Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 1610. 1. Juni og 4. Juli. Nr. 14.
Hertug Ulrik vilde dog ikke slaa sig til Ro hermed. Den 1. Sept. skrev
han til Broderen, at han havde ventet et bedre Svar. Han skulde ikke
have besvcerel sig ved at holde sit Brev, hvis han ikke i højeste Grad var
bleven forurettet (»lædireU) ved Arveforliget 1602. Det var blevet sluttet,
da han var mindreaarig, og af Kongens egne Raader, og kunde derfor
ikke betragtes som ggldigt og bindende for ham. Han mindede om,
hvorledes Frederik II delte med sine Brødre og Hertug Johan Adolf af
Gottorp med sin Broder Johan Frederik. Nåar han nu bragle denne
Sag frem, var det, fordi han mente at være bleven forurettet og gik ud
fra, at Kongen ikke vilde berøve ham noget af den Arv, der tilkom ham
med Rette. Del gik ham ogsaa nær til Hjærtet, at han ikke skulde eje
saa meget som en Fodsbred af Faderens Arvelande. Del var endnu al
drig hændet nogen født Hertug af Holsten. Svaret herpaa blev dog en
meget skarp Tilbagevisning af Paastanden om, at Hertug Ulrik i sin Tid
skulde være bleven forurettet af Kongen. At Kongen havde haft sine
Raader med ved Forhandlingerne om Overenskomsten var rigtigt nok,
men det var der ikke noget urigtigt i, og den af Ulrik nu paaberaabte
Mindreaarighed havde ikke været saa stor, som han nu vilde give det
Udseende af Christian IV havde jo ogsaa raadel Ulrik til al refse til
Moderen og raadføre sig med hende, og saa vidt han vidste, var det og
saa skei. Kongen mente ogsaa. at han i enhver Henseende kunde være
den slutlede Overenskomst bekendt 1.
Hertug Ulrik anslog efter Modtagelsen af denne Skrivelse en mere
forsiglig Tone. Han beklagede, at han af Uforstand havde brugt Ud
trykket ylædireU. Han havde ikke ment, at Kongen seiv havde forurettet
ham; nåar han var kommen til kort, skyldtes det hans egen Uforstand. Han
vilde derfor ikke mere disputere om den i 1602 afsluttede Overenskomst,
men kun appellere til Christian IVs broderlige Følelser og anmode denne
om at forhøje hans Arv, da han ikke kunde leve standsmæssigt af Ren
terne af den Pengesum, han i sin Tid havde faaet. Mangen en simpel
Adelsmand var bedre stillet end han. Alt vilde jo desuden ved hans
Død falde tilbage til Kongen 2. Enkedronning Sofie henvendte sig ogsaa
til Kongen og bad ham stille sig imødekommende overfor Broderen*.
Christian IV erklærede da ogsaa i Skrivelser af 7. Okt. til Moderen og
Broderen, at han var villig til at gøre Indrømmelser, hvis der stilledes
rimelige Forslag 4. Da Hertug Ulrik i den Anledning bad Moderen om
Raad’0, erklærede hun 29. Okt., at hun stadig ikke vilde have noget med
Sagen at bestille, og Hertug Ulrik skrev elerefter til Kongen, at han
ganske vilde overlade til denne at ordne Sagen, da det ikke vilde være
passende, at han seiv stillede Forslag 6. Christian IV lovede den 18. Dec.,
Chr. IV t. Hert. Ulrik r% 1609 (Chr. IVs egenhænd. Breve I. 22 f.).
Hert. Ulrik t. Chr. IV 22/9 1609. 8 Dr. Sofie t. Chr. IV. (Udat). 4 Chr.
IVs egenhænd. Breve I. 23 ff. 5 Hert. Ulrik t. Dr. Sofie 21/io 1609. 6 Hert.
Ulrik t. Chr. IV 5/i2 1609.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
