- Project Runeberg -  Danmark. Illustreret Kalender / for 1888 /
97

(1886-1893)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer om M. Goldschmidt, af Nicolai Bøgh

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Frederiksberg, og jeg søger, saa tidt jeg kan, at være
i Alleen ved Kirken, naar Bedeslagene Fredsslagene
lyder. Det er hellige Slag, der siger: »Nu skal der
være Fred paa Jorden«, de indvier En til at tilbringe
en god Aften.Saa kom Tusmørket, og med det
Stemningen. Han siger jo i »Ravnen«: »Det Ord
»Tusmørketiden« indeholder tre Bind Digte.« Baade om
Morgenen og om Aftenen kunde han komme hjem fra
sine Ture og sætte sig til at skrive ned. Maaske mest
dog om Sommermorgener; thi som der staaer i
»Hjemløs« : »Paa en Sommermorgen er Naturen som en stille,
flittig ung Husmoder, der varetager sin store Gjerning
og meddeler Indtrykket af Sindsro, Kraft og
fremstigende Glæde. - Det var jo netop denne Stemning, han
behøvede til sin Digtning.

I de senere Aar kom der ikke Mange i Goldschmidts
Hus; han holdt mest af Ro. Han sagde engang: »Paa
Rejser kjører jeg helst paa første Plads; der kan jeg
blive alene, og jeg kjender ikke noget Selskab, der er
saa godt som mit eget.« Han var heller ikke at formaa
til at kjøre i Omnibus eller Sporvogn; skulde han
kjore, tog han en Droske. Han vilde kunne vælge sit
Selskab, men — helst være alene. Ingen i hans Hus
kom ind i hans Stue, uden naar han ringede eller selv
kom og kaldte. Og dog var han — som før sagt
en Menneskeven. Han kunde se sig glad i Personer,
han mødte paa sine Veje, og han kunde faae dem kjær.
»Jeg er kommen til at holde saa meget af mange
Mennesker igjennem Partiet mellem Tindingen og Øjet,«
sagde han; »der ligger næsten Mer end omkring
Munden.« Skjønheden fængslede ham, og for ham var efter
hans egne Ord den virkelige Skjønhed uadskillelig
fra Sundhed og Kraft Engang sagde han med det
mest straalende Ansigt: »Idag gik jeg paa Hauchs Vej.
En ung Pige spadserede forbi mig. Hun slog et Par
store, rigtig violblaa Øjne op paa mig. Jeg havde nær
standset og sagt: »Nej, lad mig dog se engang ind i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:14:17 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/danillkal/1888/0109.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free