa henviste man i slige Tilfælde til den ret bekvemme Undtagelsesteori. Alle udmærkede og geniale Kvinder, der havde præsteret noget af Betydning paa Poesiens eller Videnskabens Omraader, var rene Undtagelser fra det almindelige, vor egen Fru Gyllembourg medregnet.

Man ansaa altsaa gennemgaaende Kvinden for at savne Betingelser for med Held at virke i Litteraturen; men dette beroede i Virkeligheden paa et Fejlsyn og paa en Undervurdering af hendes aandelige Anlæg. Allerede det maa betegnes som en Fordel, at Kvinden vistnok i det hele maa siges at være mere æstetisk anlagt end Manden. Hendes hurtige Tanke, livlige Opfattelsesevne og levende Indbildningskraft, der altid er nøje knyttet til hendes dybe, varme Følelsesliv, giver hende endog særdeles heldige Betingelser. Dertil kommer en egen umiddelbar Dømmekraft, som let, sikkert og hurtigt lader hende blive klar over selv den mest kritiske Situation; og saa ejer hun frem for Manden Digterens allerlykkeligste Undergave: den fint forstaaende Sympati. Alle de nævnte Egenskaber vil man da ogsaa finde i harmonisk Forening hos de virkelig betydelige Forfatterinder saa vel i Ud- som Indland.

Spørgsmaalet om Forholdet imellem mandlig og kvindelig Intelligens sysselsatte kun i meget ringe Grad Sindene for et Par Menneskealdere siden, og endnu mindre var der Tale om eksperimental-psykologiske Undersøgelser. Man nøjedes som oftest med at fastslaa, hvad gammel Tradition havde hævdet: at Manden paa alle aandelige Omraader var Kvinden overlegen. Nu til Dags er der ikke saa faa Forskere, som siger, at lige saa vist som der mellem Mand og Kvinde findes let paaviselige legemlige Forskelligheder, saaledes er der naturligvis ogsaa sjælelige Forskelle, men ingenlunde af en saadan Natur, at Kvinden kan siges i det væsentlige at staa tilbage for Manden. Alligevel naar hun ham ikke, hedder det. Højt kan hun utvivlsomt stige, men Parnassets Top vil hun ikke magte at naa. Denne høje, fra al Sentimentalitet og Taagethed frigjorte Intelligens, der, roligt og strengt behersket, sysler med de store Livs- og Samfundsproblemer, og som forstaar at give sig Udtryk i et knapt og koncist Sprog, der uden Svinkeærinder lægger sig tæt om sin Genstand, den findes kun hos Manden, den er hans Særeje. Er det ikke Manden, der har gransket og grundet i Videnskabernes udstrakte Rige? Er det ikke ham, som til alle Tider har været den aandelige Banebryder, ham, som har opdaget de ny Love baade i Naturens og Aandens Verden, og er det ikke ham, der fremdeles sysler med de store fysiske, matematiske, filosofiske og juridiske Spørgsmaal, stadig søgende ny og vidtrækkende Løsninger? Alle disse Problemer maa Kvinden lade ligge, og hvorfor? Ganske simpelt, svarer man, fordi hun mangler Logik! Det brister hende paa denne sønderlemmende og opløsende Evne, der er saa nødvendig for Videnskabsmanden. Hun lader sig i alt for høj Grad beherske af sine Følelser, muligt fordi, som en anset dansk Forfatter i sin Tid udtrykte sig, »hendes Tænkning ikke med Energi udføres i Ord«. Man har ment, at Kvinden ikke formaaede at bringe sine Tanker i System, at hun ikke var i Stand til at fastholde bestemte, strengt videnskabelige Synspunkter, og at hun i det hele savnede Evne til abstrakt Tænkning.

