Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann: Døden. En apokalyptisk Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 140 —
Hytte. Der skal du bo — og daglig skal du gaa
ned, blande dig imellem Arbejderne og søge at
nærme dig Anton. Det vil vare længe, inden han
kjender dig. Hans Kone har ingen Magt over hans
Sind; hun føder hans Børn, koger hans Mad, styrer
hans Hus — men hjælpe ham at styre sig selv i
Taalmod og Ydmyghed, det kan hun ikke. Dig vil
det vel lykkes — om det lykkes nogen — og du
kan tage dig rundelig Tid, ubegrænset Tid dertil!
Og du skal gaa til Værtshuset, ikke lade dig
skræmme af, hvad du ser, ikke trættes ved mildt
advarende og næsten som i Spøg at drage Karl
bort fra det, som for ham er Leg — omend farlig
Leg. Lidt efter lidt vil han kjende dig — og I
vil blive to derhjemme i Hytten. Tror du, at du
kan det?* spurgte Døden.
»Om jeg tror?« . . . sagde Enken og saa gjennem
Taarerne med et stort Smil paa den høje
Knokkelgestalt, hvorfra ingen jordram Lugt, ingen Iskulde,
ingen Gru eller grinende Forfærdelse udgik.
Og Døden nikkede, som vilde den sige: »En
Moders Kjærlighed er ubegrænset!«
Saa svandt den høje Herre — Børns og voxnes
Skræk — ind til en skinnende Lysning; og i den
færdedes Enken Dorothea Ditlef, hun, som havde
faaet Sognepræstens Ord for, at hun skulde samles
med sine kjære — med dem, som trængte til
hende.
Holger Drachmann.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
