Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Muldskud, af Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 140 —
Saaledes fortæller den gamle Dagvognskusk
alle de rejsende, naar han kjører forbi paa
Landevejen neden under. Og idet han med Pisken peger
ind over den store, før saa prægtige Græsplæne
foran Stedet, hvor nu Hundreder af Muldskud har
dannet hæslige Tuer over hele Grønsværstæppet,
tilføjer han regelmæssig med Tanken paa det
sindrige Stendræn, der i sin Tid med saa stor
Bekostning blev lagt rundt om hele Ejendommen:
»Ja, der kan man se! Det er saamænd lige
meget, hvad man gjør ... det Skidt skal sgu nok
vide at hitte Vej overalt. En skjønne Dag, naar
man mindst tænker derpaa, stikker det Snuden
frem, og saa er hele Herligheden spoleret.«
Henrik Pontoppidan.
For den, der gaar frem i Livet, er der noget
sørgeligt ved gamle Venskaber. Det er det: man kan
ikke lade være at bruge sine gamle Venner, som
Sømændene bruger cleres Log, til at beregne, hvor langt
man er naat. Nu og da kaster vi en gammel
Skolekammerat ud over Hækken med en Tankeline bunden
i ham og spejder med en Art nydende Medlidenhed
for at mærke, hvor hurtig Snoren smutter gjennem vore
Hænder, mens han ligger og hopper op og ned paa
samme Sted, stakkels Fyr, og vi farer afsted med det
hvide, skinnende Skum for Boven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
