Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596 Nr. 24.
1689. 16. Juli.
Sider fremførle Argumenter, men ansaa det ikke for nødvendigt at komme
nærmere ind paa Spørgsmaalel om Allodialgodserne og Wesertolden, da
Anhalt-Zerbsi jo pure havde tilbudt al afstaa disse. Angaaende Jever
kunde fra kongelig Side anføres, at Jever for 500 Aar siden havde hørt
til Grevskaberne, det havde siden revet sig løs, men Greverne af Olden
borg havde dog stadig søgt al erobre del tilbage, og den sidste Frøken
af Jever, Marie, havde ved sit Testamente igen for evigt inkorporeret det
i Grevskaberne, saa det var med Urette, at det var overladt Anhall-Zerbst.
Men dertil kunde Modparten svare, at del aldrig var grundig bevist, at
Jever for 500 Aar siden havde hørt til Grevskaberne, og seiv om saa var,
kunde man nu ikke fastscette Grænsen, som den var for 500 Aar siden,
da der var sket mange Forandringer her. At Greverne af Oldenborg
havde ført Krig mod Jever, kunde heller ikke bevise, at de havde villet
erobre deres tidligere Besiddelse tilbage, men kunde skgldes Naboslridig
heder. Frøken Marie havde nok teslamcnteret Johan XVI og Anion I og
deres Livsarvinger Jever, men det kunde ikke deraf ses, at hun vilde
have Jever inkorporeret i Grevskaberne. Greverne af Oldenborg havde
heller aldrig betragtet Jever som el i Grevskaberne inkorporeret Land,
men som et separat Territorium med særlig Regering, Landret, Rets- og
Appellationsordning. Desuden kunde Anhalt-Zerbst paaberaabe sig to af
Christian IV udsiedte Dokumenter: et Diplom af 1640, hvorved Kongen
lovede at ville bekræfle den, som Greven af Oldenborg bestemte til sin
Efterfølger i Jever, i hans Besiddelse og al ville beskytte ham, dog uden
Præjudice for Kongen af Spaniens Lensherreret; endvidere en kongelig
Skrivelse af 1646 til Grev Christian af Delmenhorst, der da vilde hævde,
ut Jever var inkorporeret i Grevskaberne, medens Grev Anton Gunther
hævdede, ai det maatte Ulfalde hans Allodialarving, Fyrsten af Anhalt,
hvori Kongen erklærede, at han havde ladet sine lærde Raader afgive
Belænkning om Sagen, og efter denne maatte Jever efler Frøken Maries
Testamente iilfalde Anton Gunthers Allodialarvinger. Ganske vist var
Hertugen af Pløn, der var blevel anerkendt som Lensarving Ul Grev
skaberne og siden havde afslaaet sin Ret til Christian V, ikke bandet
herved, men det kunde let ske, at Huset Pløn før denne Afstaaelse ved
en eller anden Forhandling havde indrømmet, at det ikke havde noget
Krav paa Jever. Da Kongen af Frankrig havde afstaaet den Lensherre
ret over Jever, som Kongen af Spanien havde haft, til Christian V,fulgle
deraf, at Kongen af Spanien havde haft Lensherreretten og som Folge
deraf ogsaa havde været berettiget til at forklare Frøken Maries Testa
mente, hvis der var Tvivl om Successionen, erklære Lenet for arveligt
paa Kvindesiden og, som Kongen af Spanien havde gjort, forlene den
sidste Greves Allodialarving dermed, særlig da ingen protesterede.
Under disse Forhold mente Ehrenschild og Breitenau, at det vilde
være raadeligt at slutte et mindeligt Forlig med Anhall-Zerbst, ikke fordi
de nærede Mistillid Ul Kongens Sag, men for endelig at faa en Ende paa
Fyrstens Klager, der fandt Bifald hos mange Potentater, og for at tage
Hensyn til de mange Intercessioner fra Kejseren og andre, for at vise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
