Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian, 1805-75, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gammel Matrone, sin eneste Sønnesøns Tilflugt og
Trøst i hans barnlige Sorger. Hvem der dernæst gav sig
meget af med ham, var hans Fader, der i Interesser og
Læsning stod over sin Stand; han brugte sin Søndag til
at lave Legetøj og Billeder til Drengen og læste højt
for ham af Holbergs Komedier, Lafontaines Romaner
og «Tusind og en Nat». Tidlig fik A.s Fantasiliv
saaledes overflødig Næring og henvendtes fortrinsvis
paa Theatrets brogede Verden; han syede Klæder til
sine Dukker, lod dem udføre improviserede Skuespil,
sammenflikkede af alskens uordnede Erindringer fra
rejsende Selskabers Optræden i Odense, og udarbejdede
en Liste over ikke mindre end 25 sceniske Værker,
som han agtede at skrive («Aftenpromenaden eller
Kokkepige og Greve», «Freja og Vulkan», «Luna eller
Ugebladet», «Ærens Tempel» osv.), sikkert udstyrede
med Indbildningsevnens mest storslaaede Virkninger,
thi «de udigtede Kvad ere stedse de fagreste». Ogsaa
lyriske Forsøg, baade selvfølte elegiske Stemninger
og en mere udvortes paatagen Lejlighedsbegejstring,
gav hans Pen sig i Lag med, højlig umodne og endog for
hans Alder paafaldende barnagtige, som han overhovedet
paa denne Tid var og langt ind i Ynglingealderen
vedblev at være et mærkelig uudviklet Individ uden
Kundskabsballast, uden nogenlunde ligelig udviklet
Omgangsevne og derfor uden Ballance i det reale Liv,
medens hans Fantasi paa mindste Foranledning førte
ham langt ind paa den digtede Verdens Enemærker og
hans Følelses sygelig sarte Nervetraade holdt ham i
en stadig Svingning mellem den himmelhøjt jublende
og den til Døden bedrøvede Sindstilstand. Ogsaa hans
ydre Liv i Barndomsaarene blev mere og mere en ustadig
Bevægelse fra Pol til Pol i det lille Samfund, han
tilhørte, thi ved sin ejendommelige Natur og ved sin
Længsel mod noget højere vakte Vaskerkonens Søn en
vis baade Kuriositetens og den virkelige Deltagelses
Interesse hos de bedre Samfundslag i Fødebyen, medens
han dog daglig ved haanlig Spot fra sine jævnbyrdiges
Side ikke mindre end ved Fattigdom og Savn mindedes om
sit Udsprings lave Plads og den Afstand, der skilte
ham fra de Klasser, han saa gjærne vilde regnes lige
med.
At gjennemløbe denne Afstand saa hurtig og paa en
saa glimrende Maade som muligt, blev Maalet for den
underlige Drengs heftigste Attraa. Han vilde blive
berømt, og han vidste fuldt vel, hvorledes dette lod
sig opnaa. «Man gaar først saa gruelig meget ondt
igjennem, – og saa bliver man berømt,» forklarede
han for sin Moder, hvem han bad og bønfaldt om Lov
til at drage til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
