Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Minderuner 1890 med Portræter - Hans Matthison-Hansen (ved Angul Hammerich)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 32 —
bestandig en Fest, naar han tog Plads foran sit
store Klaviatur med dets mange Manualer og Pedaler
og statelige Rækker af Registre, om forberedt eller
ikke forberedt var saa omtrent det samme. Ja,
det kunde hænde, at han i sidste Tilfælde endda
var bedst at høre. Thi ligeoverfor ham maatte
man sande, at Organist og Organist er to Ting.
Den ene øver sig flittig, bliver en solid Tekniker
og gjør sine Sager godt, naar han har Noderne foran
sig, tilbørligt indstuderede. Den anden gjør det
samme, men mere til. Der er noget i ham, der
først kommer til rigtigt Gjennembrud, naar Noderne
er lagte tilside og han sidder alene med sin
Fantasi. Til denne — sjældnere — Klasse af
Orgelspillere hørte Matthison-Hansen. Gav han sig
til at improvisere, blev Orglet et levende Væsen
under hans Hænder, den døde Mekanisme af Træ
og Metal fik en Sjæl, der var hans egen, fuld af
ildfuld Begejstring, alt andet end lige ud af
Landevejen, tidt strejfende om paa vildsomme Vidder,
ud over det ortodoxe og det stilrette, men fuld af
Ideer og Fantasi. Og saa længe han sad og spillede
— det kunde mangen Gang vare adskillige
Kvarttimer — sad hans Tilhørere og lyttede. Det var
ikke saadan at slippe.
At der efterhaanden voxede ligesom Sagn
op om den gamle Organists Spil ude i Domkirken,
er derfor ikke underligt. Thi Matthison-Hansen var
noget for sig.
Angul Hammerich.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
