Den første kvindelige Forf., som kom til efter 1870, var
Hun var født i København 1819 og Datter af den tyskfødte
livlige og begavede Konferensraad J. D. Brandis, der havde syslet med dybtgaaende
naturfilosofiske Studier og paa Tysk skrevet en Del Afhandlinger i denne
Retning, samt nogle lægevidenskabelige Skrifter, der alle skaffede
ham megen Anseelse hos Datiden. Datteren, hvis fulde Navn var Juliane Henriette,
havde arvet meget af Faderens livlige Aand og dybsindige
Væsen, og da hun var vokset op i et Hjem, der var Samlingssted for
en udsøgt Kreds at æstetiske Personligheder, vil det findes
ret naturligt, at hun selv fik æstetiske Interesser. Det var dog
først længe efter Faderens Død, da hun alt var adstadig
Klosterfrøken i Vemmetofte, at hun, over 50 Aar gl., betraadte
Forfatterbanen. Hun udgav først anonymt Fortællingen:
»Triumf« (1870) og senere: »Lys og
Skygge« (1871) samt »Gamle Jomfru Trægaards
Erindringer« (1874). Frøken Brandis var i flere Henseender
en ejendommelig Dame, fuld af sprudlende Liv, rig paa hurtigt vekslende Tanker,
der ofte som sære Vildskud kunde skyde frem fra løjerlige Kroge
i hendes Sjæl, men hun giver ikke ganske sig selv i de anførte
litterære Arbejder, der vel røber et Talent og heller ikke savner
baade en vis Livfuldhed og Originalitet i Retning af Opfindelse og Udtryksmaade,
men som dog intet kunstnerisk Værd besidder; og hvem, der personlig
havde kendt Frk. Brandis, vilde næppe, naar de ikke vidste det, antage
hende for Autor til disse nette, men højst uskyldige og lidet
karakteristiske Smaating. -- Frk. Brandis døde i Efteraaret 1874
efter haarde Lidelser, og hun fik saaledes i sit korte Virke kun en aldeles
forbigaaende Betydning.
