Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 27. 1693. 29. Sept. 575
lige, engelske og nederlandske Gesandler hos Kurfyrsten gjorde deres
ydersle for ai hindre, al der nu skeie nogei virkeligt mod Brunsvig-Lyne
borg, da Fellioget mod Frankrig var saa nært foresiaaende, Lente mente
iøvrigt, ai Kejseren slel ikke ønskede Striden bilagl, da det var dei kej
serlige Hofs Maxime, at der skulde være Strid mellem Rigsstænderne;
disse var saa nødt til hver for sig at søge Kejseren, og dennes Autoritet
voksede derved. I en Konference, som Lente siden havde med Danckel
mann og Fuchs om den sachsen-lauenborgske Sag, erklærede disse, at da
Kejseren og Kongen af England indlrængende havde anmodet om at lade
den sachsen-lauenborgske Sag be.ro til Feltlogets Slutning, havde Kurfyr
slen ikke kunnet afslaa det, men han havde dog stillet den Betingelse, at
Brunsvig-Lyneborg ikke forelog sig nogei nyt i Sachsen-Lauenborg og
ikke befæslede sig yderligere dér, hvilket Kejseren og England ogsaa
havde lovet at sørge for 1.
Da der igen kom Eflerretning om, at Hertugen af Hannover seiv
vilde rejse til Dresden for at faa en Ordning i Stand med Sachsen, fik
Lente Kurfyrst Frederik III til at love igen at ville sende Chwalkowsky til
Sachsen for al hindre noget skadeligt, og Lente fik ogsaa Ordre til paany
at begive sig til Sachsen. I Midten af Maj kom Hertug Ernst August Ul
Leipzig; han udretlede dog iniet og maatle rejse bort med uforrettet Sag,
men iøvrigt kom Brandenborg og Sachsen ikke hinanden nærmere. Fra
brandenborgsk Side var der stillet Forslag om, at Kurfyrsten af Sachsen
efter Aars og Dags Forløb skulde opiage Fyrsten af Anhalt i Medbesid
delsen af Sachsen-Lauenborg, men herpaa vilde Kurfyrsten af Sachsen
ikke gaa ind, da han derved vilde anerkende, at Fyrsten havde nogen
Ret til Lauenhorg. Slultedes Overenskomsten om Fjærnelsen af de bruns
vig-lyneborgske Tropper paa det Grundlag, vilde han i Virkeligheden kun
blive Eksekutor for Fyrsten af Anhalt og hjælpe denne ind i Lauenborg.
En saadan Anerkendelse af sin Ret kunde Fyrsten af Anhalt siden be
nytte til at erhverve en for sig gunstig Dom ved Kejserhoffet, som Kur
fyrsten af Brandenborg saa som Direklor i den nedersachsiske Kreds
kunde eksekvere. Kurfyrsten maatte derfor stadig kræve fuldstændig Re
slitution i sin Besiddelse af Sachsen-Lauenborg 2.
Det havde saaledes vist sig umuligt at forene de sachsiske og de
brandenborgske Interesser i den sachsen-lauenborgske Sag, og det bruns
vig-lyneborgske Hus forblev foreløbig i uanfægtet Besiddelse af Lauen
borg. Christian V fortsaite dog sine Beslræbelser for at faa den ube
kvemme Nabo bort. Da Gehejmeraad Kaj Rumohr i Nov. 1691, efter
Afslutielsen af Ægteskabstraklaten mellem Kurfyrst Johan Georg IV og
Christian Datier, Prinsesse Sofie Hedvig, sendtes til Sachsen for at
faa nogle ved Ægteskabstraklaten udsalle Punkler endeligt ordnede og
1 Rei. fra Lente 6/4, 14A 1690 (Brandenborg B). 2 Rei. fra Lente 15/s,
2% 1690 (Sachsen B).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
