Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aarestrup, Carl Ludvig Emil, 1800-56, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nærmest beslægtet med de to, han personlig kom i
Berøring med: Oehlenschlager og Chr. Winther. Den
Verden, hans Digtning fører ind til, er som en Lund
eller Have, hvor en yppig Natur udfolder sig i hed
Sol og kølig Skygge, med rødmende Bær og saftrige
Frugter, med Vande, hvor Forellen og den sølvhvide
Lax springe, medens Nattergalen og Siskenen synge i
Eliekrattet. Ingen Trækfuglelængsler stunde mod de
Egne, der ligge udenfor. Digteren dvæler i rolig
nydende Mag blandt sin exotiske Blomstervrimmel
for at lovsynge den Kvindeskjønhed, som næres af
Lundens Frugter, som udvikles i dens Varme og Læ,
og omkring hvilken alt det øvrige kun tjener til
Ramme. Det kvindelige Legeme er for A. en uudtømmelig
Kilde til Sang; som ingen anden dansk Digter har
han beundret og fundet Udtryk for dets Skjønhed
i Hvile og Bevægelse, i dets Nøgenhed og i let
dølgende Toiletters diskrete Antydninger. Lokkernes
mørke Fylde, Nakkens og Skulderens bløde Runding og
Armens fine Linje røbe for ham en Skjønhed, som han
virtuosmæssig véd at variere. Der er i denne Erotik
vel mere Glød end Inderlighed, dens Toner indbyde
til jordisk Livsglæde, men den er fri for ethvert
Stænk af Brynde, af usund, ulmende Lidenskab. Dens
Drivefjeder er kjæk Attraa forenet med høj, ædel
Skjønhedsglæde. Dertil kommer den Friskhed, hvormed
A. maler, den Umiddelbarhed, hvormed han opfatter. Den
kulturrige Verden besynger han naivt, djærvt og
dristig. Han reflekterer ikke længe over de modtagne
Indtryk, men lader dem fra sit frodige Sind strømme
ud i fast hamrede Strofer. Endelig besidder han et
fint Skjælmeri og et oprindeligt, ægte dansk Lune,
der giver hans Tanker og Indfald kraftig Flugt. Enten
han synger om Elskovens salige Hengivelse – som i
den enestaaende Romance «Skjøn Ellens Elsker» – eller
om dens Flygtighed og Kval, er det vel fremfor noget
dette Lunes spillende Skjær, der gjør hans Diktion saa
original og ægte. Der spores ingen Fremskridt eller
Tilbagegang i A.s Produktion; fra første Færd finder
han sit Æmne og sin Form. Over Formen besad han et
ypperligt Herredømme, og han elskede Sprogets ømme,
smidige og farvestærke Ord. Hans Strofer med den
fuldttonende Stigen og Fald, med de kjækt klingende
Rim ere som rigt prydede Skaaler, hvori Digteren i
Ny og Næ pressede sin ildglødende Drue for den lille
Kreds, der altid vil samles om ham.
P. L. Møller, Kritiske Skizzer II.
G. Brandes, Kritiker og Portraiter.
Nær og Fjærn Nr. 284.
Bertel Elmgaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
