- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Athalia Schwartz

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

I flere Henseender væsensforskellig fra de foran omtalte Forfatterinder viser sig

Frøken Athalia Schwartz

(1821--71),

der hører til Deltagerne i »Clara Raphael's Fejden«, og som i Aarene mellem 1850--70 udfoldede en omfattende litterær Virksomhed. Hun var født i København og Datter af en Officer, daværende Major og Branddirektør C. H. Schwartz. Hendes Ungdomsudvikling knytter sig dels til København, dels til Jylland, hvortil Faderen i nogle Aar forflyttedes, men allerede 1848 vendte de tilbage til Hovedstaden. Med sine ypperlige Evner og under en omhyggelig Vejledning havde Frøken Schwartz let ved at tilegne sig et grundigt og solidt Fond af Kundskaber. Hun var i mange Aar en søgt og ualmindelig dygtig Manuduktrice saa vel til Eksamen for Institutbestyrerinder som til artium. Trods denne opslidende Virksomhed fik hun dog Tid til at udsende en stor Del Skrifter, ikke blot skønlitterære, men ogsaa pædagogiske, kritiske og polemiske. Frøken Schwartz var aldeles afgjort et dygtigt Menneske. Hun havde ogsaa virkelig poetisk Trang og følte stærke Kræfter gære i sit Indre. Hun har gaaet i Skole hos de franske Digtere, og kender grundigt Oplysningstidens store Mænd. Hun sværmer for »La nouvelle Heloïse« og beundrer »Emìle« og særlig »La Religieuse«, hvis psykologiske Finhed og Klarhed tiltaler hendes sandhedssøgende Aand. Om hun derimod selv var Digter, kan der tvistes. Hendes fleste Arbejder bærer nok saa meget Vidne om mangesidig Dannelse som om egentligt Skabersnille; og de kan ikke, trods mange gode Enkeltheder, i Helheden staa Maal for en indgaaende psykologisk Kritik. Begynder man at dissekere, vil man finde en paafaldende Mangel paa Fasthed i Bygningen, der savnes en tydelig Nervestamme, fra hvilken Tankerne er forgrenede. Karaktererne er vel paa sine Steder ikke uden Interesse, men de undergives alt for meget Tilfældighedens Spil. Alt for ofte hensættes vi ogsaa til luftige Egne, hvor andre Love synes at gælde end de, som andre dødelige kender, og alt for ofte løses Forviklingerne ved en deus ex machina. Man ærgrer sig over alle de mange »godt opfundne « Begivenheder, den hele Konstruktion, saa meget mere som Forfatterinden ellers mange Steder viser, at hun udmærket forstaar at se paa sine Omgivelser og at gøre fine og skarpe Iagttagelser. Det er en broget og temmelig uensartet Produktion, hun har efterladt sig: Livsbilleder, Noveller, Romaner, Dramaer, Digte, og det hele kan selvfølgelig ikke ses under samme Synsvinkel. I Novellen tjente hun en bestemt, men tvivlsom Kunstretning. Hun synes at have hyldet Alfred de Vignys vovede Paastand, at »le fait inventé« *) er at foretrække for den virkelige Begivenhed; thi hun ofrer, mere end godt er, Sandsynligheden for det eventyrlige; men heri mødes hun jo med de fleste samtidige Forfatterinder, baade herhjemme og i Udlandet. Det skal ganske vist indrømmes, at det i og for sig kan være Læserne det samme, enten en Bogs Handling er virkelig eller tænkt, naar blot en udpræget Forfatterpersonlighed sætter sit Myndigheds-Stempel derpaa og i Kraft af sit Geni