Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 1690. 3. Nov. Nr. 2.
Aar. Kong Christian V maalle dog, hvis han skålde deltage i Krigen,
forbeholde sig seiv den øverste Kommando over de Hjælpelropper, han
stillede, og Garanti af de Allierede mod alle, der angreb ham eller for
styrrede ham i Nydelsen af hans Rettigheder.
Meningen med Svaret til Molesworth var, som Christian V skriver i
sin Dagbog 1, ai man vilde gaa moderat frem i Forhandlingerne med
England og Generalstaterne, det vil sige trænere Sagen, indtil man kunde
gøre nogel sikkert og fordelagligt. Da Molesworth udlalte Frygl for, al
Kong Vilhelm vilde opfatte Svaret som en Trænering af Sagen, fik Ahle
feldl Ordre til at forsikre denne om det modsaite og om Christian V’s
alvorlige Hensigt at slutte sig til de Allierede. Christian V vilde ogsaa
gaa ind paa at nejes med en rimelig Sum en Gang for alle for sine
Fordringer og nøjes med, at kun Summen faslsaites nu, hvis det var for
besværligt for Nederlandene at betale i denne Krig. Generalstaterne
skulde saa give Kongen en Obligation for hele Summen og Kongen af
England garantere Betaling efler Krigens Slutning 2.
Naar den danske Regering bestemte sig til al gaa langsomt frem i
Forhandlingen med England og Nederlandene skyldles det for en ikke
ringe Del, at det na var lykkedes at faa sluttet en ny Alliancetraktat
med Sverrig. Skønt dens virkelige Betydning ikke var stor og de to
Magter stadig nærede en stærk Mistro til hinanden, kunde det dog for
udses, at den vilde gøre el vist Indtryk paa England og Nederlandene,
der var meget bange for, at de to nordiske Magter skulde slutte sig sam
men for at hævde den fri Handel. Naar de nu saa, at de ikke mere
kunde stole sikkerl paa Sverrig, vilde de rimeligvis blive mere ivrige for
al vinde Danmark. Baade Ahlefeldt i London og Lente i Haag fik der
for Ordre til ikke at pressere Alliancetraktaten, men afvente, hvad Eng
land og Nederlandene svarede paa Kongens Forslag. Med Hensyn til
Farten paa Frankrig mente Christian V ogsaa, at han havde erklærel sig
saaledes, at England og Nederlandene ikke kunde vægre sig ved at gaa
ind paa hans Forslag, medmindre de da vilde se ganske bort fra de
sluttede Traktater, Folkeretten og den af alle krigsførende Magter, seiv
Barbarerne, fulgte Skik. For al vise sin gode Vilje vilde han dog, for
at hindre Misbrug af Reiten til al drive Handel paa Frankrig, gaa ind
paa, at de Steder, hvorfra Skibene sejlede ud og hvor de igen skulde losse,
skulde angives med Navn, at der blev faslsat et bestemt Anlal Skihe,som
maatte sejle, og al disse skulde tage engelske og nederlandske Pas, der
dog skulde gives »sponlaneo«, da Kongen ikke kunde indlade sig paa at
søge derom, eftersom hans Undersaaller jo i Virkeligheden havde Ret til
fri Fart, saalænge han forblev neutral3.
1 Nyt hist. Tidsskr. I. 509. 2 Jessens Optegn. om Konf. med
Molesworth 8/a 1690 (Gehejmekons. Ark.). Chr. Vt.H. H. Ahlefeldt Va 1690
(Geh. Reg.). 8 Chr. Vt. Ahlefeldt 18/a 1690, t. Ahlefeldt og Lente 25/a
8 Chr. Vt. Ahlefeldt 18/a 1690, t. Ahlefeldt og Lente 25/a
1690 (Geh. Reg.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
