Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Muldskud, af Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Muldskud.
Der ligger i en afsides Egn af Sjælland en
øde, bestandig ubebot Villa, halvt et Slot, bygget
af smukke røde Sten, med eir lille Taarn, sirlige
smaa Karnapper og en lukket Glasveranda, der om
Efteraaret ganske skjules af en blodrød vild Vin.
Stedet ligger højt paa en Skraaning, i
Nærheden af en lille Skov, og selv omgivet af et
pragtfuldt Parkanlæg, der imidlertid nu er ganske
tilgrot, ligesom ogsaa Bygningen, skjønt endnu
ung af Aar, allerede er begyndt at forfalde og
forvitre.
Fremmede, der med Dagvognen kjører forbi
paa Landevejen neden under, studser uvilkaarlig ved
Synet af denne moderne Ruin; og den gamle
Dagvognskusk er i ti Aar bleven saa vant til alle
rejsendes forundrede Spørgsmaal desangaaende, at
han paa Forhaand sætter sin Pibestump til Side
og snyder Næsen ud over Vognhjulet for ved første
Foranledning — og aabenbart ikke ugjærne — at
fortælle sin uforanderlig enslydende Historie om de
Begivenheder, der knytter sig til Stedet.
Regelmæssig lægger han da sit lille gulbrune
Dødningehoved ned til den ene Side, synker endnu
mere sammen i sin blaa Kavaj, lukker det ene Øje
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
