Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Trakfater 1523—60 (Traités da Danemark et de la Norvége 1523—60) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
475
1544. 26. Juli.
hvis de skulde blive angrebne, og vilde give Ærkebispen seiv, hvis
Finanser altid befandt sig i slor Uorden, en Pension paa højst 2000 Gl.
om Aaref. Ærkebispen skulde heller ikke have noget at gøre med
Hertugens Underhold eller med Udgifterne i Anledning af Kejserens
og Pavens Bekræftelse af Valget og skulde, saalænge han levede, alene
have Regeringen i sin Haand. Johan Rantzau skulde dog, saa vidt
muligt, ordne det saaledes, at alle Forskrivninger kom til at lyde paa
Hertug Frederik, og at Kongen kun medbeseglede til Sikkerhed og som
Formynder.
Paa Modet i Stade 25. — 26. Juni erklærede Ærkebispen imidlerUd.
at Koadjutorvalget ikke kunde foregaa straks, da han lidligere havde
lovet ikke at foretage nogen Forandring med Stiftet uden Kapitlets og
Stændernes Samtykke. De danske mente, at Sagen cdligevel nok kunde
ordnes straks, da de ogsaa havde Fuldmagt fil at forhandle med
Kapitel og Stænder, og Ærkebispen kunde nok sammenkalde disse
i Lobet af et Par Dage; Ærkebispen erklærede dog, at dette ikke
kunde ske saa hurtigt; til den 3. Juli vilde han sammenkalde Land
dagen. Efter Mødets Slutning fik Johan Rantzau ved en Samtale med
Ærkebispen bestemt Indtryk af, at denne nu ikke mere var til Sinds
at fremme Sagen, men snarere vilde modarbejde den. Ærkebispen er
klærede, at hans tidligere Afsending til Kongen, Joachim zu Mollen,
ikke havde haft Ordre til at love saa meget, som de danske nu krævede;
Ærkebispen havde ogsaa kun talt om Sagen med faa af Kapitlet, og
disse havde ikke villet hore Tale om Valget. Endvidere mindede han
om de Løfter, Christian II tidligere havde givet ham, og som han nu
formedelst Landgrev Filip af Hessens og Hertug Henrik af Wolfenbuttels
Fjendskab ingen Erstatning kunde faa for (se S. 210), og klagede
over, at Danmark slet intet bod ham, medens andre havde budl ham
Penge for Valget. Paa Johan Rantzaus derpaa følgende Titbud om
Pensionen svarede han dog slet ikke. Ærkebispens Holdning i Valg
sagen maa vistnok forklares ud fra hans Broder Hertug Henriks Forhold
til Christian III paa denne Tid. Hertug Henrik havde paa Rigsdagen
i Speicr ivrig slrcebt at bringe en Fred i Stand mellem Kejseren og
Kong Christian og havde haabet til Gengæld at faa Hjælp af
Christian III til sit Lands Tilbageerobring fra Sachsen og Hessen.
For bedre at vinde Christian III herfor kom Ærkebispens fornyede
Tilbud om Koadjutorvalget. Hertug Henriks Forhaabninger blev dog
skuffede. Han kom seiv til Rensborg 21. Juni, særlig for at faa de
Tropper overladt, som Christian III efter Fredslutningen med Kejseren
ikke mere havde Brug for, men herpaa vilde Christian III af Hensyn
Ul det Schmalkaldiske Forbund ikke indlade sig, og Hertug Henrik
drog meget forbitret bort. Dette har sikkert ogsaa kølnet Ærkebispens
i Foryejen ringe Iver for Sagen. Dertil kom , at Faren fra det
Schmalkaldiske Forbund ikke mere syntes saa stor, da den brunsvigske
Defensionssag truede med at bringe en Splittelse mellem Sachsen og
Hessen og de øvrige Medlemmer af Forbundet. Da Johan Rantzau
mærkede Ærkebispens ugunstige Stemning, sogte han ved forskellige
Løfter at vinde Kapitlet, Borgemcstrene i Stade og de mere indflydelses
rige af Adelen for Valget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