Ser man imidlertid nøjere til, turde det vise sig at være noget overilet, naar man uden videre vil akceptere denne Paastand. Spørgsmaalet om, hvorvidt Manden virkelig overgaar Kvinden i Aandsevner og Intelligens, kan overhovedet ikke besvares ved et absolut Ja eller Nej. Det vil vistnok endnu en Tid lang forblive blandt de aabne Spørgsmaal, og vi savner i væsentlig Grad indgaaende videnskabelig-psykologiske Undersøgelser, baade over selve den kvindelige Intelligens og over Forholdet mellem denne og den mandlige. Vi har ingen eksperimental-statistiske Tabeller at henholde os til; men slige nøjagtige Undersøgelser er nødvendige, naar der skal gives et endeligt Svar paa Spørgsmaalet. Og man maatte endda trænge dybt ind i disse, om man skulde opnaa paalidelige Resultater, thi de rent psykologiske Undersøgelser frembyder jo altid store Vanskeligheder. Man har da ogsaa hidtil saa godt som helt ladet disse ligge. Muligt vil det engang i Fremtiden vise sig, at den kvindelige Intelligens ligefrem er væsensforskellig fra den mandlige eller dog af en noget kortere Rækkevidde; men for Tiden kan det ikke afgøres. Ganske vist har enkelte af de store Tænkere lejlighedsvis givet nogle interessante Bidrag til Spørgsmaalets Belysning. Vi vil saaledes finde adskillige karakteristiske Bemærkninger hos Darwin, Stuart Mill, Spencer, Schopenhauer, Lotze o. fl. Men de Undersøgelser vi her har Brug for, maa være baserede paa aarelang Erfaring og grundige eksperimentale Iagttagelser, medens vi kun i ringe Grad har Brug for filosofiske Spekulationer. Vi skal ikke her komme nærmere ind paa dette moderne Emne, men vil blot fastslaa, at fordi Kvinden ikke hidtil er naaet op i Højde med Manden paa Kunstens og Litteraturens Omraader, har man ikke uden videre Lov til at kalde hende for en aandelig Undermaaler, der kun kan præstere tanketynde Sager. Man maa nemlig vel huske paa, at den mandlige Intelligens, navnlig som den er kendelig hos de store Aands- og Naturforskere, ikke er kommen til dem paa én Gang som en Aabenbaring fra en højere Verden. Den er tværtimod tilegnet, langsomt og trinvis, gennem en strengt skolet Erkenden og omfattende Erfaring. Ingen Mand vil jo dog være i Stand til at kunne dyrke de aprioriske Videnskaber, t. Eks. Matematik og Logik, uden at han er opøvet deri og nøje kender det rent elementære. Vidensprincipet beror, ret beset, ikke blot paa den simple Sansning af Genstande og Foreteelser i Verden, men lige saa meget paa Tænkningen derover. Men til at tænke sikkert og skarpt maa man opdrages. Den høje Intelligens, som den store Mand skal besidde frem for Kvinden, er altsaa kun naaet gennem grundig Skole, der har klaret og skærpet Tænkningen. Men vore kvindelige Instituter tog forhen ikke særlig Sigte herpaa, (man mindes Heibergs »Aprilsnarrene«) og gør det vel næppe endnu. Derimod har Kvinderne jo i vore Dage faaet Adgang til det højeste Lærdomssæde, til Universitetet, baade i Udlandet og herhjemme. Det vil derfor blive Fremtiden forbeholdt at afgøre, hvorvidt Kvinden gennem de akademiske Studier vil kunne naa frem til samme Intelligenstrin som Manden, eller om hun er ham underlegen. Vil hun engang vise sig at være hans Ligemand, maa dette faa en afgørende Indflydelse paa de kommende Slægters Opfattelse af Kvindens Personlighed. Hun vil da ikke længer høre til de beherskede, de »underkuede«, og Manden vil ikke i samme Grad som tidligere føle sig som Herskeren, der overlegent ser ned paa Kvinden som den ringere og svagere Skabning, hvis hele Væsen og Natur, som Søren Kierkegaard engang forkyndte det, er »Hengivelse«. Integration finder Sted, siger Spencer, hvor ligeartede Væsener paavirkes af ligeartede Kræfter. Jo højere Dannelse Kvinden altsaa formaar at tilegne sig, og jo dygtigere hun evner at optage de samme Virksomheder som Manden, des mere vil han ogsaa føle sig som ét med hende og agte hende som sin jævnbaarne.

For øvrigt er Paastanden om Kvindens Mangel paa Analyse og Abstraktionsevne allerede betydelig afkræftet. Kvinder som Sofie Germain (d. 1831) og Sonja Kowalevsky (d. 1892) har jo tumlet med de vanskeligste matematiske Problemer lige saa sikkert og overlegent som nogen mandlig Dyrker af denne Videnskab. Og Forfatterinder som George Sand, George Eliot eller Dr. Susanne Rubinstein staar ikke tilbage for nogen Mand i Intelligens, eller for at nævne den smukke, energiske og grundlærde Frøken Sarmisa Bilcesco, der for nogle Aar tilbage med saa megen Bravour forsvarede sin Afhandling for den juridiske Doktorgrad ved Pariser-Universitetet, og Frøken Anna Hude, der herhjemme med Glans har erhvervet sig den filosofiske Doktorgrad. Man kan vistnok frit djærve sig til at udtale, at der indlededes en ny Æra for Kvinderne hin Juleaften 1888, da Præsidenten for Academie des sciençes i Paris overrakte Fru Sonja Kowalevsky Prix Bordin for hendes eminente Besvarelse af Akademiets Prisopgave i mekanisk Fysik, og i Erkendelse af Arbejdets store videnskabelige Betydning forhøjede Belønningen fra 3000 til 5000 fr. Fylder Kvinden maaske endnu ikke ganske sin Plads ved Siden ad Manden, kan der dog næppe være nogen Tvivl om, at hun i en ikke fjern Fremtid vil kunne naa frem dertil. Meget tyder herpaa. I Litteraturen kan der jo alt peges paa adskillige Navne, som har en god Klang og som er trængte lige saa langt ud i de respektive Landes Folk som de mandlige Forfatteres. Man behøver blot at nævne saadanne som George Eliot, Mrs. Mackarness, Mariane von Willemer, Bertha von Suttner, Marie von Ebner-Eschenbach, Henry Greville o. fl., eller af nordiske: Fru Frederikka Bremer, Fru Edgren, Fru Nyblom, Fru Camilla Collet, Fru Marie Colban, Fru Amalie Skram, Fru Gyllembourg, Fru Thoresen, Fru Erna Juel-Hansen, Fru Emma Gad, og enhver vil indrømme, at der maa tillægges disse Damers Arbejder litterær Betydning.

