Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 Nr. 15.
1658. 12. Maj.
da han stadig blev mere og mere umedgørlig. De kunde i deres Ultima
tum ogsaa gøre opmærksom paa, at de efler deres Instruktion ikke kunde
gaa videre, men maatte rejse hjem, hvis dette ikke antoges. Terlon søgte
ogsaa af al Kraft at hindre ei Brud, og gik endog til at erklære, at den
svenske Konges Allierede vilde forlade ham, hvis han paang angreb
Danmark.
Den 26. April overgav Kielman og Moltke Erik Krag deres Ultima
tum, hvori de forlangte: 1. Suverænitet for Hertugen uden nogensom
helst Indskrænkning. 2. Hele Svabsted Amt og alt Kapitelsgodset, dog
med Undtagelse af det, som Kongen af Danmark havde solgt af Amtet.
Hertugen vilde til Gengæld lade nogle Penge falde, som nogle danske
Officerer med Urette havde opkrævet af hans Undersaatter, og ligesaa de
20,000 Dir., som Hertugen havde betalt af sin egen Kasse for Kontribu
tion, som var paalagt hans Undersaatter. Endvidere vilde han give Af
kald paa al Erstatning for lidt Skade. Hvis Kongen stod fast paa at
beholde Halvdelen af Kapitelsgodset, vilde Hertugen ogsaa gaa ind der
paa, men Kongen skulde saa overlade Hertugen hvad der var afhændel
af Svabsted Amt, straks betale de ovennævnte Pengesummer og give Af
kald paa al Ret og Jurisdiktion over Kirken, Præsterne og Skolen i Sles
vig, ligesom han ogsaa skulde afstaa al den Reltighed, Kannikerne nu
besad i Slesvig og Lollfus. 3. Ophævelsen af Fællesregeringen skulde
henvises til en snarlig Konference mellem Hertugen og Kongen. 4. Her
tugens øvrige Besværinger skulde henvises til Afgørelse ved Kommissæ
rer, og hvis disse ikke kunde bilægge Stridighederne, ved Voldgiftsmænd.
Samtidig leverede de gotiorpske Afsendinge Erik Krag en Skrivelse til
Kongen, hvori de udtalle deres Beklagelse over, at Forhandlingerne endnu
ikke havde ført til noget Resultat, og bad om Tilladelse til at maatte
rejse hjem for al aflægge mundtlig Beretning, da de ikke turde over
skride deres Instruks mere, end de havde gjort.
Karl Gustav søgte samtidig at hjælpe sin Svigerfader ved at lade
de gotiorpske Gesandter og Terlon vide, at den svenske Hær ikke vilde
faa Ordre til at marchere ud af Danmark, før Hertugens Sager var
ordnede. Rigsraadet anmodede ogsaa indlrængende Kongen om at levere
de manglende af de 2000 Rgltere, som han efler Roskildefreden skulde
overlade Karl Gustav, og se at komme til en Ordning med Hertugen, for
at Svenskerne ikke skulde faa Anledning til at klage over Brud paa
Roskildetraktaten og blive i Landet. Da Terlon i Anledning af Karl
Gustavs Meddelelse til ham trængte ind paa Ahlefeldt for at faa ham til
at gaa ind paa Gottorpernes Fordringer, erklærede denne ogsaa, al han
paa det ivrigste havde raadet Kongen til at give efler, men nogle »petits
gens«, han nævnede senere ligefrem Theodor Lente og Kristoffer Gabel,
søgte at forpurre en Overenskomst. Gersdorff erklærede det samme.
Disse Folk holdt haardnakket paa, at Kongen ikke skulde afstaa alt Ka
pitelsgodset. Lente, der allerede iidligere havde grebet ind i Forhand
lingerne og, som det synes, virkelig havde søgt at hindre en Overens
komst ved at opfordre baade de danske og gotiorpske Forhandlere til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
