Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 1657. 30. Okt. Nr. 11.
Angreh paa Pommern 1. Det førte dog ikke til videre. De kurfyrstelige
Ministre erklærede, at efter Kurfyrstens Mening havde v. Wreich ved Af
slatningen af Traktaten overskredet sin Instruks, og at Kurfyrsten stel
ikke kunde svare paa Ahlefeldls Memorial, førend han havde været hos
Kurfyrsten af Sachsen og sikret sig dennes Neutralitet og før han fik
nærmere Besked om Øslrigs Stilling. Hans Gehejmeraad Johan Friedrik
v. Loben var dog nu sendt til Prag for at kræve en saadan og for al
erklære, at hvis den ungarnske Konge fremdeles tøvede, vilde Kurfyrsten
se at mægle Fred mellem Sverrig, Polen og Danmark og saa lade Østrig
alene tilbage. Da Ahlefeldl hertil bemærkede, at Forhandlingerne mellem
Brandenborg og Østrig jo slet ikke vedkom den danske Konge, der kun
forlangte Ratifikation og Opfyldelse af det mellem Danmark og Bran
denborg sluttede Forbund, hvor der aldeles ikke var Tale om nogen
Medvirkning fra Østrigs Side, erklærede de brandenborgske Ministre, al
Øsirigs Medvirkning dog havde været Forudsætningen, Uden Østrigs
Hjælp kunde Kurfyrsten ikke foretage sig noget, da man ikke kunde
stole ret meget paa Polen.
I Begyndelsen af Dec. rejste Ahlefeldl til Polen. Czarnecki var da
allerede gaaet tilbage fra Pommern med sin Hær. Ved sine Forhandlin
ger i Posen med Kong Johan Kasimir seiv opnaaede Ahlefeldl tilsidst, ai
denne lovede, at en polsk Hær paa en 11,000 Mand skulde være i Pom
mern den 15. Januar, men samtidig erklærede han rigtignok, al den
polske Hær ikke kunde foretage sig noget alene; den maatte støttes af et
brandenborgsk Korps. Det hjalp ikke noget, at Ahlefeldl henvisle til, at
Polen jo dog havde sluttet Forbundet med Danmark, før del kunde have
noget Haab om Hjælp fra Brandenborg.
Ahlefeldl rejste derefter tilbage lit Berlin. Samtidig rejste den øsl
rigske General Raimund Montecucculi og Diplomaten Frans v. Lisola
sammestedshen for at forhandle om Afslutningen af et Forbund mellem
Østrig og Brandenborg. Forhandlingerne herom aabnedes den 2J. Dec.,
men skred langsomt fremad. Ahlefeldl søgte i Betragtning af Danmarks
betrængte Stilling ved de mest indtrængende Forestillinger at formaa
Kurfyrsten til at ratificere Traktaten og yde Hjælp straks og truede
endog med, at den danske Konge ellers maatte tænke paa andre Midler.
Det hjalp altsammen intet. Kurfyrsten erklærede bestemt, at han ikke
kunde foretage sig noget uden at være sikker paa Østrigs Hjælp. Han
var nok villig til at ratificere Traktaten med Danmark, men der var for
skellige mindre betydelige Ung, som maatte ændres i denne. Den 11.
Jan. overgav de brandenborgske Ministre Ahlefeldl nogle Bemærkninger
herom med Anmodning om at indberetle dem lit København. Ahlefeldl
nægtede først dette, da han var kommen for at kræve Ratifikation paa
1 Urk. und Actenst. VIII. 582.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
