Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Ellepigen, Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dette Sted. Tiden og Stedet strides ikke indbyrdes.
Disse fugtige Mure, dette Sorgens sorte Udstyr,
denne Sal, hvor levende Røster lyder spøgelseagtig
fremmed, enes saa godt med Vinterdagens rugende
Tusmørke og den dalende Sne, der drager sit kolde
Klæde over de dødes Mindetegn og den livløse
Jord. Det knuger Sjælen med Forkrænkelighedens
Tanke, Døden løfter Dugen fra sit indfaldne Aasyn,
og hvert Menneske mærker gysende dens
Alvors-blik rettet paa ham alene, Livets Traad bliver
tyndere end Spindelvæv mellem de skjælvende
Fingre, det gyldne graaner, og Graven synes at
ligge, hvor Vejen næste Gang svinger.
Men hvad Ærinde har disse spæde Rosenblade
her? Her skulde ses mossede Grene, som Stormen
brød, og sorte forvitrede Stammer, der falder mod
Jorden i stille Nætter, ikke den bløde, levende
Blomst. Her skulde være en Hvileplads for mødige
Vandringsmænd, ikke en Vugge for den, som aldrig
ævned at gaa. Hvorfor lægger det lille Barn sig
paa den trætte Oldings Leje? Det bryder Naturens
Orden, det vækker mere end Afskedens Vemod,
man føler Smertens stingende Brod, ens Hjerte
kunde fristes til Oprør, om ikke bedre og visere
Tanker holdt det i Tømme.«
Han løftede sit Øje og kastede et Blik ned
over Stolene; det fæstede sig ved Faderen, der
sad og stirrede paa ham med ydmyge, andægtige
Øjne. Hvad var det nu, den Mand var? Præsten
havde glemt det, men han maatte vist være
Grosserer. Der var noget ved ham, der mindede om
Tøndemaal, enten det saa var i Havre eller
Spegesild. Egenlig kunde han snarere høre hjemme ved
et Middagsgilde end ved en Begravelse. Disse
tykke, blaalige Kindpuder havde sikkert ofte blusset
af Vin, og det grove, blonde Skæg, der næsten
dækkede Munden, var midt paa gulnet af Tobak.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
