Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
646 1675. 11./21. Sept. Nr. 29.
Kongen lade ham faa en god Del af det, som kunde erobres fra Sverrig
i Bremen, og i den Henseende endog tilsidesætte sine egne Interesser.
Hvis han mente, at Udgifterne til Underholdet af hans Tropper vilde
blive for store for hans egen Pung, hvis Frankrig skulde blive fornær
mel, naar han erklærede sig neutral, og fratage ham Subsidierne, vilde
de Ållierede ei stutte ham dette Tab. Men Kongen troede forøvrigt ikke,
at Frankrig vilde gøre det, naar han ikke gik videre, da Kongen af
Frankrig sikkert ikke gerne vilde fornærme den eneste betgdelige tgske
Rigsfyrste, han endnu havde tilbage, og af hvem han kunde vente sig
store Tjenester paa den forestaaende Fredskongres. Men det var nød
vendigt, at Johan Frederik straks erklærede sig, da Kongen ikke længere
kunde modstaa sine Allieredes Krav om Brud med Sverrig, og det var
saa meget mere nødvendigt, som man af opsnappede svenske Breve havde
set, at Sverrig paastod, at han havde lovet at beskgtte Bremen og hjælpe
det mod enhver, der angreb det. Hvis Johan Frederik vilde paatage sig
Mæglingen, vilde Kongen ogsaa mage det saaledes, at han altid holdi sig
en Dør aaben for Freden og saa vidt rnuligt undgik at brgde helt med
Frankrig; han vilde kun søge at dæmpe den i Danmarks Naboskab op
staaede Krigslue. Hvis Hertugen mente at behøve nogen Garanti, vilde
Kongen ikke alene seiv gde ham den, men ogsaa formaa sine Ållierede
til at gøre det samme. En saadan vilde blive lettet, hvis Johan Frederik
vilde tiltræde den lige nu fornyede Alliance med de tre andre brunsvig
lyneborgske Hertuger. Ahlefeldt skulde kræve el kategorisk Svar og, hvis
det var øjensynligt, at Johan Frederik vilde forblive ved Frankrig og
Sverrig, straks begive sig tilbage til Kongen. Paa Hen- og Hjemrejsen
skulde han lægge Vejen over Celle og give Hertug Georg Vilhelm og hans
Minislre Meddelelse om denne Forhandling, saa vidt han fandt det tjen-
Rdf °g høre hvad de mente om den og om Johan Frederiks hidlidige
Opførsel.
Frederik Ahlefeldt kom den 24. Aug. til Celle og havde straks en
Konference med de to ledende Ministre, Kansleren Schutz og Grossvoigt
Hammerstein. Disse fandt det meget ønskeligt at sikre sig Johan Frede
rik, særlig af Hensgn til Oldenborg, der vilde svæve i stor Fare, hvis
man vedblivende tillod Sverrig at rejse Tropper i Bremen og Johan
Frederik understøttede dem, men de spaaede ikke Ahlefeldt meget Held
med hans Sendelse. Johan Frederik tilsigtede aabenbart kun at vinde
Tid. Den brandenborgske Minister Lentes Beretning om Hertugens Vil
lighed til at forlade Frankrig og Sverrig skyldtes sikkert kun en Mis
forstaaelse af Hertugens Udialelser. Det var ikke mere end ei Par Dage
siden, at Johan Frederik havde sagt til Lente, al han ikke kunde finde
sig i el Angreb paa Bremen.
Den 25. Maj kom Ahlefeldt til Hannover og satie sig straks i For
bindelse med den brandenborgske Gesandt Lente og den munslerske Ge
sandt Matthias Korff v. Schmising, der begge udtalle sig ret mistrøstigt
om Udsigten til at vinde Hannover. I den første Samtale med de to le
dende hannoveranske Ministre, Otto Groie og Hieronimus v. Witzendorff,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
