Knyttet nær til Frøken Daugaard, »ved Venskabets, Familielivets og Aandslivets stærkeste Baand« var den i det foregaaende alt nævnte
Hun var født 1829 i Nørbæk Præstegaard, hvor hendes
Fader Otto Ludvig Møller Holst var Sognepræst til
Nørbæk, Sønderbæk og Læsten. I en meget tidlig
Alder mistede hun sin Fader, hvorefter hun kom i Huset hos Pastor Blicher's
i Vorning. Fru Blicher elskede hende højt og forstod med levende Interesse
at opfatte Barnets Ejendommelighed og Evnerigdom, og Sophie Holst førte
her et rigt og lykkeligt Barndomsliv, omgivet af den størst mulige
Sympati. Et usædvanligt Sprogtalent og en glimrende Hukommelse
udmærkede hende tidligt, og da hun tillige havde en meget levende Fantasi,
hengav hun sig med hele sin Sjæl til Læsning, mest af historiske
Værker, og i hendes Indre bildede sig de mærkeligste Heltespil.
Efter som voksen at have tilbragt nogle Aar dels hos sin Moder, dels som
Lærerinde hos en Præstefamilie, kom hun i Huset hos Biskop Daugaard
i Ribe. Hun var nemlig bleven fortrolig Veninde af Christine
Daugaard og trolovet med en Søn af Biskoppen. Dette
unge, haabefulde Menneske bortkaldtes imidlertid i en ung Alder, hvorefter
hun snart indtraadte som Datter i Bispegaarden, den Gang det gamle Taarnborg.
Hun besad en næsten enestaaende Evne til elskelig Selvforglemmelse,
en tiltalende barnlig Munterhed, et rigt Lune og var derhos en særlig
patriotisk Natur. Som alt nævnt -- under Frøken Daugaard
-- døde Frøken Holst 1887. Hendes første litterære
Arbejder falder allerede i Halvtredserne. Hun udgav saaledes under det for
hendes store Beskedenhed betegnende Mærke »Noli me
tangere« en Samling »Eventyr og
Fortællinger« (1856), der bl. a. vandt Ingemanns varme Sympati.
Han glæder sig over »Ejendommeligheden i Form og Fremstilling«,
over »det psykologisk interessante, det ædle ophøjede i
Karaktererne«. »Bogen fandt dog ingen Udbredelse,« siger Frk.
Daugaard i en lille Biografi, som hun har skrevet som Forord til et ved hende
udgivet dramatisk Arbejde af Sophie Holst. Det samme gælder om den
anonyme Roman »Lindholm« (1862), der giver en ikke
uinteressant Familiehistorie. Dernæst har hun i
»Aftenlæsning« anonymt meddelt nogle
Fortællinger: »Et Minde«,
»Stendyssen« og »Djævelens
Spil«, ligesom hun i »Nordslesvigsk Søndagsblad«,
ogsaa anonymt, skrev de to Fortællinger: »Onorato
Rudiano« og »Buondelmonte«, Skildringer fra
den italienske Midalder, og en Nutidsfortælling: »Stort og
Smaat«. Hun var altid fuld af Planer og Udkast; meget har hun
skrevet, som aldrig kom frem, og »et langt Liv vilde ikke have slaaet
til til Udførelsen af de Opgaver, hendes Aand og
Fantasi satte hende.« En af hendes kæreste Helteskikkelser var
Jyllands tapre Forsvarer under Krigen med Karl Gustav, Hans Friis; med ham
som Hovedperson skrev hun engang et lille Skuespil: »Fri og
Ufri« og indsendte det til Nationalteatret, hvor det ogsaa antoges
til Opførelse, uden dog nogen Sinde at være kommen frem. Endelig
skrev hun et historisk Skuespil i 5 Akter: »Eumenes af
Kardia«, som efter hendes Død er udgivet med den nævnte
indledende Biografi af Frøken Daugaard 1887. Der ligger mange Studier
til Grund for dette tragiske Drama; men Resultatet svarer ikke til Anstrengelsen.
Vel er der enkelte smukke Scener og en Del velformede Repliker nu og da.
Men der savnes Handling, fremadskridende Udvikling, det hele er
betænkelig stillestaaende. Selve Hovedpersonen, den ædle og tapre
Helt, Eumenes af Kardia, en af Aleksander den Stores kække Feltherrer,
er tegnet uden den fornødne psykologiske Dybde og Klarhed. Han fortoner
sig til sidst ganske i det taagede, saa det ikke bliver os slaaende klart,
hvad det egentlig er, han kæmper for. Han gør Indtryk
af mere at være en Sværmer og Drømmer end en græsk
Helt, der har fulgt en Aleksander paa hans Sejrstog. Men da han dog aabenbart
i Forfatterindens Bevidsthed er en Helt, hvorfor da lade ham falde
og dø for en lumpen Snigmorders Haand? Dette er i hvert Fald ganske
ukunstnerisk. Havde Frøken Holst magtet at vække vor Sympati,
vor Begejstring for denne Eumenes, og havde hun gennem en Række af
kække og forvovne Krigerbedrifter ført ham frem til en ærefuld
Sejr, saa havde maaske Dramaet været frelst. Nu
nøjes Forf. med at fortælle os, hvad der udføres,
i Stedet for at lade os se det levende fremstillet. De gode Krigsmænd
og Sølvskjolddragere, som optræder, er utrolig spagfærdige,
de lister omkring paa Scenen, nu og da sigende et Par lidet betydende Repliker,
men de handler ikke. Scenen mellem de to fjendtlige Modstandere
Eumenes og Antigonos, der for et Øjeblik glemmer lange Tiders blodige
Fejder og sætter sig Haand i Haand for ganske jævnt at smaasnakke
om Sagerne, er næsten for naiv, og Fru Artonis Tilstedekomst og
Optræden fuldstændig umotiveret. Er det saaledes ikke lykkedes
Forf. at løse sin Opgave tilfredsstillende og med Forstaaelse af Scenens
Krav, saa er der ikke des mindre i Stykket adskilligt som vidner om Talent
og meget, der bærer Bud fra en ædelttænkende og rig
Kvindenatur, hvis mange spirende Muligheder paa Grund af Livets Tynge og
allehaande ugunstige Arbejdsvilkaar, ikke foldede sig ud til den Blomstring,
der under heldigere Betingelser muligt vilde være naa't. Vor
rastløse, fremadstormende Tid, ombølget af Europas moderneste
Strømninger, havde kun faa Øren for en Røst som hendes,
saa spag og fin og blød, saa lidet tidsstemt i Klangen, saa poetisk
sart, for svag for Realismens Slægt.
