- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Louise Elisabeth Bjørnsen

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

I 1855 udkom en temmelig stor og bredt anlagt Fortælling under den noget udfordrende Titel: »Hvad er Livet?« Den var forfattet af en fuldstændig ukendt Dame, hvis Debut den var. Hun kaldte sig »Elisabeth Martens«, men Navnet var et Pseudonym. Den yndede historiske Folkeskribent Frederik Barfod havde skrevet en anbefalende Fortale. Denne, der i Virkeligheden er en Mystifikation, giver Læserne den Forestilling, at Forfatterinden er en bedaget Kvinde, der i »i sit Livs Aften overgiver sit Levnedsløb i sin Datters Haand«. Og naar man læser Bogen, faar man ogsaa nærmest det Indtryk, at den er Frugten af et langt, bevæget Livs mangeartede Erfaring, af gennemkæmpede Kampe og overstandne Prøvelser, under hvilke Forf. har lært, at »Livet er Strid og Arbejde«, men som tillige har ladet hende erfare, at det ogsaa er »en mild Fred, en velsignet Hvile«. Men Elisabeth Martens var den Gang inden aldrende Kvinde, thi Bogen er skreven da hun var i Trediveaarsalderen. Hun holdt længe paa sin Pseudonymitet, uagtet Bogen gjorde Lykke og allerede udkom i 2det Oplag 1857 og i 3dje 1881. Hendes egentlige Navn var

Frøken Louise Elisabeth Bjørnsen.

Hun er født 1824 i Roholte Præstegaard paa Sjælland og er Datter af Sognepræst Ferdinand Eberhardt Bjørnsen og Hustru Rebekka Rabe-Holm. Børnene hang ved Faderen med den ømmeste Kærlighed, men han døde alt, da Louise Bjørnsen var 8 Aar gl. Moderen var en af disse stille Kvinder, der bag et beskedent Ydre ejer baade Aand og Hjerte. Hun var en fintdannet, men tillige meget huslig Kvinde, der aldrig forsmaaede nogen Gerning i Hjemmet, fordi hun ansaa den for ringe. Tværtimod! Hun gjorde den med Glæde og gav den just derved et vist Indhold, idet hun spredte Aandens Liv og Hjertets Varme over den. Hun fik imidlertid trange Kaar, da hun blev Enke med 9 Børn, af hvilke det ældste var Student. Hun tog Bolig i Tinghuset i Braaby ved Gisselfeldt, og her levede hun i en Række af Aar et stille og nøjsomt Liv. Dette satte sit Præg paa den begavede Datter, som vi her har med at gøre, og sin første og væsentligste Udvikling skylder hun sin Moder. Denne underviste selv sine ukonfirmerede Børn og søgte at meddele dem saa meget som muligt af den Aandsdannelse, hun selv besad, og Louise Bjørnsen har -- med Undtagelse af Undervisning i Sprog og Sang -- ikke haft nogen anden Læremester end sin Moder og aldrig frekventeret et Institut for unge Piger. Efter hendes Konfirmation flyttede Moderen til Nestved, men den unge Pige førtes ikke dèr nærmere til rigere Aarer end de, der sprang i Hjemmet, hvor Digtekunsten holdtes højt i Ære og egentlig var den eneste Rigdom, som hun og hendes Søskende kunde faa uindskrænket Del i, og hun er vokset op under rig Paavirkning af vore største Skjalde. I de lange Mørkningstimer -- det gjaldt jo om at spare paa Lyset -- samlede Moderen Børnene om sig, og medens Strikkepindene gik, fortalte hun saa, hvad hun havde læst, stundom ogsaa, hvad hun selv havde oplevet; og saa mesterlig forstod hun at gengive Begivenheder og Livskampe, at Stuen i de stille, hyggelige Aftener var Vidne snart til den klingreste Ungdomslatter, snart til Medfølelsens Taarer. Dette vakte Louises Fantasi og satte den i Bevægelse. Hendes Livsmod og lønlige Higen stræbte udad, men hendes Helbred var skrantende, og ingen Midler var der til Virkeliggørelsen af Drømmene. I de stille Nætter arbejdede imidlertid hendes Tanker, og Billedernes brogede Hær steg frem for hendes indre Syn. I saadanne vaagne Nætter udarbejdede hun Fortællingen »Hvad er Livet?« Inden hun endnu var færdig med at nedskrive den, blev hendes Nattevaagen røbet. Hun betroede sig nu til sin Moder og læste Manuskriptet for hende. Skønt denne erkendte, at det var lovende, raadede hun dog indstændig Datteren fra nogen Sinde at blive Forfatterinde. Frøken Bjørnsen kunde imidlertid ikke kue Lysten i sit Indre; hun vedblev at haabe, uagtet der hengik hele 2 Aar, før det lykkedes hende at finde en Forlægger, der turde udgive Bogen. Fr. Barfod fik imidlertid Bogtrykker Trier til at forlægge den. At den var Udgivelsen værd, kunde Barfod »intet Øjeblik tvivle om«, men vistnok anede hverken han, Forlæggeren eller Forfatterinden selv, at den temmelig store Bog af en ukendt Debutant skulde gøre endog ualmindelig Lykke og vinde en betydelig Læsekreds gennem mange Aar.