evner at brede Sandsynlighedens og Troværdighedens Præg derover, saa at Personer og Begivenheder kommer til at staa lyslevende for os, paavirker os gennem Stemning og Tale, rører os, eller faar os til at smile. Vi vil da blive i Illusionen og tilfredsstilles, uden at spørge om virkeligt eller uvirkeligt. Men Frøken Athalia Schwartz var med alle sine rige Evner alligevel ikke en saadan overlegen Digternatur. Hendes »Livsbilleder« har intet med Livet at gøre, de vil gaa Læserne forbi som blege og blodløse Skygger, thi ingen livsrig Strøm rinder igennem dem, og det samme gælder om hendes andre Smaafortællinger. Hun udgav: »Livsbilleder« (1852), hvori hun heldig anslog en Tone, som fandt Vej til mange og skaffede hende med ét en stor og taknemlig Læsekreds; den udkom endog samme Aar i nyt Oplag. Senere kom endnu 2 andre Bind 1859 og 61; men de staar tilbage for de første. Kun uegentlig kan man kalde dem Livsbilleder. Mange af dem er smaa ubetydelige Skitser, der i Stilen minder om H. C. Andersens Eventyr. Heller ikke hendes »Danske Landsbyhistorier« (1860) er troværdige Billeder. Hun kender hverken Bøndernes Levesæt, Tankegang. eller daglige Maal; det hele er Imitation. Og næsten utilgiveligt for en saa begavet Dame som Frøken Schwartz er de højst mangelfulde Sjælestudier i disse Historier. Let og overfladisk kruser hun Sjælens Vande, men hun søger ikke Perler paa Dybet. Der er alt for meget af dette dilettantisk lette, som kun efterlader en yderst svag og mat Virkning. Et Sted fortæller hun t. Eks. om en ung Gaardmand, der elsker sin Kones Søster, som egentlig ogsaa er hans første Kærlighed. Hun er i Huset hos ham, og Forholdet udvikler sig stadigt, styrket gennem en Række lønlige Stævnemøder i Ellekrattet ved Aaen. Mandens Hustru mærker nok, hvorledes det staar til, og hun bliver naturligvis ikke blidere derved, saa Bitterhed og Ufred gør begge Livet uudholdeligt. Til sidst enes saa Manden og hans Elskerinde om at opføre et af de nu om Stunder saa moderne Dramaer: at dø sammen. Han fører Ordet saaledes: »Dernede i Ellekrattet, der har vi dog været saa lykkelige, jeg ved intet Sted paa Jorden, hvor jeg hellere vil være, og saa har jeg tænkt paa, at vi skulle gaa derned, bede en Bøn sammen (!) og saa drukne os i Vandet.« Hun er ogsaa villig til at følge ham, thi han ejer hele hendes Kærlighed; og kun saaledes kan han tænke paa at blive fri for sin Hustru, hvem han ligefrem kalder en Djævel. Han gaar nu foreløbig hjem. Konen siger et Par forsonende Ord til ham, og han kommer til at tænke paa, at det egentlig er kedeligt, at han skal gaa fra den gode Gaard. Dette omstemmer ham i nogle faa Øjeblikke, og da han saa paa det aftalte Tidspunkt kommer ned til Ellekrattet, hvor den elskede venter, beredt til at gaa i Døden med ham, svigter han hende, Kærligheden er som blæst bort, og han forlader hende, efter at have afleveret nogle intetsigende Floskler, for at vende tilbage til den Hustru, han nys har betegnet som en Djævel! Det bliver derfor kun den svegne Pige, som »stiger ned i det stille Dyb, der lukker sig lydløst over hende.« Saadanne bratte Forvandlinger som Elskerens forekommer jævnlig og karakteriserer Forf.s Arbejdsmetode.

