Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann: Døden. En apokalyptisk Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 136 —
tre havde de lysende, forklarede Ansigter — og
saa havde de taget hende imellem sig og givet sig
til at svæve med hende højere og højere op ad den
bekjendte Jakobstige — uden at berøre Trinene —
og omkring dem havde der lydt den dejligste Musik
og Sang –-
Og nu — dette! en Række blege, lilla eller
lyseblaa Løgplanter — rokkende frem og tilbage,
frem og tilbage paa samme Plet — ingen Musik,
ingen Sang — bestandig samme Svar med samme
spæde, enfoldige Barnestemme — — —
Ak! tænkte den stakkels Enke, det blev
anderledes, end jeg ventede mig det! —
Og det randt hende i Hu — medens hun
tappert skridtede ud efter Knokkelmanden — at
hun, ganske kort forinden Bevidstheden forlod hende,
havde tænkt paa de arme Zwibler i
Vindueskarmen — om Nabokonen ogsaa vilde give dem
frisk Vand, naar hun selv, Madam Ditlef, ikke
længer kunde minde den gamle, lidt glemsomme
Kone derom!
Madam Ditlef sukkede: »Det er min Straf nu,
fordi jeg ikke i sidste Øjeblik tænkte paa vor
Forløsers Legem og Blod — men havde saadanne
ligegyldige Ting, som nogle unyttige Blomsters Ve
og Vel paa Sinde!
Havde jeg blot paa det yderste tænkt mig de
tre kjære Børn som tre Guds Engle — siddende
ved Forløserens Fodskammel — havde jeg blot
bedt rigtig inderlig til, at jeg maatte faa saadant
et Syn at se — — men jeg var nu saa sikker
i min Sag: og derfor skal jeg nu kanske ogsaa
træffe de to kjære Drenge som Zwibler!
Ak, Gud ja! —«
Hun sukkede saa dybt, at Døden vendte sig
og stirrede tavs paa hende. Han strakte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