»Et Kunstværk i strengere Forstand« ansaa Barfod den ikke for at være, og den tilfredsstiller heller ikke en strengere Kritiks Fordringer. Temaet er ikke nyt, og Tankerne ikke heller. Den behandler et ofte varieret Emne, som egentlig indeholdes i det bibelske Ord: »Herren er den, som gør fattig og gør rig, som nedtrykker og ophøjer«. Hovedpersonen er den unge Pige, Anna Warner, Datter af en afdød Godsforvalter, hvis efterladte Familie lever i knappe Kaar. Kammerherreinde Ranner og dennes Datter, den smukke, livsglade, men lidet begavede Mathilde, tager sig noget af hende, og som Veninde af Mathilde Ranner kommer hun i Huset hos en adelsstolt og temmelig hjertetør Dame, Fru von Orten, der med sin »originale« Datter beboer Herregaarden Hjorthøj. Af disse arrogante Mennesker og navnlig af den selvgode, forfængelige og hovmodige Datter, der drømmer om Kunstnerry som Billedhugger, maa hun døje mange ufortjente Krænkelser og Tilsidesættelser, som hun dog finder sig i med den største Taalmodighed. Mathilde Ranner bliver imidlertid ulykkelig gift med en tysk Eventyr-Baron, der ikke elsker andet end hendes Penge, og som, da disse er ødede, bliver en sand Tølper imod hende. Anna Warner, der imidlertid er kommen i Huset hos Kammerherreinden, bliver efter dennes Død gift med en brav og velhavende Mand og har den Lykke at være den ulykkelige Mathilde Ranners Trøst og Støtte paa det sidste. Denne, hvis Liv fra Begyndelsen tegnede saa lyst og smukt, knækkes tidlig og gaar til Grunde, og Anna, hvis Fremtid syntes mørk og svær, bliver rig og lykkelig.

