Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer om M. Goldschmidt, af Nicolai Bøgh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
over en vild Ungdom, og han sagde til Goldschmidt:
»Jeg har en Fortid, den vil altid skade mig.«
Goldschmidt svarede: »Aa, det veed jeg ikke! Lad blot
være med at tale om den, og lev ordentlig!« Senere
sagde Goldschmidt til mig: »Og nu bliver han ved
med at tale om den, han koketterer med denne Fortid
og seer at vinde Publikum ved selv at dadle den. Fy,
det skal man aldrig gjøre!«
Goldschmidt holdt ikke af Selskabslivet. »Nej
Tak, De skal ikke bede mig i Selskab,« sagde
han; »kun de, der ikke have Mod til Selvfordybelse,
til at tage raske Greb i deres eget Indre, kun de
ynde Selskabslivet, hvor man lever paa det Løse.«
Festmaaltider vare ham ogsaa ubehagelige, og dog
glædede han sig forrige Aar ved at være Deltager i
Studenterjubilæet for de 50 Aar, ved hvilken Lejlighed
han blev særlig hædret. Han vilde nok komme ud til
Venner, hvor man ikke forlangte, han skulde have Kjole
paa, og hvor han havde Lov til at bære Kalot, hvilket
han ikke fandt det sømmeligt at være iført i Selskab. Han
spiste gjerne sammen med en Tre-Fire og fik sig
bagefter en L’hombre eller Whist, og saadanne
Spillepartier havde han ogsaa ofte i sit Hjem, hvor f. Ex.
Vilhelm Wiehe har hørt til hans Spillegjæster. Hans
Princip var Tarvelighed, og skjøndt han spiste med
Appetit og tyggede meget stærkt, saa man ret mærkede
Kjæ-berne, holdt han ikke af særlige Finesser i Maaltidet,
og han talte livlig, medens han spiste. I »Breve fra
Koleratiden« siger han: »Det være sagt til Ære for
utallige Husmødre, der give en Gjæst et kvægende
Maaltid, at hun, Husmoderen, er en Del af Bordets
Spise og Drik, en væsenlig Del. Vorherre fri os
Mennesker fra, at vor Tunge og Gane nogensinde
skulde være uden Forbindelse med Øje og Øre, ja med
Sjælen. Det Menneske, der ikke kan spise med Sjælen,
har aldrig været til et godt Maaltid.«
Goldschmidt vilde i sine senere Aar helst leve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
