Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 1666. 23. Maj. Nr. 8.
for Preussen, og hvad den forestaaende Traktat mellem Sverrig og Bran
denborg gik ud paa. Frederik III var villig til fremdeles at efterkomme
den med Kurfyrsten den 21. Jan. 1659 sluttede Traktat, men henstillede
dog til Kurfyrstens Overvejelse, om dei ikke under de forandrede For
hold kunde være hensigtsmæssigl ai ændre den noget. Hvis Kurfyrsten
derefler udtalte sig for en nærmere Forbindelse, skulde Ditlev Ahlefeldl
se at faa noget skriftligt, helst et ligefremt Udkast til Traktaten, som saa
skulde sendes til Kongen til Approbation. Han skulde forestille Kurfyr
sten, om det ikke kunde være heldigt ogsaa at faa Brunsvig-Lyneborg
og Hessen-Cassel med.
Ditlev Ahlefeldl, der rejste over Oldenborg og Haag, kom 29. Marls
til Kleve, hvor Kurfyrsten opholdt sig. Undervejs havde han modiaget
Ordre til at soge at faa Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst optagne
i den Fred, hvorom der forhandledes i Kleve mellem Biskoppen af Mun
ster og Nederlandene, og om muligt ved Brandenborgs Hjælp faa Bi
skoppen af Munster Ul fuldstændig at opgive sine uberettigede Fordrin
ger paa Delmenhorst. I sine første Samtaler med Kurfyrsten og dennes
Ministre Otto v.Schwerin og Friedrich v.Jena fik Ditlev Ahlefeldl straks
ai vide, at der i Traktaten mellem Nederlandene og Munster, som stod
lige foran sin Afslutning, ikke var opiaget noget om Delmenhorst. Et
Afkald fra Miinsters Side kunde sikkert heller ikke opnaas, da dette
Spørgsmaal ikke vedkom denne Traktat og man ikke af den Grand
kunde sinke Traktatens Afslutning. Der var dog optaget en Bestemmelse>
om, at hvis Biskoppen af Munster vilde foretage sig noget mod Branden
borgs Allierede, altsaa Frankrig, Nederlandene og Danmark, maatte det
kun ske ad Reltens Vej. Mere kunde man heller ikke forlange af Bi
skoppen. I samme Retning udtalte den nederlandske Afsending ved For
handlingerne i Kleve, Beverning, sig. Den mellem Sverrig og Branden
borg nu sluttede Traktat1, som man lod Ahlefeldl læse, var af ren defen
siv Natur. Hvis Sverrig angreb nogen af Kurfyrstens Allierede, havde
denne fuldkommen frie Hænder til at hjælpe dem. Sverrig havde først
forlangt, at Hertugen af Gotiorp skulde optages i Traktaten, men det
havde Kurfyrsten bestemt afslaael. Med Frankrig var Kurfyrsten ret
misfornøjel, da det ikke havde agerel saa kraftigt mod Biskoppen af
Munster, som han havde ventet.
Da man kom til Spørgsmaalet om en Fornyelse eller Ændring af
Traktaten af 21. Jan. 1659, udtalte de brandenborgske Repræsentanter
Ønsket om, at Art. 12, der udtrykkelig var reltet mod Sverrig, blev æn
dret saaledes, at den blev rettet mod enhver Angriber. Et andel Punkt,
der voldte Vanskelighed, var Spørgsmaalet om, hvilke af Kurfyrstens
Lande der skulde garanleres i Traktaten. De brandenborgske Under
handlere gjorde her gældende, at da Traktaten maatte betragtes som en
1 Moerner S. 277 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
