Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 11. 203
1657. 30. Okt.
hans Raader imod Sverrig og ved sin Tilbagekomsl til Danmark i Be
gyndelsen af Juni kunde han ogsaa meddele, al der nu var en ikke
ringe Udsigt til Udsoning mellem Kurfyrsten og den polske Konge 1. Alle
rede inden Karl Gustav forlod Polen havde Kurfyrsten ogsaa indladt sig
i Forhandlinger med Polen om en Udsoning paa Grundlag af en Aner
kendelse af Kurfyrslens Suverænitet over Øslpreussen. Forhandlingerne
var ret vanskelige og franske Gesandter segle af al Magt al hindre, at
Brandenborg skilte sig fra Sverrig. Hovedmanden for Udsoningen mel
lem Polen og Brandenborg var Sverrigs bitre Fjende, den kejserlige Ge
sandt ved det polske Hof Frans v. Lisola, der dellog i Forhandlingerne
som Mægler, men i Virkeligheden var Kong Johan Kasimirs betroede
Underhandler. Man segle fra polsk Side med alle Midler at undgaa en
Anerkendelse af Kurfyrslens Suverænitet eller i alt Fald at indskrænke
den saa meget som muligt, men Kurfyrsten stod urokkelig fast derpaa,
og da Forhandlingerne syntes at skulle strande, gjorde Lisola i de sidste
Dage af Juli Brag af den hemmelige Instruks, som Johan Kasimir 27.
Juni havde givet ham, og hvorved han bemyndigedes til, naar del abso
lut ikke kunde undgaas, at tilbyde Kurfyrsten Anerkendelsen af hans
Suverænitet over Øslpreussen for hans Frafald fra Sverrig. Efter delte
Tilbad lykkedes del midt i August at faa en Overenskomst i Stand.
Denne var dog lige ved at strande i sidste Øjeblik, da der fra Kong Jo
han Kasimir kom Ordre til at indskrænke Tilbuddet om Afstaaelsen af
Suveræniteten meget stærkt. Da Lisola var klar over, at Kurfyrsten ikke
vilde gaa ind herpaa, lagde han Ordren til Side og skrev til den polske
Konge, at den var kommen for sent, Sagen var allerede afgjort. Den 9.
Sept. 1657 underskreves Traktaten i Wehlau, hvorved Kurfyrsten opgav
sine Fordringer paa Bispedømmet Ermeland og de 4 Vojvodskaber i Po
len, som han havde faaet ved Traktaten i Marienburg, mod at faa Kon
gen af Polens Anerkendelse af hans Suverænitet over Øslpreussen. End
videre forpligtede Brandenborg sig til i den nuværende Krig at under
støtte Polen med 6000 Mand 2.
Kurfyrsten, der under disse Forhandlinger stadig havde holdt sig
alle Udveje aabne og samtidig underhandlet paa bedste Fod med sin
gamle Forbundsfælle Sverrig, maatte dog efter Afslutningen af Traktaten
med Polen regne med, at Karl Gustav, saa vidt muligt, vilde søge at tage
Hævn over ham. Om Polens militære Styrke gjorde Kurfyrsten sig ikke
store Jorestillinger. Det var derfor naturligt, at han nu søgte For
Becker, Saml. t. Fr. III s Hist. I. 373 f. Om Rosenvinges Forhandlinger
med Kurfyrsten se Urkunden u. Actenst. zur Geschichte des Kurfiirst. Friedr.
Wilh. VIII. 186 ff. 2 Moerner, anf. St. I. 220 ff. Angaaende Forhandl.
mellem Polen og Brandenborg se Urk. u. Actenst. VIII. 194—217. Arch. f.
oesterr. Gesch. LXX. 56 62, 286—320 (Lisolas Indheretninger).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