Først ved Hundredaarets Midte aabnedes der lysere Udsyn for de danske Kvinder, hvilket navnlig skete ved Rejsningen af det saakaldte Kvindespørgsmaal, eller, som det endnu den Gang, med en stærk Biklang af Forargelse, hed: Emancipations-Spørgsmaalet. Det var ganske vist ikke nyt, thi det havde alt været oppe i flere Lande, især i Frankrig, hvor det jo ligefrem var født af Revolutionen. Der havde i den bevægede Periode 1848--49 været holdt adskillige højrøstede Møder derom i Frankrig, Tysklands og Englands Hovedstæder, og allerede 1851 tager Stuart Mill det op til Drøftelse i et anset engelsk Tidsskrift. Før 1849 mærker vi dog ikke meget til det herhjemme og det rejses egentlig først ved Frøken Fibiger's Bog »Clara Raphael«. Der havde vel været adskillige Blænkere ude, men det hele var endnu vagt og ubestemt i Omridsene. Nu tages det op til grundigere Drøftelse og formes klarere og fastere end før. Det, Kvinderne fordrede, var i Grunden kun simpel Anerkendelse af deres menneskelige og borgerlige Rettigheder. Som det mest overraskende stod vel nok Fordringen om Kvinders Adgang til flere af de Virksomhedsgrene, som hidtil alene havde været forbeholdt Mændene. Det krævedes som en simpel Ret, at de mange Kvinder, der af en eller anden Grund ikke naaede ind i »Ægteskabets Forsørgelseshavn«, fik Adgang til selvstændigt Erhverv i Samfundet. Kravet rejstes om en fyldigere Uddannelse af Kvindens Aandsevner, saa at hun derigennem kunde dygtiggøres til ny Virksomheder og til i det hele taget at jævngaa Manden, baade paa Forretningsvejen og paa Embedsvejen. Navnlig det sidste vakte adskillig Forargelse. At Kvinderne tænkte paa endog at blive Studenter, ja Kandidater, forekom mange at pege frem mod en Samfundsordning, der vilde vende op og ned paa det bestaaende. Man havde en sand Skræk for de saakaldte »lærde Damer«, og hvad skulde disse tage sig for? Udenlands havde man dog alt som den naturligste Levevej for kvindelige Akademikere anvist Lægestillingen. Selvfølgelig undgik Kvinderne ikke megen bitter Spot og drøj Kritik. De gamle Universiteter med deres stærke Konservatisme vægrede sig ogsaa længe imod at aabne Læresalenes Døre for Kvinder. Det var Amerika, som med sine friere Forhold gik i Spidsen, og det var en energisk og evnerig Dame, Elisabeth Blackwell, der ved sin utrættelige Virken lykkelig førte Sagen igennem. I 1847 aabnedes der første Gang Kvinderne Adgang til de medicinske Akademier i »De forenede Stater«, først i New York, hvor Elisabeth Blackwell ivrigst havde agiteret, og siden trindt om i Amerikas andre Byer, og allerede i Begyndelsen af Halvfjerdserne havde Landet over 300 kvindelige Læger. I England var det ogsaa en Dame, der brød Isen, nemlig Elisabeth Garrett, og en Mængde unge Kvinder meldte sig snart til de forskellige Forelæsninger. I den nyere Tid har England faaet en fortrinlig Uddannelses-Anstalt for kvindelige studerende i det af en rig Privatmand, Mr. Holloway, grundede prægtige Holloway-College ved Eghem i Nærheden af London, og som vistnok med Tiden vil blive omdannet til et selvstændigt kvindeligt Universitet. Efterhaanden aabnede Universiteterne i Schweitz, Tyskland, Frankrig, Sverig, Finland o. s. v. deres Døre for Kvinderne, og Tilgangen har næsten alle Vegne været betydelig. Snart optog de feminine Studenter saa at sige alle Videnskabsgrene, og de har i det hele bevist, at de ikke staar tilbage for Mændene.

Dette vil Tid efter anden komme til at øve en betydelig højnende Indflydelse ogsaa paa den kvindelige Litteratur og Kunst, og der er paa disse Omraader ogsaa begyndt et Kapløb som aldrig før. Enhver Forfatterinde vil, om hun skal kunne følge Manden, efterhaanden søge at tilegne sig en stedse grundigere Uddannelse og solidere Viden i rigtig Erkendelse af, at Halvdannelse ikke er tilstrækkelig for den, der agter at føre an i Aandens Verden og gennem Kunst og Litteratur sprede »Lys over Landet«.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:41 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/0kap1.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free