Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Tre Digte - Stjærne-Stemning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ug
Stjærne-Stemning.
Jeg staar alene i Natten paa Taarnets Tinde.
Dybt nede er Byen — død og lydløs og mørk.
Jeg løfter mit Blik mod Himlen, hvor tusende blinde,
pupilløse Guldøjne stirrer sørgmodigt ned
i langsom Vandren ud over Nattens Ørk
som trætte Nomader uden Frist eller Fred.
De samme Stjærner var det, Jakob saa
paa Himmelkuplen over Charans Sletter,
naar han med sine Hjorder ude laa
og stirred søvnløs i de lange Nætter
mod dette faste Malmhvælvs tunge Blaa
og denne Ir af gyldenflimrende Pletter.
De samme Stjærner er det, som skal stige
om tusend Aar op over Jordens Rand
og drage frem ad deres vante Veje
og atter ned bag Vestens Skove vige,
naar alt mit Værk er blevet Dødens Eje
og ingen nævner mer mit Navn i Livets Land. —
Min Haand blev slåp — min Tanke syg og led
hvi skal jeg plante Blomster, naar de visner,
og tvinde fine Spind, som hurtig briste?
Jeg mærker sløvt, hvor Hjærtet i mig isner,
og Tvivlen borer i mit Væsens Ved
og huler hvert et fattigt Haab en Kiste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
