Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 11. 261
1692. 5. April.
brunsvig-lyneborgske Hus, særlig de to Hertuger af Celle og Hannover,
da disse altid stod som Danmarks Rivaler i Nordlyskland og modarbej
dede dels Politik overfor Hamborg og Hertugen af Goilorp. Han var
derfor rei tilbejelig Ul at støtte Prins Frederik August, men optraadte
dog meget forsigtigt.
Da Prins Frederik August siden gik i kejserlig Tjeneste og faldt her
1690, oplog den tredje Sen, Maximilian, Kampen mod Faderen. Da der
samtidig kom Rygter frem om, at Hertug Ernst August arbejdede for at
skaffe sig Kurværdigheden, opstod der stort Røre i Nordlyskland og de
lilgrænsende Lande. Kurfyrst Frederik III af Brandenborg og hans le
dende Minister Eberhard Danckelmann saa i Virkeligheden ikke gerne, at
det med Brandenborg rivaliserende brunsvig-lyneborgske Hus fik forøgei
Magt ved Indførelsen af Primogenituren og Ernst AugusVs Ophøjelse til
Kurfyrste, og opmuntrede underhaanden Prins Maximilian Ul at gøre
Modstand. Prinsen mente ogsaa at kunne regne paa Støtte hos det wol
fenbuttelske Has og Danmark. Da Hertug Ernst August, rimeligvis gen
nem Datteren Sofie Charlotte, der var gift med Kurfyrst Frederik III,
fik Underretning om Prins Maximilians Forhandlinger, lod han 5. Dec.
1691 Sønnen fængsle. Der blev indledet Proces mod denne og flere, der
skulde have været i Ledtog med ham. Striden endte med, at Prinsen
maatle give et edeligl Afkald og love ai aperkende Primogeniturstatutet.
Den danske Regering var, som nævnt, fjendllig stemt mod Hertugerne
Georg Vilhelm og Ernst August paa Grand af deres Optræden til Gunst
for Hamborg og Hertugen af Gottorp — baade Kongen og Ehrenschild
tilskrev disses Optræden Hovedskylden for, at Danmark var blevet nødt
Ul at give saa meget efter paa Kongressen i Allona. Denne Stemning var
ikke blevet blidere, da Hertug Georg Vilhelm efter den sidste Hertug af
Sachsen-Lauenborgs Død 1689 satte sig i Besiddelse af dennes Land,
hvorved Brunsvig-Lyneborg fik Fodfæsle paa denne Side af Elben. Dan
mark søgte ved Forhandlinger med Brandenborg og Kursachsen at vinde
disse for en Koalition med det Formaal at » delogere« Brunsvig-Lynebor
gerne af Sachsen-Lauenborg, om fornødent med Magt. Dette mislykkedes
dog paa Grund af Brandenborgs og Kursachsens indbyrdes Rivaliseren
i dette Spørgsmaal. Ogsaa i denne Sag havde det wolfenbultelske Fyrste
hus taget Afstand fra Celle-Hannover, da del mente seiv al kunne gøre
Arvekrav gældende. Det var derfor ganske naturligt, at der baade i Kø
benhavn og i Wolfenbiittel opstod Tanker om en nærmere Forbindelse.
Da Hertug Rudolf AugusVs Svigerson, Hertug Johan Adolf af Pløn, i Jan.
1692 meddelte Christian V, at Hertugerne af Wolfenbiittel havde inviteret
ham til at komme til Brunsvig, og spurgle, om han ved den Lejlighed
kunde udrelle noget for Kongen, bad denne ham om at forsikre begge
Hertuger om Kongens Affektion og Estime. Han skulde erkyndige sig
om, hvorledes Forholdene i del brunsvig-lyneborgske Hus nu var, om
Enigheden i Huset havde lidt et Skaar ved Behandlingen af Prins Maxi
milian. Tillige skulde han se at faa at vide, hvad den hannoveranske
Minister Otto Grote, der havde været i Dresden, havde forhandlet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
