Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
568 1689. 16. Juli. Nr. 24.
var Allodium. Det var ogsaa ret ubilligt,at alle de Landene paahvilende
offentlige Byrder til Riget og Kredsen saa godt som udelakkende faldt
paa Lenet, hvorved Grevskaberne i Tidens Løb vilde blive helt odelagte.
Det var ogsaa notorisk, hvor stor Interesse Grevskaberne havde i Jever
og Kniephausen, der var henregnel til Ållodiei. Hvis Carl Wilhelm og
Grev Anton ikke vilde gaa ind paa Johan Adolfs Anmodning, skålde
Curtius erklære, at det gjorde Hertugen ondl al maatle besværc saa nære
Venner, men hans Fader havde gentagne Gange fraraadel Grev Anton
Giinther at indlade sig i Forhandling med de fjærnere beslægtede; denne
havde dog ikke villel høre derpaa, men sluttet en Overenskomst med den
mægligere Part og derved opnaaet altfor gunstige Belingelser for sine
Allodialarvinger. Naar det nu var gaael anderledes, end Grev Anton
Giinther havde ventet, og Allodialarvingerne derved kom i Vanskeligheder,
var det ikke. den rette Lenssuccessors Skyld, men skyldtes deres egne for
kerte Besluininger. Havde de ladet Retten gaa sin Gang, kunde Parlerne
have sparet mange Tender Gald.
Noget synderligt kom der ikke ud af denne Sendelse, hvad man sik
kert heller ikke havde ventet, udover at man fik Sagen sat i Gang og fik
Modparlen gjort bekendt med sine Fordringer. Fyrst Carl Wilhelm af
Anhalt-Zerbst slillede sig ikke hell afvisende til et Mode og love.de at give
Besked inden Mortensdag; fra Grev Anton fik man slet ingen Besked,da
han ikke var tilstede i Grevskaberne. Hertug Johan Adolf sendte. 5. Okt.
Kongen Curlius’s Beretning om hans Sendelse og henstillede til Kongen,
hvad der videre skulde gøres. Da Sagen nu var inkamineret, ansaa han
det for heldigst al faa berammet et Møde snarest muligt. Det vilde være
ham kært, om han kunde yde Kongen nogen Tjeneste ved, hvis Kongen
ønskede dei, at skrive til Grev Anton derom og erindre Hertug Carl Wil
helm om Iværksætlelsen af hans givne Løfte. Han henstillede til Kongen,
om man skulde vælge Bremen til Mødested, da Byen laa saa nær ved
Grevskaberne. Afslog Grev Anton at gaa med til et Møde, mente Johan
Adolf, al man alligevel skulde holde et Møde med Anhalt-Zerbst og se
at naa til et separat Forlig med Fyrsten. Var først de iidligere skadelige
Overenskomsler hævede for Anhalt-Zerbsts Vedkommende ved en ny Over
enskomst, kunde de andre Allodialarvinger ikke mere med saa megen
Vægt beraabe sig paa disse Overenskomsler. Særlig gjaldt del om at
hindre, at Nabomagter blandede sig i Sagen enten som Mæglere eller
Hjælpere for Anhalt-Zerbst. Kongen burde derfor i almindelige Vdtryk
give Anhalt-Zerbst Haab om en mindelig Bilæggelse. Men fremfor alt
var det nødvendigt at bevare den største Hemmelighed, for al Modparlen
ikke skulde opdage den virkelige Sammenhæng eller se, hvad den virkc
lige Hensigt var. Hvis der kom et Møde i Stand, maatle Kongen sende
en Person, der var tilslrækkelig informeret om Sagen og det aflalte For
maal og havde tilslrækkelig Instruks, saa han kunde føre den nødven
dige fortrolige Forhandling med Hertugens Deputerede 1.
1 Hert. Johan Adolf t. Chr. V 5/io 1680 (T. K. I. A. Breve fra Hert. Joh. Adolf).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
