Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Trakfater 1523—60 (Traités da Danemark et de la Norvége 1523—60) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418 1542. 29. Aug.
som Landsherrev, dog vare de villige til at give Abbeden og hans Brødve
Underholdning, saalænge de blev i Klosteret.
Med Hensyn til de af Podebuskerne pantsatte Godser svarede de
danske, at det maatte blive Podebnskernes Sag at henvende sig til
Kongen derom; de andre af Bispestolens Godser vare dels købte af
Biskopperne, dels givne dertil af danske Konger; havde Hertugerne
givet noget, skulde de pommerske Gesandter fremlægge deres Beviser.
Hertugerne havde desuden erklæret, at de tog Godserne i Besiddetse til
Bedste for Bispestolen og Kongen, der jo ogsaa altid havde ind- og
afsat Biskopper i Roskilde; desuden havde Kongen et skriftligt Bevis 1
af Hertugerne af Pommern for, at de aldrig vilde bemægtige sig disse
Godser og, hvis de gjorde det, i Bode vilde betale 18 Aars Indkomst
af Godserne; denne Bode gjorde Kongen nu Fordring paa. Kongen
af Danmark vilde heller ikke unddrage det gejstlige Embede Godserne
og vilde, saasnart han fik dem, indsætte en Landsprovst paa Riigen.
Da Reinfeld Kloster ikke var ophævet, maatte de danske kræve dets Gods
tilbagegivet. Det lykkedes ikke at komme til Enighed. Reinfeld Klo
sters Godser vilde de pommerske Raader nok gaa ind paa at restituere,
naar der blev sendt en Munk over for at bestyre dem og Kongen vilde
love ikke at gøre nogen Forandring med Godserne eller lade dem
gaa over i andre Hænder; endvidere skulde Hertugerne vedblivende
have deres Reltighed af Godserne. Med Hensyn til Bispestolens Godser
holdt de fast paa, at der skulde gores en Forskel mellem Pantegodset,
som det skulde tillades Podebuskerne at indløse, og det øvrige Gods,
som Hertugerne af Pommern vilde gaa ind paa at restituere, hvis
Kongen vilde forpligte sig til at underhalde en tysk Superintendent paa
Øen og anvende den overskydende Rente til Understøttelse af Kirker
og fattige paa Riigen samt skriftlig forpligte sig til at lade upartiske
Voldgiftsdommere, enten de lærde i Wittenberg eller de evangeliske
Stænder, dømme om Besiddelsesretten til Godserne. Endvidere skulde
Kongen frafalde den forlangte Bøde eller ogsaa lade dette Spørgsmaal
blive Genstand for Voldgiftskendelse. De danske erklærede, at der ikke
kunde gores nogen Forskel paa Godserne, der maatte restitueres under
ét, og at Kongen, hvis Ret til Godserne var uomtvistelig, ikke kunde
gaa ind paa nogen Voldgiftskendelse. Herpaa strandede Forhand
lingerne.
Kurfyrsten af Sachsen og Landgreven af Hessen, hvem Kongen
havde meldt det uheldige Udfald af Mødet, sogte nu at mægle i Sagen
og at slemme Kongen til Eftergivenhed ved at foreslille ham, at det
Schmalkaldiske Forbunds Uvenner vilde hovere over denne Strid. De
foreslog 31. Marts 1539, at der skulde afholdes et nyt Møde i
Hamborg under deres Mægling. Kongen svarede, at han formedelst
mange Forretninger og de urolige Forhold ikke foreløbig kunde sende
Raader til noget Møde; derimod vilde han bevilge Stilstand til 25. Juli
og til den Tid tillade de anholdte pommerske Skibe at sejle. Paa An
1 Hermed sigtedes til Forliget af 18. Aug. 1456 mellem Hertugerne af
Pommern og Biskop Oluf Daa af Roskilde (Knudsen, Diplomatarium Christierni
primi S. 72 f.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
