Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
Nr. 20. 1619. 12. Febr.
sluttedes endvidere en Alliancetraktat mellem Generalstaterne og Sverrig,
ligeledes pact 15 Aar. Begge Traktater var defensive, og deres Formaal
var at sikre den fri Handel paa Nordsøen og Øslersøen. Danmark
nævntes vel ikke i nogen af Traktaterne, men der kunde dog ikke være
Tvivl om, at de netop var rettede mod dette Rige, der gjorde Fordring
paa Herredømmet over Øslersøen; ja denne danske Fordring bestredes
endog ligefrem derved, at der i Traktaten af 5. April 161b toges det For
behold, at den ikke skulde være til Skade for den svenske Krones Højhed,
Regalier og Herredømme i Østersøen.
Christian IV og det danske Rigsraad saa særdeles godt den Fare,
der truede Danmark navnlig fra Forbindelsen mellem Nederlandene og
Sverrig, og deres Politik i de følgende Aar gik væsentlig ud paa at faa
denne Forbindelse sprængt eller i alt Fald at sikre sig imod den. Chri
stian IV og Rigsraadet var dog ikke helt enige om den Politik, der skulde
følges. Hedens Christian IV til Tider ikke syntes utilbøjelig til at søge
Støtte hos de katholske Hagler Kejseren og Spanien, i alt Fald førte liv
lige Forhandlinger med disse, var Rigsraadet, væsentlig af religiøse
Grunde, imod en saadan Politik og anbefalede atter og atter Kongen at
faa det gode Forhold til Nederlandene og Hansestæderne genopreltet.
Overfor Sverrig var den danske Politik noget vaklende; heller ikke
her var Kongen og Rigsraadet helt enige. Begge Parter var nok ret over
beviste om, at man næppe havde noget godt at vente af Sverrig, men Rigs
raadet synes dog at have været tilbøjelig til at føre en noget mere imøde
kommende, i alt Fald mere forsigtig Politik overfor dette Land end Kon
gen. Var Grundstemningen i Danmark mod Sverrig en stærk Histænk
somhed og Jalousi, gengældtes dette ganske fra svensk Side. Kalmarkrigen
havde efterladt bitre Hinder, og de store Vanskeligheder, man i Sverrig
havde ved at udrede Løsesummen for Elfsborg til de fastsatte Tider,
gjorde ikke Stemningen blidere. Han betragtede stadig Danmark som
Arvefjenden og forudsaa, at det inden ret længe maalte komme til en ny
Krig med dette Land. Foreløbig var Sverrig dog stærkest truet fra Rus
land og Polen. Dette gjorde det ønskeligt at bevare et godt Forhold til
Danmark, der navnlig havde det i sin Hagt at tillade eller hindre Til
førsel af Tropper og Krigsmunition til de stridende Parter gennem Sun
det. Gustav Adolf foretog derfor, med mere eller mindre Alvor, i Aarene
efter 161b en Del Tilnærmelser til Danmark, som han søgte at drage
over paa svensk Side ved en stærk Fremhæven af de Farer, der truede
de protestantiske Hagter og deriblandt ogsaa Danmark, hvis Polen, som
støttedes af hele den katholske Verden, skulde faa Overhaand over Sverrig.
I Aaret 1615 sendte Gustav Adolf sin Hofraad Johan Skytte til Dan
mark for at opfordre Christian IV til at mægle, hvis det skulde komme
til Fredsforhandlinger mellem Sverrig og dels Hodstandere Polen og Rus
land, og da staa paa Sverrigs Side. Endvidere skulde Johan Skytte se
at faa Betalingsterminerne for Løsesummen for Elfsborg forlængede.
Det sidsle afslog Christian IV straks med den Hotivering, at da Knærød
traktaten var garanteret af Kongen af England, kunde det begærede ikke
bevilges, uden at hele Traktaten maatte ændres, og det kunde give An
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
