Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
647
1675. 11./21. Sept.
Nr. 29.
udtalte disse ogsaa, at de ikke saa nogen Mulighed for, at Hertug Johan
Frederik kunde skifte Parti og skilte sig fra sine Allierede. Ien Audiens,
Ahlefeldt næste Dag havde hos Johan Frederik seiv, erklærede denne
ligeledes, at han ikke saa nogen Udvej til med Respekt for sin Ære al
kunne skille sig fra sine Allierede, men han ønskede dog at høre For
slag i saa Henseende. Ahlefeldt forestillede ham nu den store Fare, han
udsatte sig for ved at blive ved Frankrig og Sverrig, og den store Ære
og Sikkerhed, han vilde opnaa ved at antage Kongens Forslag. Johan
Frederik lovede da ogsaa ai udnævne Kommissærar til at forhandle med
Ahlefeldt Han var dog ikke meget tilbøjelig til at træde i Forhandling
med Brandenborg og Munster, og han var noget fornærmet over, at Kej
seren aldeles ikke havde henvendt sig til ham. Det var jo slet ikke sik
kert, at Kongens Forslag tiltalte Kejseren. Ahlefeldt erklærede hertil, at
den danske Konges Henvendelse skete efter alle de Allieredes Ønske og
med deres Billigelse, men de havde ment, at Kongen paa Grund af sit
nære Forhold Ul Johan Frederik bedst kunde føre denne Forhandling.
Grole og Witzendorff udnævntes derefter til at forhandle med Ahle
feldt. De erklærede i den første Konference, at Hertugen vilde forpligle
sig til ikke al foretage sig noget mod Rigets Beslutninger og Kejserens
Intentioner og var villig til at slutte en Traktat herom, naar Kongen og
hans Allierede vilde gde ham den nødvendige Garanti. Ahlefeldt bemær
kede hertil, al de nuværende Konjunkturer og Kongens Troppers Stilling
ikke tillod langvarige Forhandlinger. Den af Kongen og hans Allierede
tilbudte Garanti vilde ogsaa gde Hertugen al fornøden Sikkerhed. Grote
og Witzendorff udtalte derefter, at efter Hertugens Mening beroede hans
Sikkerhed væsentlig paa hans Hær. Denne kunde han ikke opgive.
Skulde han gaa ind paa Kongens Forslag, maatte Kejseren og Riget be
vilge ham Kvarterer til Hæren, da han maatte være forberedt paa at
miste de franske Subsidier og ikke seiv kunde underhalde Hæren. Ahle
feldt lovede, at Kongen vilde se at opnaa dei hos Kejseren, men nogen
Garanti kunde han ikke paatage sig. De hannoveranske Kommissæren
erklærede dog rent ud, at uden en saadan Hjælp kunde Hertugen ikke
skille sig fra sine Forbundsfæller. Havde han først skilt sig af med sin
Hær, var han underkastet sine Naboers Forgodtbefindende.
Ahlefeldt konfererede derefter med den brandenborgske og den mun
sterske Gesandt. Den sidste mente, at Kejseren sikkert gik ind paa at
bevilge Johan Frederik Hjælpekvarterer, da den kejserlige Gesandt i Haag,
Marquis de Grana, tidligere havde sagt, at Kejseren vilde anvise Johan
Frederik Hildesheim Stift og Abbediet Falda til Hjælpekvarter, hvis han
vilde love at holde sig neutral. Ahlefeldt seiv mente heller ikke, at Kej
seren vilde gøre Indvendinger for en saa ringe Sag, der ovenikøbet ikke
gik ud over ham seiv. Vanskeligheden var, at de Allierede ligefrem skulde
forpligle sig til at skaffe Hertug Johan Frederik Hjælpekvarterer. Ahle
feldt vilde kun gaa med til at love, ai de Allierede vilde arbejde derfor.
Man overvejede saa den Udvej, i en hemmelig Ariikel ai fastslaa, at
Neuiralitetstraktaten ikke skulde være bindende for Johan Frederik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
