Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Kaarsberg: En Aften i en Kasak-Stanitza
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Aften i en Kasak-Stanitza.
Oolen brænder. Den uhyre Steppe breder sig,
saa langt Øjet kan naa, som en gulgraa, glødende
Ørken.
Steppen er død. Der høres ingen Lyd, der
rører sig intet Liv i det umaadelige Rum. Naturen
ligger Lig. Den er en Mumie. Det ulykkelige
Lands Former er dannede af dødt Støv, død Aske.
Den store, store Ligbrænding er for længst
fuldbragt. Men Solen vedbliver at brænde. Den
vedbliver i sin Ubarmhjærtighed at sende sine
lodrette Straaler stingende ned i Støvet og Asken.
Vore udmattede Heste skrider langsomt hen
over Sletten. Vi forlod vort Telt ved Daggry. Og
nu er det Eftermiddag. De energiske Dyr
tilbagelagde i Morgenkølingen det første Par Mil i kort
Galop; — nu luder de med Hovedet, deres Øje er
sløvt, og fra »Blodbylderne« paa deres Ryg og
Flanker siver Striber af rent, mørkt Blod ned over
det støvede Skind. De ulykkelige Dyr er nær ved
at styrte af Tørst og af denne Hede, der bliver
mere og mere utaalelig. Og det er umuligt at
skaffe Drikkevand. I Miles Omkreds ses kun
Saltørkener, Saltsumpe, og den golde Steppe. Mens
vi standser for at holde Raadslagning, flimrer
Fatamorganaet med haandgribelig Tydelighed for vore
Øjne. Det foregøgler os skønne Søer og skygge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
