Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Schandorph: Fra Diligencetiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
lagt an paa at granske Sandheden ud og sige den,
ligesom den er, og det er ikke altid klogt for en
Værtshusholder. Men derfor trak ogsaa min
Formand her i Postgaardens Kælder, Jørgen Rasmussen,
som hele Menneskeheden kaldte Jørgen Løgn, sig
ud af Forretningen med 20,000 Rigsdaler, for han
snakkede alle efter Munden. Men jeg er ikke
misundelig, og jeg vil være glad, naar mine
Efterkommere vil indridse paa min Grav: Herunder hviler
Værtshusmand Hans Jokumsen, som aldrig sagde en
Løgn, naar han ikke saa den allermest direktigste og
kontanteste Fordel derved . . .Jo Gu’ stikker Ole
Ibsen ind ad Jens Olsens Port . . . Sa’e jeg ’et ikke
nok?«
III.
Der var mørkt inden for de fire Vinduer i
Facaden paa Jens Olsens Hus. Ole Ibsen gik lige
gennem Porten ind i Gaarden, saa sig om og
skimtede en Lysstribe gennem den øverste Laage af en
Stalddør. Ole Ibsen tog i den. Ja vel var den
lukket inde fra, men den sluttede ikke saa tæt, at
jo Ole Ibsen kunde stikke Fingeren ind mellem
Karmen og Døren og linde ved Haspen.
En usselt gloende Staldlygte hang paa en
Spilbom. Tre Heste — Jens Olsen red Stafet paa den
fjerde — stod og aad af Krybberne. Først saa Ole
Ibsen ingen Mennesker. Han lyttede, hørte kun
Hestenes Gumlen og Ryk i Grimerne — men saa
opdagede han en Ytring af Menneskeliv i Form af
en dyb Snorken. I den tomme Baas, hvis gule Halm
snart tonede næsten gyldengalt frem i det flakkende
Lygtelys, snart svandt hen i det sorteste Mulm, laa
et menneskeligt Væsen paa Maven. Det faldt det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
