- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Sophie Holst

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Knyttet nær til Frøken Daugaard, »ved Venskabets, Familielivets og Aandslivets stærkeste Baand« var den i det foregaaende alt nævnte

Frøken Sophie Holst.

Hun var født 1829 i Nørbæk Præstegaard, hvor hendes Fader Otto Ludvig Møller Holst var Sognepræst til Nørbæk, Sønderbæk og Læsten. I en meget tidlig Alder mistede hun sin Fader, hvorefter hun kom i Huset hos Pastor Blicher's i Vorning. Fru Blicher elskede hende højt og forstod med levende Interesse at opfatte Barnets Ejendommelighed og Evnerigdom, og Sophie Holst førte her et rigt og lykkeligt Barndomsliv, omgivet af den størst mulige Sympati. Et usædvanligt Sprogtalent og en glimrende Hukommelse udmærkede hende tidligt, og da hun tillige havde en meget levende Fantasi, hengav hun sig med hele sin Sjæl til Læsning, mest af historiske Værker, og i hendes Indre bildede sig de mærkeligste Heltespil. Efter som voksen at have tilbragt nogle Aar dels hos sin Moder, dels som Lærerinde hos en Præstefamilie, kom hun i Huset hos Biskop Daugaard i Ribe. Hun var nemlig bleven fortrolig Veninde af Christine Daugaard og trolovet med en Søn af Biskoppen. Dette unge, haabefulde Menneske bortkaldtes imidlertid i en ung Alder, hvorefter hun snart indtraadte som Datter i Bispegaarden, den Gang det gamle Taarnborg. Hun besad en næsten enestaaende Evne til elskelig Selvforglemmelse, en tiltalende barnlig Munterhed, et rigt Lune og var derhos en særlig patriotisk Natur. Som alt nævnt -- under Frøken Daugaard -- døde Frøken Holst 1887. Hendes første litterære Arbejder falder allerede i Halvtredserne. Hun udgav saaledes under det for hendes store Beskedenhed betegnende Mærke »Noli me tangere« en Samling »Eventyr og Fortællinger« (1856), der bl. a. vandt Ingemanns varme Sympati. Han glæder sig over »Ejendommeligheden i Form og Fremstilling«, over »det psykologisk interessante, det ædle ophøjede i Karaktererne«. »Bogen fandt dog ingen Udbredelse,« siger Frk. Daugaard i en lille Biografi, som hun har skrevet som Forord til et ved hende udgivet dramatisk Arbejde af Sophie Holst. Det samme gælder om den anonyme Roman »Lindholm« (1862), der giver en ikke uinteressant Familiehistorie. Dernæst har hun i »Aftenlæsning« anonymt meddelt nogle Fortællinger: »Et Minde«, »Stendyssen« og »Djævelens Spil«, ligesom hun i »Nordslesvigsk Søndagsblad«, ogsaa anonymt, skrev de to Fortællinger: »Onorato Rudiano« og »Buondelmonte«, Skildringer fra den italienske Midalder, og en Nutidsfortælling: »Stort og Smaat«. Hun var altid fuld af Planer og Udkast; meget har hun skrevet, som aldrig kom frem, og »et langt Liv vilde ikke have slaaet til til Udførelsen af de Opgaver, hendes Aand og Fantasi satte hende.« En af hendes kæreste Helteskikkelser var Jyllands tapre Forsvarer under Krigen med Karl Gustav, Hans Friis; med ham som Hovedperson skrev hun engang et lille Skuespil: »Fri og Ufri« og indsendte det til Nationalteatret, hvor det ogsaa antoges til Opførelse, uden dog nogen Sinde at være kommen frem. Endelig skrev hun et historisk Skuespil i 5 Akter: »Eumenes af Kardia«, som efter hendes Død er udgivet med den nævnte indledende Biografi af Frøken Daugaard 1887. Der ligger mange Studier til Grund for dette tragiske Drama; men Resultatet svarer ikke til Anstrengelsen. Vel er der enkelte smukke Scener og en Del velformede Repliker nu og da. Men der savnes Handling, fremadskridende Udvikling, det hele er betænkelig stillestaaende. Selve Hovedpersonen, den ædle og tapre Helt, Eumenes af Kardia, en af Aleksander den Stores kække Feltherrer, er tegnet uden den fornødne psykologiske Dybde og Klarhed. Han fortoner sig til sidst ganske i det taagede, saa det ikke bliver os slaaende klart, hvad det egentlig er, han kæmper for. Han gør Indtryk af mere at være en Sværmer og Drømmer end en græsk Helt, der har fulgt en Aleksander paa hans Sejrstog. Men da han dog aabenbart i Forfatterindens Bevidsthed er en Helt, hvorfor da lade ham falde og dø for en lumpen Snigmorders Haand? Dette er i hvert Fald ganske ukunstnerisk. Havde Frøken Holst magtet at vække vor Sympati, vor Begejstring for denne Eumenes, og havde hun gennem en Række af kække og forvovne Krigerbedrifter ført ham frem til en ærefuld Sejr, saa havde maaske Dramaet været frelst. Nu nøjes Forf. med at fortælle os, hvad der udføres, i Stedet for at lade os se det levende fremstillet. De gode Krigsmænd og Sølvskjolddragere, som optræder, er utrolig spagfærdige, de lister omkring paa Scenen, nu og da sigende et Par lidet betydende Repliker, men de handler ikke. Scenen mellem de to fjendtlige Modstandere Eumenes og Antigonos, der for et Øjeblik glemmer lange Tiders blodige Fejder og sætter sig Haand i Haand for ganske jævnt at smaasnakke om Sagerne, er næsten for naiv, og Fru Artonis Tilstedekomst og Optræden fuldstændig umotiveret. Er det saaledes ikke lykkedes Forf. at løse sin Opgave tilfredsstillende og med Forstaaelse af Scenens Krav, saa er der ikke des mindre i Stykket adskilligt som vidner om Talent og meget, der bærer Bud fra en ædelttænkende og rig Kvindenatur, hvis mange spirende Muligheder paa Grund af Livets Tynge og allehaande ugunstige Arbejdsvilkaar, ikke foldede sig ud til den Blomstring, der under heldigere Betingelser muligt vilde være naa't. Vor rastløse, fremadstormende Tid, ombølget af Europas moderneste Strømninger, havde kun faa Øren for en Røst som hendes, saa spag og fin og blød, saa lidet tidsstemt i Klangen, saa poetisk sart, for svag for Realismens Slægt.


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/holstsop.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free