Det hele er kun en simpel lille Historie, men Forfatterinden forstaar at vække Læsernes Interesse og Sympati for de Personer og Menneskeskæbner, hun skildrer, faar os til at glædes med de glade og sørge med de bedrøvede, saa der vækkes just den Stemning, der svarer til Værkets Idé, og derved lykkes det Frøken Bjørnsen, uden egentlig Kunst, at opnaa en vis digterisk Virkning, og derved har hun været i Stand til at vinde sin store Læsekreds. Man kommer til at føle Sympati eller Antipati, ganske som Forfatterinden selv har gjort det. Derfor har Barfod Ret, naar han i Fortalen siger, at Bogen vil kunne glæde enhver, »som ikke er bleven forvænt ved de tyske og franske Romaners spændende Gyseligheder«. En ejendommelig Ro og Sindsligevægt præger dette Arbejde. Her raser ingen stærke Lidenskaber, ingen vilde og ubændige Kræfter lades løs, ingen sygelige eller overspændte Scener udmales for os, ingen virkelige Skurke -- som i de ægte gammeldags Dameromaner -- raser mod deres ulykkelige Ofre. Selv Baron Reindorff, Mathilde Ranners Mand, der spiller Skurkens Rolle, hører til en ualmindelig t a m Race. Vil man se paa denne meget læste og vidt udbredte Bog efter V. Scherer's Skema (Poetik, Berlin 1888), indses det snart, at den maatte blive, som den blev. Dens Tilblivelse skyldes ikke en forudgaaende Række af sikre Virkelighedsstudier og personlige Iagttagelser, og den er desaarsag ikke fortalt med større eller mindre Troskab mod de virkelige Forbilleder. Stoffet, den behandler, frister ikke til Anvendelsen af stærke tekniske Midler, og Formen er da ogsaa kun lidet ejendommelig. Derimod er Bogens Kausalitet at søge i Forfatterindens eget Indre. Det er en temmelig uerfaren Kvindes vaagne Drømme, en lidet livsoptaget Sjæls Dvælen i Uvirkelighedens Verden. Dens Virkning vil altsaa bero paa, hvormeget Forf. har sat ind derpaa af aandelig Kraft, af frugtbart Liv, varm Følelse og stærk Vilje. Men her er den svage Side ved dette Arbejde. Frøken Bjørnsens Individualitet giver sig ikke Udslag i sikkert trufne Fysiognomier og strengt gennemførte Karakterrids. Farven er lidt bleg, Ord og Tanker ikke særlig betegnende for de optrædende Personer, og Begivenhederne knytter sig ikke til en bestemt Tidsalder, hvis Særmærker gaar igen hos de Mennesker, vi lærer at kende. Alt dette har heller ikke været Forfatterindens Opgave; hun har villet give en Fortælling, som særlig egnede sig til Familielæsning i de lange Aftener. Hun mindes, hvorledes disse er svundet for hendes egen hjemlige Kreds. Der er derfor noget hyggeligt ved hendes Bog, den har en køn, ren og varm Følelse, et etisk Grundlag og er vel skikket til at vække smukke Tanker hos Læserne; der er inderlig Religiøsitet, og det hele fortælles jævnt og ærligt, saa det gør »et mildt og beroligende Indtryk i mangen Sjæl, som er prøvet i Livets Kampe«. Den blev en i Sandhed populær Bog. Forfatterinden havde med hele sin Energi hengivet sig i dette Arbejde; det havde i Aaringer optaget hende, været hendes et og alt; og hun kunde ikke andet end oprigtig glæde sig over det Bifald, der blev det til Del. Herved styrkedes hendes Tro paa det Skribentkald, hun mente at have. Hendes Udvikling skred stadig frem, hendes indre Menneske voksede, og snart var hun atter midt i Arbejdet.

Hendes næste Bog blev: »En Kvinde« (1860). Den trykkes ligesom den første af en uforholdsmæssig Bredde, der gør den tung at læse. Grunden hertil kan man her ikke søge i »Bedstemoderens Snaksomhed«, hvad Barfod nævner som en Slags Undskyldning for Debuttens Bredde. Den maa derimod søges i Forfatterindens Mangel paa Begrænsningsevne, en Mangel, der ogsaa skader flere af hendes senere Værker. I øvrigt finder man i denne Bog de samme gode Egenskaber, som Forfatterinden alt lægger for Dagen i sit første Arbejde. Hun viser sig heller ikke i »En Kvinde« som nogen Mester i Karakterskildring, men Hovedpersonen er lykkedes særdeles godt, og saa er der baade livlig kombinerende Fantasi, tiltalende Fremstillingsevne og megen Varme i Skildringen. Den kan imidlertid ikke maale sig med sin Forgænger, men foreligger dog i et Par store Oplag. Mindre Opmærksomhed vakte: »Fortællinger« (1866) og: »Hvad behøves der for at leve?« (1869); men Frøken Bjørnsen hører alligevel til de Forfatterinder, som bestandig har kunnet gøre Regning paa en stor og anerkendende Læsekreds, hver Gang hun udsendte en ny Bog. Det er kun paa det novellistiske Omraade, hun har forsøgt sig; der foreligger intet dramatisk Arbejde fra hendes Haand; ligesom hun kun yderst sjælden betjener sig af bunden Stil.

