Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Møller: Antikviteter, Proverbe (med Tegninger af Alfr. Schmidt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 139 —
dig paa Dig, thi medens
jeg væltede mig i alle
Laster og døvede min Sjæl
i de mest raffinerede
Udskejelser, lød bestandig
en Stemme i mit Indre:
»Det kan blive godt
engang endnu!«
Hun.
Aldrig!
Han.
Tag det Ord tilbage! Vil
Du, at Alt skal synke
sammen Under mig? (slaar med
Haanden i Nodepulten, der synker
ned, saa han er nærved at falde)
Her er Intet mere for mig
at gjøre! (Vii gaa.)
H U n (strækker Haanden ud mod
ham og siger lidt forlegen).
Aa, Du behøver nu
heller ikke at tage det
saadan aldeles bogstaveligt
. . . Man skal aldrig sige
aldrig! Desuden véd Du
nok, at en Situation som
denne skal ende med, at
man ikke véd, om det
bliver til noget mellem
ham og hende eller ej;
ellers er det ikke noget
ved den.
Han (iler hen imod hende).
Du giver mig altsaa
Haab?
Hun (sagte).
Maaske . . .
Han (med et Udbrud).
Maaske!? Ak, det Ord
beruser mig, det stiger til
Hovedet; det er, somhavde
jeg en Maaske-Donner! ...
Det svimler for mig!
(synker sammen i Sofaen, men
kommer til at sætte sig paa Hunden,
der med et Hyl springer ned.)
Hun (vred),
Delle! Min søde Delle!
. . . (til Ham.) Da gik et-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
