Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
532 1663. 10, Okt. Nr, 30.
i 1602 blev gift med den danske Prinsesse Hedvig, skeie det først 5
Maaneder efier Brglluppet. Der var ingen Tvivl om, ai Kurfyrsten vilde
forhøje Morgengaven, men hans Resoluiion maalle indhenles,og de konge
lige maatie ikke ircenge for stærkt paa, da det saa kunde se ud, som om
de nærede Mistanke til ham.
Med Hensyn til Livgedinget hæudede de karsachsiske Kommissærer,
at Indkomsten af det kun skulde svare til dobbelt Rente af Medgiflen og
Vederlaget derfor. Det man fra dansk Side kunde forlange, var 10 pCt.
Rente af 200,000 Specierdlr., allsaa 20,000 Specierdlr. Efier denne Be
regning var, naar man regnede efter Renten, Vederlaget ogsaa i sig seiv
50,000 Rdlr. højere end ved de tidligere Lejligheder. De kongelige holdi
dog paa, at Indkomsten af Livgedinget maatte sættes højere paa Grund
af den højere Medgift, Prinsessens højere Stand og den eventuelle Sacces
sion, hvori del karsachsiske Hus nu havde langt større Interesse end før.
De Karsachsiske erklærede, at de ikke kunde gaa højere end til 20,000
Rdlr. Som Livgeding vilde Kurfyrsten, som det af dem overgivne Ud
kast til Ægteskabslraklaten viste, give Slottet Lichtenburg med Amterne
Schweiniiz, Schlieben og Seyda. Kunde Livgedinget ikke udrede hele
Sammen, skulde del resterende betales af det kurfyrstelige Rentekammer.
De kongelige holdt dog stadig paa en Forhøjelse af Livgedingsindkom
sten, mindst med 10,000 Rdlr., og bad de Karsachsiske tale med Kur
fyrstinden derom.
Man gik derefter over til ai drøfte Årveafkaldet. De Karsachsiske
henviste her Ul deres Instruks, der paabød dem at afslaa et saadant, hvis
del mod Forventning skulde blive krævet. De kongelige hævdede dog
besteml, at Årveafkaldet var en ganske uundgaaelig Ting og et Hoved
punkt i selve Forhandlingen om Ægteskabslraklaten. Et saadant plejede
ogsaa at gives i alle fyrstelige Huse. De Karsachsiske erklærede, at de
ikke var instruerede til at forhandle derom, da Kurfyrsten var gaael ud
fra, at der efier Indførelsen af Arveregeringen i Danmark ikke mere
vilde blive krævet Arveafkald. Da de kongelige stadig holdt fast paa
Årveafkaldet og foreholdt de Karsachsiske, at Kong Frederik III som
første Erhverver af Arveregeringen havde forbeholdl sig fri Disposition
med Hensyn til Successionen, erklærede de Karsachsiske tilsidsi, at de og
saa nok kunde lade det forblive ved den almindelige Rennnciaiionsfor
mular, men man maatte saa overveje, hvorledes det, ikke alene til Sikker-
hed for Prinsessen og hendes Descendenter, men ogsaa til Beroligelse for
Kurfyrsten, kunde ordnes saaledes, at Prinsessen ikke kom til at gaa
glip af noget af det, der kunde tilkomme hende i Kraft af hendes Arve
ret, del fædrene Testamente, og af Mødrenearven. De forespurgte derfor,
om Kongen ikke i Fortrolighed vilde meddele Kurfyrsten Lex regia; den
skulde nok blive holdt ganske hemmelig. De kongelige lovede at referere
denne Begæring for Kongen, men erklærede iøvrigt, at det ikke paa no
gen Maade var Kongens Hensigt at præjudicere Prinsessen med Hensyn
til den hende i sin Tid tilfaldende Saccession, men han maatte som første
Erhverver stadig forbeholde sig fri Ret til at bestemme, hvorledes det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
