- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Johanne Louise Krebs

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

For Fuldstændigheds Skyld skal endnu nævnes blandt Debutanterne i Tredserne

Fru Johanne Louise Krebs.

Hun var født 1813 paa Herregaarden Engestofte ved Maribo og Datter af Kammerherre, Oberstløjtnant Henning Wichfeld og Hustru Anna Henriette Marie Braës. Baade hun og hendes Brødre havde faaet en fornuftig og fortrinlig Opdragelse, der tidlig havde fremelsket Sans for videnskabelige Sysler. Broderen, Stamhusbesidder, Kammerherre Jørgen Wichfeld, død 1888, udgav 1862 »Fortidsminder fra Egnen om Maribo Sø« og dyrkede flittig historiske og arkæologiske Studier. Ogsaa Fru Krebs havde stor Interesse for disse Studier og var godt hjemme i Historien, som hun med Grundighed og Flid havde ofret sig for. Hun blev i 1844 gift med Præsten H. P. T. Krebs, som hun havde lært at kende, medens han var Huslærer i hendes Hjem. Han blev senere Sognepræst i Koldby og til sidst i Nørre Aaby paa Fyn, hvor Fru Krebs døde 1879. Hun debuterede med nogle Smaafortællinger for Ungdommen: »I Mørkningen« (1864) og skrev senere Fortællingen: »Kontrasterne« (1866), en temmelig tarvelig Feuilletonroman og »Pennetegninger fra forsk. Tidsaldere« (1866). Den sidste Bog er langt heldigere, og navnlig maa den lille antikke Skitse kaldes ganske vellykket og fint formet. Den havde desuden den Fortjeneste at være ny ved sit Emne, da den fremkom. Professor P. Mariager, der senere gav os en Række af slige ypperlige antikke Fortællinger, lige saa rene og lidenskabsdæmpede af Aand som skønne af Form, satte megen Pris paa Fru Krebs's lille Studie, hvilken han med Anerkendelse betegnede som chic da Forf. af nær værende for mange Aar siden talte med ham om den. Endelig har Fru Krebs skrevet en meget læseværdig historisk Afhandling: »Elisabeth, Dronning af Danmark« (1872) *), hvorhos hun nu og da syslede lidt med Oversættelser og leverede en Del forskelligt Stof, Afhandlinger, Feuilletoner o. s. v. til »Laaland-Falsters Stiftstidende«.


*) Blade fra danske Kvinder. Kbhv. 1872.

For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/krebsjoh.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free