Frøken Schwartz skrev ogsaa Romaner. Hun sad inde med adskillige Betingelser herfor. Hun havde haft Lejlighed til at studere og kende en Mængde Mennesker, havde selv oplevet meget og havde modtaget en Rigdom af Indtryk. Dertil ejede hun et livligt Forestillingsløb, en rig billeddannende Fantasi og et sympatetisk Blik. Men hun er lige saa lidt i Romanen som ellers psykologisk dyb, og Kompositionen er ikke helstøbt; der mangler den omhyggelige kunstneriske Afrundethed. Hun ejede nemlig ikke denne aandelige Smidighed, der gør det muligt for Digteren at fordybe sig i sine Personers Sjæleliv, saa han kan udrede Individets inderste Væsen indtil de fineste skjulte Traade. Alligevel er hendes Roman: »Cornelia« (1862) i flere Henseender en lovende, ja en modig Bog, der betegner et afgjort Fremskridt i hendes Produktion. Den har optaget mange Tanker, som var ny for Tiden, især i et kvindeligt Arbejde, og den drøfter flere religiøse og sociale Spørgsmaal. Vist nok forekom den mange dristig. -- Den mandlige Hovedperson, Kuntzen, optræder nemlig som Talsmand for »den fri Kærlighed« . Han mener, at det er »ynkeligt«, at et tomt Ord, en ydre Ceremoni (Vielsen og den kirkelige Velsignelse) skal være nødvendig for at gøre to elskende sikre paa hinandens Besiddelse, som dog kun Hjertets ædleste Følelser kan sikre. Han forlanger derfor, at hvis Cornelia elsker ham, skal hun samtykke i at blive hans Hustru uden Vielse. Efter nogen Vaklen giver hun efter og rejser bort med ham. Hun føler sig som hans »Hustru« og kaldes saaledes. I København, hvor de senere bosætter sig efter et længere Ophold i Udlandet, hvor Forbindelsen er kommen i Stand, træffer Kuntzen sammen med en koket og sanselig Kvinde, Hermance, der har ægtet den gamle forelskede Nar, Grosserer Haagensen, men i øvrigt fører et meget frit Liv og ligesom Cornelias »Mand« hylder den fri Kærligheds Princip. Hun er vel nu gift Frue, men dette forhindrer hende ikke i at omgive sig med en Kreds af Tilbedere, med hvilke hun dyrker en tilsyneladende let, men temmelig mislig Flirtation. Hun faar snart Kuntzen i sit Garn, og da hun tilpas bliver Enke, forlader Kuntzen sin »Hustru« Cornelia for at kaste sig for Hermances Fødder. Der er baade Spænding, Fart og aandelig Kraft i denne Roman, der paa flere Punkter peger frem mod den kommende Realisme. 1865 udkom: »Stedmoder og Steddatter« og 1870: »Enhver sin Mission«. Forf. forsøgte sig ogsaa i Dramaet, og det med afgjort Held. Saaledes opførte det kgl. Teater 1853 det smukke og følelsesfulde Skuespil: »Ruth«, der med sin ejendommelige gammeljødiske Farvetone og ægte østerlandske Præg gjorde fortjent Lykke. 1856 opførtes det tragiske Drama: »Alexei«. Hendes novellistiske Forsøg kan ikke staa Maal med Romanen og Dramaerne. Men de var for en Del afpassede efter Tidens Smag, de fandt og vil endnu en Tid lang finde Læsere; og naar man ikke stiller den Fordring til sin Lekture, at den skal kunne sætte Tankerne i frugtbar Bevægelse, men blot at den skal afgive en underholdende og behagelig Tidkort, imens man nyder sin dolce far niente, saa opfylder Frøken Schwartz Fordringerne. Der er, det skal siges, næsten overalt i hendes Arbejde, trods Manglerne, noget, som tvinger til Agtelse, en Stræben efter Klarhed. Hun var i det hele en perfektibel Natur, og hun var i Besiddelse af megen kritisk Sans, der vel ikke altid, som paavist, er kommet hendes egne Arbejder tilgode, men som ofte gjorde hende til en baade dygtig og streng Dommer over andres. En rammende Satire stod altid til hendes Raadighed, og da hun førte en ualmindelig skarp Pen, var en stor Del af de talrige kritiske Artikler, som hun skrev i »Nord og Syd« under Mærket »Gisle«, saa vel som de af hende selv redigerede Tidsskrifter: »Teater og Litteratur« samt: »Hesperis«, særdeles bidende og formskarpe. Desaarsag var hun hvert Øjeblik inde i heftige polemiske Stridigheder, som hun imidlertid deltog i med største Lyst. Hun skrev ogsaa Skolebøger og mangfoldige højst interessante polemisk-pædagogiske Opsatser, som det ligger uden for denne Bogs Plan at forfølge videre, men som alle vidner om Forfatterindens store Dannelse og medfødte Skarpsindighed. Ogsaa med Oversættelser syslede hun til Tider, af hvilke Byrons Fortælling: »Bruden fra Abydos« er den betydeligste. Ja, hun forsøgte sig endog i religiøs-filosofiske Studier og udgav 1858 en Række religiøse Betragtninger under Titelen: »Livets Alvor«; ikke mindst disse viser os Frøken Schwartz som en dybttænkende og søgende Natur. Denne Søgen kendes i alt hendes Værk. Hun famlede længe efter sit rette og egentlige Felt, gennem »Livsbilleder«, Noveller, Landsbyhistorier -- til Romanen og Dramaet. Den brogede og omfangsrige Virken havde formentlig blevet af lødigere Værdi, hvis hun i Tide havde forstaaet at koncentrere sine rige Evner paa mere ensartede og beslægtede Opgaver, i Stedet for at sprede sig i saa mange Retninger. Men den famlende Søgen turde tillige pege tilbage til noget uroligt og hvileløst i hendes egen Natur, og endnu før hun havde fundet Ligevægtspunktet, kaldtes hun bort i Livets kraftige Aar. Hendes Arbejder fandt hurtig Vej til Udlandet og er oversatte bande paa Svensk og Tysk, overalt modtagne med Velvilje.


Forfatterens noter til ovenstående:
*) Den opfundne Handling.

For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:41 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/schwaath.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free