Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
Nr. 1. 1676. 21./31. Marts.
Tochls Forslag, gik Forhandlingerne igen i Staa. Den danske Regering
havde i en Ordre af 12. Febr. endelig nærmere præciseret sine Krav ved
Delingen af Bremen. Den forlangte Landet mellem Havet og en Linje,
der gik fra Freiburg ligeoverfor Gluckstadt ved Elben over Oste til Nien
kerchen ved Weseren overfor Elsfleth, samt Folden i Stade. Ovenikøbet
skulde de danske Repræsentanter først kræve selve Byen Stade og hele
Distriktet mellem Havet og en Linje fra Stade til Ottersberg 1. Baudissin
og Heespen blev meget forskrækkede over disse Fordringer. Seiv om den
sidste Fordring kun var til at slaa af paa, vilde det første være henad
det halve af Hertugdømmet, i alt Fald den bedste og mest indbringende
Del. Dei vilde ogsaa vække stor Uvilje hos de Allierede, da det jo dog
var dem,der havde brudt Isen og erobret alle Fæstningerne, før Kongens
Tropper kom. De henviste yderligere til Uviljen mod at give et kronet
Hoved Herredømmet over Weseren og Elben. De Allierede gjorde ogsaa
stadig gældende, at Kongen havde faaet stor Satisfaktion i Wismar, og
mere kunde han faa i Skaane, hvortil de vilde hjælpe ham. Det betænke
lige var ogsaa, at Brunsvig-Lyneborg og Munster havde Fæstningerne i
deres Besiddelse og de fleste Tropper i Landet. De mente det derfor
raadeligst ikke foreløbig at komme frem med Kongens Fordringer, da
det let kunde sprænge hele Mødet, og man vilde saa skyde Skylden der
for over paa Kongen. Munster og Brunsvig-Lyneborg vilde saa ogsaa
sikkert gaa sammen og forhandle særskilt 2.
Den danske Regering følte sig ikke i nogen Maade tiltalt af v. der
Tochts Forslag. Ligesom Kurfyrsten af Brandenborg nærede den en
indgroel Mistillid til Brunsvig-Lyneborg og holdt derfor ogsaa paa, at
alle de Allierede skulde deltage i Belejringen af Stade. Med Hensyn Ul
v. der Tochts Forslag kunde Kongen ikke se andet, end at de i Virkelig
heden begunstigede dem, der vilde tilrive sig alene Besiddelsen af Bremen
og Verden og udelukke de andre, der var ligesaa berettigede. Han kunde
derfor heller ikke tro, at Generalstaierne havde instrueret v. der Tocht
til at stille saadanne Forslag, da Kongen havde afvist saa gunstige Til
bud af Frankrig og Sverrig og kun var gaaet ind i Krigen for det al
mindelige Bedstes Skyld og for at frelse Nederlandene. Han havde ogsaa
med sin Flaade forhindret Sverrig i at sende Forstærkninger til Bremen,
og det var i det hele tåget hans og Kurfyrstens Krigsoperationer, der
havde gjort det muligt for Brunsvig-Lyneborg og Munster at gøre saa
store Fremskridt i Bremen og Verden. Det var derfor urigtigt af Gene
ralstaierne al ville lade Brunsvig-Lyneborg og Munster faa al Fordelen
af Erobringerne i disse Lande og henvise Kongen og Kurfyrsten til de
dog usikre Erobringer i Skaane og Pommern*.
1 Geh, Aarsberetn. VI. 129. Jvfr. Urk. u. Actenst. XVIII. 247 ff. 2 Rel.
fra Baudissin og Heespen t. Kongen og Biermann 21 /2, 2Vz, 28/a 1676 (Bremen B).
Chr. V. t. Baudissin og Heespen "/a 1676 (Ausl. Kone). Geh. Aarsberetn. VI. 130.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
