Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Ellepigen, Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 121 —
klappede hans Kinder og smilede til ham, men
han tog hendes Hænder i sine, trykkede et kort
Kys paa dem og sprang over Stenten. Hun stod
længe og saå efter ham. Men han vendte sig ikke
om. Han næsten løb henover Markerne med
sænket Hoved. Hun havde kun én sløv Tanke:
hun bar en glat Guldring paa sin højre Haands
Ringfinger.
n.
Præsten stod i det lille Værelse ved Siden at
Kapellet og stirrede ud af Vinduet op i Vejret.
Den graa Vinterhimmel laa tyk og lavt over Landet,
men af den tunge Skygraaning fødtes hvide, løse
Sneklatter, der sejlede ned i sene Bugter som vissent
Løv i stille Lunde. De dryssede valent gjennem
Rosenbuskenes sorte Grene, hvor enkelte frosne
Hyben sad sygnende røde, de lagde sig smeltende
over Kirkegaardens gustne Gravsten og bredte et
hullet, hvidt Lagen over den forkomne Jord. Kun
ude i den optraadte Gang slugtes de næsten helt
af Sølen.
Han ståk frysende sine Hænder ind i
Ærmegabene og vred sig lidt i Kjolen. Hvad var det
ogsaa for en Verden at leve i? Rusk og
Halvmørke hele Dagen. Ikke et Glimt af blaa Himmel
Uger igjennem. Det var som Jorden pustede en
fugtig, raa Kjælderluft fra sig. Man blev klam baade
i Kjød og Klæder. Det var ret et Dødens
Høstvejr. Store og smaa, unge og gamle, det var rent
forfærdeligt, som Dødeligheden steg. Ingen vidste,
naar der blev banket paa hans Dør. Og det var
ikke værd at klage, om det blev idag ellei1 imorgen.
Saa var Striden tilende. De kunde ogsaa gjerne
have sat en Kakkelovn her. Kulden gik én til
Marv og Ben. Dynd og Sjap udenfor og ikke anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
