- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Christine Daugaard

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Aandelig nær beslægtet med Ilia Fibiger, men afgjort mere formbehersket, er

Frøken Christine Daugaard,

født 1831.

Hendes første Indtryk knytter sig til Thorstrup Præstegaard ved Varde, hvor hendes Fader var Sogne præst i Trediverne. Hun er fostret af et lykkeligt Hjem, der væsentligst fik sit Præg af den begavede, aandslivlige Fader. Frøken Daugaard elsker den jydske Hede, hvis Liniers strenge Skønhed og store, stille Vidder fængsler et modtageligt Sind, men ogsaa stemmer til Vemod. 1845 blev Faderen Stiftsprovst og 1850 Biskop i Ribe, og Frøken Daugaard tilbragte nu nogle rige Aar i den gamle By med de store Minder. Faderen nærede en levende Sans for Historien, og Datteren har arvet sin varme historiske Interesse fra ham. Efter Biskoppens Død 1867 flyttede hun med sin Moder til København, hvor de i omtrent en Snes Aar boede i en Villa ude paa H. C. Ørsteds Vej. Frøken Daugaard havde tidlig vundet en trofast Veninde i den rigt begavede, kundskabsrige Frøken Sophie Holst, en jydsk Præstedatter, der var optaget som en kær Datter i Biskoppens Hus. Denne fulgte med til København og efter Bispindens Død atter med sin Veninde til Jylland (1861), først til Herregaarden Nørholm ved Varde, hvor de en Tid, efter Tilbud af Frøken Rosenørn-Teilmann boede og siden atter til Ribe, hvor hun døde 1887. Denne Dame, der ogsaa syslede med Forfattervirksomhed, fik en ikke ringe Indflydelse paa Christine Daugaards hele aandelige Udvikling og litterære Gerning, idet »hendes sikre Skøn og geniale Blik« oftest var den Støtte, Forfatterinden trygt heldede sig til. Frøken Daugaard, hvis Liv ikke har haft mange mærkbare Begivenheder, men har været en stille Eksistens, viet alvorlige aandelige Sysler, debuterede 1856 med en ganske lille Digtsamling: »Lyngblomster«, der udkom under Pseudonymet: Erica. Titelen er betegnende. Det er Blomster af Hedens tungsindige Poesi, jævne Toner, fordringsløse og kønne i deres enkle, men rentonige Klange. De lærer os at kende en alvorlig, indadvendt Natur, der helst søger bort fra Larmen til Ensomhedens stille Egne. Indledningsdigtet er, som man kunde vente det, en Pris til Barnets Tumleplads, Heden derhjemme, den, hun elsker og »evigt vil mindes«:

»Mod Heden jeg Blikket vendte,
da først jeg undrende skued,
hvor Solen dalende brændte,
og Vesterhimmelen lued.
Jeg saa den Lyngene bade
i Straalehavet det røde
og saa den solbrune Flade
i Regnbuefarverne gløde.«

Hun mødes i Mindet med Barndomsdrømmene i den lydtomme Stilhed:

»Og aldrig skal jeg forgætte,
hvordan i Aftenens Skygger
jeg saa den bølgende Slette,
hvor Hjejlen i Lyngen bygger.
Og Vindens Susen jeg hørte
og Hedefuglenes Klage,
men ingen Færden sig rørte,
som kunde min Drøm forjage!«

Vistnok har mange Tanker banket paa hos hende med Krav paa at tolkes i Rytmer og Rim; men hun har da stundom ogsaa følt sin egen Afmagt:

»Men i Fald en Digteraare
nogen Tid har i mig rundet,
saa er Vældet, der har fyldt den,
enten udtømt eller bundet!«

Frøken Daugaard søger at forstaa sig selv og kende sin Begrænsning; der er en priselig Stræben mod de bedste Forbilleder, og aldrig bliver hun opstyltet eller unaturlig. Hun udtaler selv, at »skal jeg sige noget for at karakterisere mig som Forfatter, da maa det blive dette, at jeg altid har stræbt saa sandfærdig som muligt at udtrykke, hvad jeg vilde give Ord«. Det skal siges, at hun hører ikke til de »professionelle« Forfatterinder. Hos hende forløses en virkelig Trang gennem Digtningen. Det er hendes Lykke. Hun føler vel, at

»for hvad dybest i os bor
og i Hjertet banker,
ejer Sproget ikke Ord,
Sjælen næppe Tanker.«

Hun finder dog ofte begge Dele og frigøres, medens

»i det sangforladte Bryst
savnes den Befrier,
som kan lukke Kval og Lyst
ud i Melodier!«

Digterkaldet er hende helligt. Hun nærer Ærbødighed derfor, og hun har altid følt en higende Længsel efter selv at stige saa højt som nogen. Derfor spørger hun:

»Skal mit øre evigt lukkes,
dunkle Sappho, for din Stemme,
skal dens Liv, som aldrig slukkes,
aldrig blive til for mig?
Skal din digteriske Stjerne,
der med Himlens først vil svinde,
evig ukendt i det fjerne
funkle for mit Blik som de?
Kan jeg ingen Sinde skue
Gnisterne, du lod tilbage,
af den underfulde Lue,
der har flammet i din Barm?«

Fr. Paludan-Müller, der var knyttet til Forfatterinden baade ved Højagtelsens og Venskabets Baand, fandt meget Behag i den lille Digtsamling, i hvilken han genfinder »en beslægtet Aand«, og han fik en ikke ringe Indflydelse paa Forfatterinden. I Tredserne udgav hun flere Arbejder, hvoriblandt: »Historiske Digte« (1861), der er meget vellykkede og viser, at Forf. kendte Begrænsningens ofte saa vanskelige Kunst. Det er som den første kun en lille Samling, der indeholder et skønsomt Udvalg af episke Digte. Forfatterindens lidt melankolske Naturel er i god Samklang med de historiske Emner, hun vælger, og som for en Del er hentede fra den klassiske Oldtid. Med virkelig Energi forstaar hun at levendegøre svundne Begivenheder, og der er baade Stemning og Farve over Billederne, hun maler. Smukt og følelsesfuldt skildrer hun Aleksander den Stores Sorg og Smerte, da han, efter at have besindet sig, bryder ud i Klager over at have dræbt Vennen Klitus:

»Under Vægten af min Brøde
vil jeg bøde og forbløde
mig af Hjertets aabne Saar.
Dybt at knæle, lavt at ligge,
æde Støv og Taarer drikke,
det er, hvad min Sjæl attraar.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Klitus! Hør, at Aleksander
højt sin højre Haand forbander,
han i Slaget stoled paa!
Gid et Lyn den havde rammet
og med evig Afmagt lammet,
før den havde syndet saa!
Alle mine Sejre svinde
bort som Avner smaa for Vinde,
naar jeg tænker paa min Daad.
Af min Hæders lyse Dage
har jeg kun min Synd tilbage,
som jeg stirrer paa med Graad.

Faldet er min Stoltheds Ceder!
Af dens Splinter jeg bereder
Klitus her et Hædersbaal.
Smertens Ild min Pragt fortærer,
medens Luerne sig nærer
af min Angers fulde Skaal.

Kunde jeg til Mildhed stemme
dine Manes og fornemme,
at mit Suk af dig var kendt,
at min Bøn du vilde tage,
lade dig min Graad behage,
at dit Blik var til mig vendt!«

Hendes øvrige Arbejder fra Tredserne er »Julesalmer«, »Aandelige Digte« og det i 1864 udgivne Digt: »Danmarks Fadervor« . Der gives ikke her Plads til at hidsætte Citater af disse alvorsfulde og ofte religiøst bevægede Digte. Men man mærker bag dem alle en Personlighed, der har syslet meget med ædelt aandeligt Stof, og som efter bedste Evne søger at forrente sit Pund. Det er vel ikke nogen særlig original eller karakteristisk Digtning, Frøken Daugaard har skænket os. Ofte kunde man ønske de varme og bløde Stemninger en baade kraftigere og mere kunstægte Udformning. Men Digtningen stammer fra et ærligt Hjerte, fra en sandhedssøgende og sandhedskærlig Sjæl, fra et ægte religiøst Sind. Og desaarsag har disse Digte fundet adskillige forstaaende og taknemlige Læsere, fordi det religiøse nu engang fra gammel Tid ligger og vil vedblive at ligge i vort Folk som en følsom Sangbund. Hun ejer ikke de stærke Ord, ikke de, som vækker, tænder og begejstrer. Hun skildrer heller ikke de store Lidenskaber, og hun undgaar de grelle Dissonanser. Gennem al hendes Digtning klinger en egen velgørende og fin Harmoni. Hun hører til de Kvinder, om hvilke Voltaire siger, at de lærer os Sindsro. Og hun er ægte dansk og udpræget national, gennemtrængt af den mest levende Kærlighed til sit Fædreland.

[fra kap. III. Kvindelitteraturen efter 1870]

Vi har foran (Side 88--94) omtalt det væsentligste af den Digtning, som skyldes

Frøken Christine Margrethe Daugaard.

Hvad hun har ydet efter 1870 er ikke meget. I »Efteraarsløv« (udg. af A. Pontoppidan, Kbhv. 1884) har hun skrevet Digtet: »Vægtervisen«, der helt igennem er et fuldtro Vidnesbyrd om den dybe Religiøsitet, der præger hendes alvorsfulde Sind, og det er tillige en god Prøve paa, hvad hun har ydet i denne Retning, en stille, men stærk Digtning, der har fundet Genklang hos mange. Hendes betydeligste Bidrag til Litteraturen i denne Periode er en noget forkortet Oversættelse af Torquato Tasso's »Det befriede Jerusalem« (1884).


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:41 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/daugachr.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free