Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian, 1805-75, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i mere personlige Forhold, som spillede deres store
Rolle i den almindelige Opfattelse af A., saaledes
som den havde nemt ved at fæstne sig i saa snævert et
Samfund som det daværende Kjøbenhavns. Alene ved sit
aparte Ydre og Væsen, men endnu mere ved sin indtil
det pinagtige udviklede Sensitivitet lagde A. stadig
Beslag paa Opmærksomheden. Hans Natur var kun lidet
anlagt til at tabe sig i Almeninteresser, men desto
mere udpræget ved den naive Selvfølelse, den barnlige
Egoisme, hvormed den stillede al Ting i Forhold til
sig selv. Opfyldt af sine digteriske Planer havde
A. endog paa den foreløbige Forberedelses Standpunkt
en levende Trang til at nyde Anerkjendelsens og den
smigrende Forudsigelses Virak, og fra Trin til Trin
under Udarbejdelsen besværede han Venner saa vel
som nærmere og fjærnere Bekjendte med sin Tankekamp
for at se den velvillig opmuntret, indtil han da i
Fuldendelsens Stund satte sig i Positur til at sluge
selv den mindst kompetente Bedømmelses lavrbærsmykkede
Kameler og berede sig en Lovsang endog af de umyndiges
Mund. Naar da alt for ofte de besindigere Venner
i Følelsen af deres Ansvar og den kyndige Kritik
i Bevidstheden om sin Pligt anslog en Tone, som
var skurrende forskjellig fra den ventede, maatte
Digterens Omgivelser, de stadige som de tilfældige,
med ham tømme hans Harmes og hans Fortvivlelses fyldte
Skaaler, trøste ham ved at istemme hans Klage over
Forurettelse, opmuntre ham ved yderligere at bestyrke
ham i Overbevisningen om den anfægtede Digtnings
Herlighed. I hin beklagelsesværdige Kategori,
«som piner sin Muse og plager sin Ven», var A. en
af de besværligste, hans Forfængelighed blandt de
umætteligste, og der hørte megen Kjærlighed og megen
Overbærenhed til at holde ud med ham Aar igjennem,
ligesom der til i hans kaotiske Forfatterskab at
spore de ledende Linjer fordredes mere af disse to
Egenskaber, end der vel kunde forudsættes hos en
Kritik, som ikke havde nogen særlig stærk Tro paa
hans digteriske Fremtid.
I April 1833 fik A. offentlig Rejseunderstøttelse
og tog strax til Paris. Her begyndte og i Le Locle
i Jurabjærgene fuldendte han det dramatiske Digt
«Agnete og Havmanden», til hvilket han satte store
Forventninger om Grundfæsteisen af sit Digterry og
Sejr over alle Avindsmænd; men end ikke de, der mente
ham det bedst, kunde skjule deres Skuffelse for ham,
og Kritikken sagde – med Fremhævelse af vellykkede
Enkeltheder – sin Mening rent ud om denne umodne,
uden Beherskelse af de givne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
