Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 1667. 21./31. Juli. Nr. 11.
ud fra, al Englænderne ingen Beviser havde for deres Beskgldninger, og
afvente Meddelelse fra Kongen om, hvorvidt han skulde holde fasl ved de i
Instruksen givne Ordrer om dette Punkt eller efler Sagens Natur søge en
anden Udvej. Ien Ordre af 9. Marts fastholdt Frederik III dog sit For
langende om Smædeskriftets Tilbagekaldelse og Kassation. Samtidig
sendte han Petkum til Overlevering en Haandskrivelse1 til Kong Ludvig
XIV, hvori han udtalte sin Forvisning om, at denne rnisbilligede det
skændige Skridt, som Kong Karl havde foretaget ved Udsendelsen of
dette Manifest, et Skridt, der ikke havde sin Lige hlandt Konger. Skønt
intet vilde være lettere for Frederik III end ved uigendrivelige Beviser at
lade Skammen falde tilbage paa Kongen af England, vilde han dog ikke
offenlliggøre noget derimod, da han havde større Ærbodighed for den
kongelige Værdighed, end Karl II havde vist. Da Fornærmeisen imidler
lid var af en saadan Natur, at det var i alle Kongers Interesse, at der
blev givet Oprejsning for den, tvivlede han ikke om, at Kong Ludvig ved
Fredsforhandlingerne vilde gøre alt for at skaffe ham Oprejsning og ikke
tillade, at der blev sluttet nogen Overenskomst med Kongen af England,
uden at det skete. Petkum skulde nærmere angive, hvorledes det bedst
kunde lade sig gøre. Lionne, til hvem Petkum straks henvendte sig efter
Modtagelsen af den kongelige Haandskrivelse, gav ham dog ikke meget
Haab. Han havde tidligere hævdet, al Kong Frederik III paa Grand af
Beskgldningernes grimme Karakter var nødt til at svare paa Manifestet,
hvilket Petkum dog havde ment var haabløst, da man alligevel aldrig
vilde overbevise Englænderne. Nu paa Fredskongressen at forlange, at
den engelske Konge skulde give Satisfakiion, vilde være ungttigl, da de
hovmodige Englændere aldrig vilde gaa ind paa det; det var derfor bedre
slet ikke at forlange noget, naar man alligevel ikke kunde opnaa det,
man forlangte, og dog ikke kunde fortsætte Krigen af den Grund. Han
raadede derfor Petkum Ul ikke al overgive den kongelige Haandskrivelse,
men skrive hjem, at han, Lionne, havde fraraadet det, da den franske
Konge, nødig vilde afslaa den danske Konge noget og derfor ikke gerne
saa, at den danske Konge skriftlig forlangte noget, som han blev nødt
til at afslaa. Da Petkum nødig vilde støde Lionne og desuden mente, at
der mod dennes Vilje ikke vilde kunne opnaas noget hos Ludvig XIV,
nøjedes han foreløbig med at give Lionne en Kopi af Skrivelsen, som
denne lovede at omtale for Ludvig XIV. Da Petkum kort efter fik en ny
Ordre til indtrængende at anmode om Frankrigs Understøttelse i denne
Sag, meddelte han Lionne, at han alligevel saa sig nødsaget til ai over
levere den kongelige Haandskrivelse til Ludvig XIV. Den officielle Over
levering blev dog forhindret ved, at Lionne opfordrede Petkum til at
overgive Skrivelsen til ham, for at han kunde overlevere den til Ludvig
XIV, hvilket Petkum ikke mente at kunne undslaa sig for. Petkum var
1 Kone. (Ausl. Kone.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