[fra kap. III. Kvindelitteraturen efter 1870]

Vender vi nu tilbage til Pseudonymet »Elisabeth Martens« (S. 109) eller

Frøken Louise Bjørnsen

er det straks klart, at Realismens Frembrud ikke har haft nogen afgørende Betydning for hendes videre Udvikling. Og dog tager vi næppe fejl, naar vi formoder, at det er denne Kunstretnings Fordring til Virkelighedsskildring, hun paa sin Maade har honoreret i den store Fortælling »Sangerinden« (1876). Den er et Forsøg paa at præsentere Personer lige fra Gaden. Forfatterinden følger sin »Heltinde«, den unge Sangerinde, gennem Fristelser og Farer, gennem Syndens og Lastens slibrige Egne, blandt slette og raa Individer. Men hun udmaler intet med Behag, saaledes som det sker hos mange moderne, særlig franske Forfattere: Zola, Maupassant, Richepin, Baudelaire, der, om end store Kunstnere, ikke har forstaaet at forene det æstetiske med det etiske, men med Velbehag taler om sanselig Nyden ud fra egen Erfaring til ubodelig Skade for mangen ungdommelig Læser. Hendes egen Sjæls Renhed virker som den stille, styrkende Magt i denne Bog og maner til Kamp for alt, hvad der er ædelt ;i Menneskenaturen. Helt ægte og virkelighedstro er disse Skildringer nu vistnok næppe; men der er en ærlig Stræben efter at komme det virkelige saa nær som muligt, uden dog at vige ud fra Skønhedens og den fine kvindelige Blufærdigheds strenge Fordringer.

Hendes senere Bøger: »Fra Fortid og Nutid« (1878), »Skibladner« (1883) og »Lyse og mørke Billeder« (1887) er atter førte helt ind i den romantisk-idealistiske Retnings Spor, og er i det hele lidt mattere af Lød. Den første indeholder en Del Smaafortællinger, af hvilke »Et Hus i Villakvarteret« ubetinget staar højst, men ogsaa i flere af de andre er der fin og køn Stemning. Trods en Del Naivitet er der saaledes noget tiltalende i den livligt skrevne »Skibladner«, hvorimod Forfatterinden ubetinget har været mindre heldig i »Lyse og mørke Billeder«, der ganske vist ikke savner Stemning af Erotik og Hjemlivspoesi, men hvis Repliker er alt andet end naturlige, og hvis Handling i betænkelig Grad savner Sandsynlighedens Præg. Da er hendes næste Bog: »To Søstre« (1890) af større Værdi, særlig naar man betænker, at den er forfattet af en 66-aarig Dame. Vi maa heller ikke her vente at finde moderne Kunstform eller Sprog. Frøken Bjørnsen er bleven tro mod sig selv, hun skriver, som hun nu engang finder det naturligt, et tilvant Sprog, der passer godt til den gammeldags Tone af Hygge, der er over hendes Bøger. Hun laaner ikke og efteraber ikke andres Manér, man faar tage hende, som hun er. Sujettet i »To Søstre« er vel langt fra nyt, men Behandlingen deraf er mere moderne end i de fleste af hendes tidligere Fortællinger. Hun bygger paa Minder fra Krigen 1848 og skildrer ikke uden Dygtighed Livet i en sønderjydsk Præstegaard, hvor en Præst af den ægte Studerekammertype, en sløv og magelig Frue, samt de to flinke Døtre, Marie og Rinda, er Hovedfigurerne. Den elskelige, altopofrende Marie er den, der ene maa drage det hele Læs i Hjemmet, ja, endog være Opdragerinde for sine to yngre Brødre, der er Frugten af Præstens Ægteskab med den magelige Frue, der nemlig er hans anden Hustru. Den unge, smukke Løjtnant, Kammerjunker Bergvaldt, der indkvarteres i Præstegaarden, forelsker sig i Rinda, mens hun endnu er ganske ung. Hun imødekommer ham, og da de senere hen mødes, fortsætter han Forholdet til hende, og hun, der er af et varmt, lidenskabeligt Temperament og efter sin afdøde Moder har sydlandsk Blod i Aaren, hengiver sig helt til ham. Uheldigvis er han bundet af et ældre Løfte til en adelig Kusine, der er Arving til et Gods. Endelig rejser Bergvaldt til Udlandet, hvor Kusinen og hendes Fader -- den gamle Onkel, der saa meget ønsker denne Forbindelse -- opholder sig. Nu vil han bryde et Baand, som hindrer hans Lykke og vende hjem for at ægte Rinda, hvis Uskyld han har krænket. Det trækker imidlertid i Langdrag med Tilbagekomsten, Rinda tvivler om Ægtheden af hans Kærlighed. Et Brev, han har sendt hende, naa'r hende ikke i rette Tid. Hun vandrer til hans Garnisonsby for at indhente Oplysninger om ham, men lades fremdeles i Uvished. Hun gennemlever derefter paa Hjemvejen en frygtelig Nat i Kamp, Tvivl og Skam, indtil hun i sin Svagheds Tilstand, der dog hidtil har været skjult for alle, synker sammen paa Vejen. Søsteren, der elsker hende højt, opsøger hende og fører hende hjem; men da Rinda er bleven alene paa sit Kammer, tager hun Gift og findes om Morgenen død. Lægen dækker derover ved at angive et Hjerteslag som Dødsaarsag, men Maries aarvaagne Øje har opdaget den rette Sammenhæng; det hele staar med èt klart for hende, og alene bærer hun nu paa den sørgelige Hemmelighed. Dagen efter ankommer Bergvaldt, og Mødet mellem ham og Marie ved Rindas Lig er skildret med varm Følelse og stor Stemning. Sluttelig falder der et roligere Lys over det noget mørke Livsbillede. Der kan indvendes meget mod Bogen fra et kunstnerisk Synspunkt, men Forfatterinden opnaar, hvad hun har tilsigtet: at stemme og røre Læseren, og mange vil vistnok være tilfredse hermed.

