Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
445
1671. 14./24. Okt.
Nr. 19.
ned, men uden noget Resultat. De nederlandske Depaterede vilde ikke
anerkende de danske Fordringer; de vilde kan love at betale de Subsidier,
som de skgldie i Henhold til Traktaten af 1. Febr. 1666, og give den i
Marts begærede Udsættelse med Betalingen af den danske Konges Gæld 1.
Da der øjensgnlig ikke vilde komme noget ad af Forhandlingen, sendte
Christian V 4. Febr. 1611 Markas Gjøe en Skrivelse 2 til Generalstaterne,
hvori han meddelte disse, at han na maatte henvise Sagen til den franske
Konges Voldgiftskendelse. I Memorialer af 16. og 23. Febr. meddelte Gjøe
Generalstaterne Kongens Skrivelse og opfordrede dem til at svare paa
den danske Deduktion af 10. Jan. 1670, da Kongen na bestemt maatte
kræve en Voldgiftskendelse afsagt.
Kong Christian V henvendte sig ogsaa i en Haandskrivelse af 1J.
Febr. direkte til den franske Konge og meddelte denne, al han ikke saa
anden Udvej end al kræve Voldgiftskendelsen afsagt. Terlon havde paa
taget sig at give Ludvig XIV nærmere Besked om, hvad Christian V
ventede sig af Ludvig XIV’s Venskab. Ludvig XIV var dog ikke særlig
glad ved i Øjeblikket ai skalle afsige en Voldgiftskendelse. Han maatte
først have nogle Oplgsninger fra sin Gesandt i Nederlandene, Arnauld de
Pomponne. Generalstaterne gjorde ogsaa gældende, ai Forholdene nu
var helt anderledes, end da Traktaten af 1. Febr. 1666 slattedes. Ludvig
XIV’s Følelser for Nederlandene var nu helt anderledes end den Gang, og
de kunde derfor ikke forstaa, at han kunde være Dommer over deres Inter
esser. De havde af den Grund tilbudt en mindelig Forhandling. Ludvig XIV
anerkendte sin Pligt til at afsige en Voldgiftskendelse og kunde jo ogsaa
nok, da Generalstaterne ikke havde svaret, afsige en Udeblivelsesdom, men
man kunde være sikker paa, at Generalstaterne ikke vilde anerkende den.
Ludvig XIV mente derfor, at han ikke foreløbig skulde gaa dertil. Den
danske Konge burde paang henvende sig til ham med en Anmodning om
at afsige Voldgiftskendelse. Ludvig XIV vilde saa meddele Generalsta
terne dette og forelægge dem en vis Frist, indenfor hvilken de skulde svare,
da han ellers var forpligtet til at afsige Voldgiftskendelsen 3. I Haag fore
stillede den franske Ambassadør Pomponne Markus Gjøe, at det var bedst
ai fortsætte den mindelige Forhandling, der rimeligvis vilde lykkes, da
Generalstaterne for enhver Pris vilde undgaa en Voldgiftskendelse. Lige
som Terlon i København gjorde Pomponne gældende, at en Udeblivelses
dom næppe vilde blive respekteret af Generalstaterne. Vilde Danmark,
som det havde truet med, lage sig seiv til Rette ved fra Maj af at til
bageholde Assignationerne til Holland og Westfriesland paa de norske
Toldindtægter, kunde det let medføre, al Generalstaterne sendte en Flaade
til Norge jor al kræve dem*.
1 Memorialer fra Gjøe 10/i5, Generalst.’s Resol. u/is, Gjoes Propos. Dec.
1670, Memorial fra Gjøe 22/i 1671. Gjøes Relat. (Nederl. B). 2 Holl. Acta.
3 Ludvig XIV t. Terlon 5/j 1671. 4 Mark. Gjøe t. Chr. V 17A 1671 (Nederl. B).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
