- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
III. Kvindelitteraturen efter 1870

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

III. Kvindelitteraturen efter 1870.

Som »Lynildsmanden« Henrik Steffens ;i Hundredaarets Gry for den romantiske Idealismes Mænd herhjemme blev Banebryderen for de særlig fra Tyskland kommende Nyidéer i Litteratur, Naturvidenskab og Filosofi, saaledes blev Litterærhistorikeren Dr. Georg Brandes Høvdingen for den unge Digterskole i Halvfjerdserne. Han giver Stødet til det saakaldte »litterære Gennembrud«, hvis Mænd emanciperer sig fra den blegnende Idealisme og sværger til det af Brandes som Fører plantede Realismens Banner. De har den Betydning at have draget os ned fra den romantiske Retnings Svæven i det blaa og hensat os midt i Virkeligheden og dens travle Liv. De har skabt et nyt og friskere Sprog, en ejendommelig billedstærk og farverig Stil, der vel hos en og anden kan falde lidt søgt, men som dog er tifold bedre alligevel end alle de gamle blegfalmede Romanfraser, der som Dødninger gik igen overalt i Epigonernes Lejr. Brandes's Ideal er den Skønhed, som er født af den stærke Lidenskab; thi han elsker det kraftigt-djærve, det »karakteristisk-udprægede«; og han kræver af Digterne, at de skal sætte »Problemer under Debat«. Vi kan ikke vedblive at leve paa en Litteratur, som svundne Slægter har frembragt og efterladt; vi maa selv frembringe en Bogavl, som giver os Tidens levende Tanker og er rundet af dens mest fuldblodige, mest inderlige Liv. Desaarsag har et Digterværk kun Betydning for Brandes, naar det »paa levende Maade udtrykker Tidens Følelser og Tanker«. Det ligger uden for vor Opgave nærmere at drøfte Realismens Berettigelse og Betydning, at paavise dens Fejlgreb og Fortjenester. Der har desuden i sin Tid været tvistet nok for og imod den ny Retning.

Det varede ikke længe, før dens Indflydelse var kendelig i alle Lejre, hvor Mænd førte Ordet. Selv de, som ikke kunde slutte sig til den, drog gavnlig Lære af den, og det turde nu være almindelig anerkendt, at begge Kunstretninger er ligeberettigede. Man naar Maalet ad begge Veje, naar blot Forfatteren har noget at meddele og fortælle, som paa Grund af det energiske Sjæleliv, der pulserer deri, kan røre Hjertet, ildne Modet, skabe den rette Stemning! Men medens altsaa den realistiske Skole har udøvet saa kendelig en Virkning i Mændenes Lejr, saa spores der blandt de kvindelige Forfattere saa godt som ingen, eller dog kun ringe Paavirkning af »Gennembrudet«, der jo særligt var af fransk Fostring. Forfatterinderne har enten ikke villet gøre nogen som helst Indrømmelse til Tidsaanden og de ny Ideer, eller de har manglet lydhør Forstaaelse af Tidens Krav og Udviklingens Strømkæntring. Man kan anerkende den store Fasthed og Haardnakkethed, hvormed mange af Forfatterinderne har forfægtet deres ideale Livsanskuelse. Paa dette Punkt kunde man ikke ønske, at de skulde være særlig begejstrede Disciple af den moderne franske Skole. En stor Del af de kvindelige Arbejder i Litteraturen er jo særlig blevet Læsning for unge Piger og for Ungdommen i det hele. Det vil desaarsag være af megen Betydning, at denne Lekture er bygget paa et etisk Grundlag, og det konservative Element vil lige saa lidt her, som ved Opdragelse i det hele, kunne undværes. Derimod vilde det utvivlsomt have været til Gavn for Kvindelitteraturen, om Forfatterinderne havde taget den Lære af Realismen, at der til sand Skildring af Karakterer hører grundige psykologiske Studier, at hvad der ofte i Livet maa staa som det tilfældige uden nærmere Sammenhæng med Personer, maa i Kunsten motiveres, at der til en Skildring af Begivenheder, Naturforhold o. s. v., frem for alt maa fordres Selvsyn, gøres Iagttagelser; og endelig maa man beklage, at der ikke synes at være nogen stor Stræben efter friskere og mere kunstægte Sprog. Navnlig er der en paafaldende Mangel paa originale Udtryk for Naturiagttagelser. Her er alt for meget af gamle falmede Godtkøbsblomster, hvad vistnok har sin væsentligste Grund i den nævnte Mangel paa Selvsyn. Hos mange er der jo næppe en Fugl, der pipper, eller en Gren, der løves.

Da der efter 1870 er kommen et saa stort Antal af Forfatterinder til, uden dog at ret mange af disse har naa't at vinde sikkert Fodfæste, og da adskillige har været lidet heldige i deres alt for professionelt gjorte Arbejder, er Dommen over den kvindelige Litteratur stundom blevet uretfærdig, idet man har villet skære alle over èn Kam og ladet de virkelig talentfulde lide for de andres Synder. Alle disse skrivende Damer med deres uangribelige Livsanskuelse, mente man, var muligvis »gute Leute -- aber schlechte Musikanten«! Meget af, hvad der skriver sig fra Kvindehaand, anmeldes derfor endnu ret jævnlig med et Par overlegne Ord, en let Spot, et Par satirisk affejende Bemærkninger, men kun sjældent gaas der ind paa nogen reel Vurdering af paagældende Værk. Endelig har man ogsaa i de senere Aar været noget for tilbøjelig til at lægge Hovedvægten paa det rent formelle, det tekniske, i Stedet for paa Livstankerne og Livssynet.

Ved Studiet af Kvindelitteraturen i sin Helhed frembyder sig allerførst den Mærkelighed, at der vanskeligt lader sig paavise nogen successiv Udvikling og der efter følgende Kulmination. Det er allerede paavist, at en saadan savnes hos Fru Gyllembourg og Fru Hegermann-Lindencrone. Men det vil findes naturligt, naar man betænker, at disse Damer først fremtraadte i Litteraturen, da de alt havde passeret deres Livs Middagshøjde. Man kunde altsaa ikke vente nogen større Aandsmodenhed. Anderledes med de mange, som har debuteret i en meget ung Alder. Der synes i denne Henseende virkelig at gælde en anden Lov for disse end for de mandlige Forfattere. Flertallet af Kvinderne, som er optraadte i Litteraturen, har gerne begyndt med et eller et Par særligt lovende Arbejder, som har vakt en vis Opmærksomhed, men det efterfølgende har sjældent staaet paa Højde dermed. Dette gælder t. Eks. om Mathilde Fibiger, Elisabeth Martens, Cornelia Levetzow, Johanne Schjørring, F. C. van der Burgh, Aage Wang o. fl. De er alle naa't videst i deres første Bøger, og det svækker noget Interessen for de senere Frembringelser. Grunden kan jo muligt hos enkelte søges i en mindre alvorlig Arbejdsmetode, hos andre i de uheldige Forhold, under hvilke mange Forfatterinder virker; og den kan maaske endelig hos nogle ligge i den Omstændighed, at de under Udarbejdelsen af deres første Forsøg satte al Energi og al individuel Ejendommelighed ind; Følelseslivet og Tankelivet ligesom udtømte sin Rigdom og sin friske Oprindelighed med det samme, saa meget af det efterfølgende kun blev ligesom en Genklang af, hvad man havde hørt en Gang før.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/0kap3.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free