Der er altid i Frøken Bjørnsens Arbejder et Indhold, som giver dem Værd; de ere skrevne ud fra et mildt og poetisk Sind og fra et Hjerte, der tidligt har bøjet sig mod de tre gamle Idealer: det gode, det sande og det skønne. Særlig produktiv har Forfatterinden ikke været, og just det har været hendes Held; des mere af Friskhed og Varme har hun kunnet sætte ind paa det, hun ydede, naar hun havde noget paa Hjerte at meddele af. I mange Aar har hun boet i København, og i næsten en Menneskealder delte hun alt, Sorger og Glæder, med en kær og trofast Veninde, der i yngre Dage gav hende Mod til at skrive. Efter at have mistet sin Moder, tog Frøken Bjørnsen i Huset hos denne Veninde, der som Officersfrue boede i København, og efter hendes Død deler hun fremdeles Hjem med en Datter af Veninden. Den gamle Forfatterinde har ikke haft mange Strenge paa sin Lyre og ikke stærke Toner til sin Raadighed, men hun har afvundet dem rene og milde Klange. Hendes faste Typer er de unge, stille, elskværdige, huslige, opofrende og sindsrolige Kvinder, saaledes som hun har tegnet Anna i »Hvad er Livet?« Det er denne unge Pige, som gaar igen i hendes senere Bøger lige til Marie i »To Søstre«. Frøken Bjørnsen er Hyggelighedens særlige Fortolker, det stille, rolige Hjemlivs Skildrer. Selv hører hun til de stille Eksistenser, hvis dybeste Værd egentlig kun kendes og fuldt skattes af den snævrere Kreds. Hun tegner et Sted et Interiør med disse Ord: »Dagligstuen var rummelig og velmøbleret. Hygge og Tryghed ligesom strømmede ud fra den store Hjørnesofa og de rolige Siddepladser, Lunhed fra de tykke Tæpper og de tunge Gardiner, og det første Indtryk var: her er godt at være.« I disse Ord har hun i Grunden givet et Billede af sit eget lune, hyggelige Hjem, hvor hun endnu færdes rask og rørig omkring, trods de 72 Aar. Endnu er hun i sjælden Grad aandslivlig og sysler snart med sin Husgerning, snart ved sin snurrende Rok, snart ved sit kære Skrivebord; og trindt omkring fra er venlige Ord og Tak strømmet ind til hende for, hvad hun har udrettet ved det sidste.


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/bjornlou.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free