Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
623
1625. 29. Nov. 9. Dec.
Nr. 38.
den store Fare, Kongen vilde udsætte sig for. England og Sverrig laa
langt borte, hinsides Havet, og Generalstaterne vilde kan lænke paa at
forsvare deres eget Land. Fjendens Ångreb vilde komme til at gaa ud
over Kongen som den nærmestboende, og der var kun ringe Udsigt til
Hjælp, hvis det skulde gaa galt. England var i det hele ikke Ul at stole
paa, det viste Unionens Skæbne noksom, og fra Sverrig maatte man sna
rest være forberedt paa Angreb, hvis Krigen gik uheldigl for Danmark.
Riget vilde ogsaa kun med den yderste Vanskelighed kunne skaffe de til
et saa stort Foretagende nødvendige Midler1.
Christian IV svarede den 22. Juli herpaa*. Han indrømmede, al
Sagen var forbundet med Farer for Rigel, men den Fare, der truede fra
Kejseren og Katholikerne, var endnu større. Ved Forhandlinger med
England og Generalstaterne kunde man ogsaa altid sikre sig. Englands
Hjælp kunde man nu ogsaa nok være sikker paa, i alt Fald indtil Pfalz
grev Frederik var restitueret og det tyske Rige igen var bragt i dets tid
ligere Tilstand. Sverrig var ganske vist ikke fuldtud paalideligt, men
Rigsraadet maatte ogsaa betænke, hvor farligt det vilde være for Riget,
om Sverrig indlod sig med England og Generalstaterne og Kongen afslog
det. Kongens Lande var ganske vist mest udsatte, men Gud raadede for
Krigens Udfald, og jo ftere Kongen havde til at hjælpe sig, desto større
Udsigt var der Ul el heldigl Udfald. I den Traktat, der skulde sluttes,
maatte man ogsaa sikre sig, at den ene Part ikke kunde slutte Fred uden
den andens Tilladelse. England og Generalstaterne maatte ogsaa sikre
Danmark overfor Sverrig. Midler til at føre Krigen fandt man ogsaa
nok, saa udmattet var Riget heller ikke. Nåar Kongen nu var tilbøjelig
til at indlade sig paa det hele Foretagende, var Grunden den, at England
og Generalstaterne kunde gavne Danmark meget, men ogsaa skade det,
hvis de naaede deres Hensigl uden Kongens Hjælp. Kongen kunde hel
ler ikke godt lade sin Svoger, Søstersøn og Søsterdatier i Stikken.
Rigsraadet lod sig dog ikke overbevise heraf. I dels Svar 25. Juli*
fastholdt det sit lidligere Standpunkt, men da Kongen paa Grund af
Slægtskabet og andre Forhold lagde saa slor Vægt paa en Forbindelse
med England, raadede Rigsraadet til, at saafreml Kejseren ikke kunde
formaas til Forlig, hvilket Rigsraadet dog stadig haabede, og Kongen af
England beslutiede sig til en offentlig Krig, skulde Kongen understøtte
England med en Sum Penge til Underhold af en 3—4-000 Mand i en
4—5 Maaneder, uden Krav paa Tilbagebetaling, men dog kun nåar man
saa, at en virkelig Hær var paa Benene. Dette burde dog foreløbig hol
des hemmeligt, og Anstrulher burde ikke faa noget at vide om det.
Rigsraadet indgav samtidig el Forslag 4’ Ul Svar til Anstruther, hvori
1 Erslev, Rigsraadets og Stændermødernes Hist. I. 411 f. 2 Molbech,
Chr. IVs egh. Breve I. 160—65. 3 Erslev, Rigsraadets og Stændermødernes
Hist. I. 412 f. 4 Erslev, anf. St. I. 414 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
